
- Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Direktør tiltalt for bedrageri mod Odense Kommune
En direktør fra Fyn har angiveligt forsøgt at bedrage Odense Kommune med manipulerede løn- og timesedler, så det så ud som om, at firmaet overholdt kommunens arbejdsklausuler.
Udgivet: 12/01/2026
Sagen er den første af sin art i landet, og Odense Kommune og fagforeningen 3F forventer, at en eventuel dom, kan få vidtrækkende konsekvenser.
Det skriver TV2 Fyn, som har fået aktindsigt i sagen mod direktøren, der skal for retten i marts.
Sagen handler om overvejende polske medarbejdere fra firmaet Dan-Forst, der var hyret ind af virksomheden Tolstrup Anlægsgartnere for at hjælpe med at passe de grønne områder på skoler og institutioner i Odense. Tolstrup Anlægsgartnere har overenskomst med de ansatte og hyrede medarbejderne fra Dan-Forst i den tro, at medarbejderne fik en overenskomstlignende løn, som Odense Kommune kræver i sine arbejdsklausuler.
Men kontrolenheden i Odense Kommune fandt ved opsøgende arbejde ud af, at medarbejdere fra Dan-Forst tilsyneladende ikke fik en løn, der svarer til den overenskomstmæssige løn på det grønne område, som det ellers fremgik af firmaets dokumentation.
"Jeg håber, at det her giver anledning til, at andre der har arbejdsklausuler, som måske tror at tingene i orden, lige kigger en lille smule nærmere på det, for det er man nødt til, siger udbuds- og kontraktchef i Odense Kommune, Cecilie Schwartz Førby, til mediet.
SA
Sidst opdateret: 12/01/2026 - 11:47












































