
Københavns Kommune har sat bænke op på flere tidligere parkeringsbåse i den indre del af København. Billedet er taget ved Frue Plads i København i november 2025. - Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Rekord i udstedte p-afgifter i det centrale København
Københavnske p-vagter uddelte 54.000 parkeringsafgifter i Indre By sidste år mod 35.000 parkeringsafgifter året før.
Udgivet: 12/01/2026
Ifølge DR kommer stigningen, efter at der blev nedlagt 525 kommunale parkeringspladser i Indre By i 2024.
Ejer af skobutikken Apair, Lise Freiesleben Hjort, fortæller, at hun har haft færre kunder på grund af de sværere parkeringsmuligheder i Indre By.
"Kunderne er blevet lidt skræmte og kede af, at de simpelthen føler, at det ikke er en by, hvor de er velkomne med deres biler", siger hun til mediet.
En forening med navnet "Ja tak til parkering" mener, at man skal have de 525 parkeringspladser tilbage til den centrale del af København.
Manden bag foreningen, Henrik Busch, mener, at man skal stoppe med at nedlægge flere parkeringspladser.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) skriver i en skriftlig besked til DR, at det vil give mening at drøfte nedlæggelsen af parkeringspladserne, når en kommende evaluering af de 525 nedlagte parkeringspladser er kommet.
Omlægningen af de 525 parkeringspladser skete som et led i Københavns Kommunes plan om at skabe mere plads til gående, cyklister, lokalt byliv og grønne områder.
I samme forbindelse blev der indført lavere hastighedszoner i det meste af Middelalderbyen, der ligger i Indre By.
Flere af parkeringspladserne blev erstattet med bænke. Ifølge planen skal der fjernes yderligere 75 parkeringspladser i år.
/ritzau/
Sidst opdateret: 12/01/2026 - 10:31












































