
I nobember politianmeldte daværende viceborgmester og spidskandidat for Venstre i Rudersdal, Jens Kloppenborg-Skrumsager, kommunen for at være i strid med straffelovens bestemmelser om brevhemmelighed. - Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
V-formand: Politianmeldelse skadede valgkamp i Rudersdal
Politianmeldelsen af Rudersdal Kommune gavnede ikke Venstres valgkamp i kommunen, erkender partiet efter evaluering af kommunalvalget i november.
Udgivet: 12/01/2026
Det skadede Venstres valgkamp i Rudersdal Kommunes, at spidskandidat Jens Kloppenborg-Skrumsager politianmeldte sin egen forvaltning forud for kommunalvalget i november.
Det erkender partiets formand i kommunen, Erik Mollerup, over for Sjællandske Nyheder.
"Politianmeldelsen har ikke nødvendigvis været optimal for Venstre, for det er en svær sag at kommunikere og forstå. Den støjede og fjernede fokus fra vores politik," siger han til mediet.
Udmeldingen kommer, efter at Venstre har evalueret kommunalvalget, der endte med, at partiet fik fem mandater i kommunalbestyrelsen, samt at V-spidsen fik flest personlige stemmer i kommunen - men ingen borgmestertitel, hvilket ellers var drømmen.
Som NB-Kommune tidligere har beskrevet, blev Venstre ikke inviteret med i konstitueringsforhandlingerne på valgnatten, der ledte til, at Ann Sofie Orth (K) igen blev borgmester i kommunen.
Anmeldelse udspringer af læk af fortrolig rapport
Det var i begyndelsen af november, at Jens Kloppenborg-Skrumsager, der dengang var viceborgmester i Rudersdal Kommune, valgte at politianmelde kommunen for at være i strid med straffelovens bestemmelser om brevhemmelighed.
Sagen udspringer af, at kommunaldirektør i Rudersdal Birgitte Lundgren beordrede en gennemgang af interne mails i forbindelse med en politiefterforskning, som omhandlede et muligt læk af en fortrolig rapport om overgreb på Søholmskolen i 2024. Det skete før, der var givet samtykke fra politikerne, og før der forelå en dommerkendelse fra politiet.
Birgitte Lundgren har i forbindelse med anmeldelsen forklaret, at søgningen foregik efter dialog med politiet, samt at kommunen overdrog materialet til samme på baggrund af en dommerkendelse.
Om kommunens scanning af de interne mails har været i strid med loven, efterforskes af politiet.
Sidst opdateret: 12/01/2026 - 11:48












































