
Marie Stærke på valgaften i Køge d. 18. november. - Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Marie Stærke trækker sig fra lokalpolitik
Afgående borgmester i Køge Marie Stærke trækker sig fra lokalpolitik efter nederlag ved kommunalvalget. Hun forbliver dog næstformand i Socialdemokratiet.
Udgivet: 27/11/2025
Afgående borgmester i Køge Kommune og Socialdemokratiets næstformand Marie Stærke trækker sig nu fra lokalpolitik. Hun forbliver dog næstformand for S.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Marie Stærke "går med en følelse af fred og afklaring", fortæller hun til mediet:
"Tænk sig at have fået lov at være med til at påvirke min egen barndomsby så meget. Det har været et enormt privilegium. Men jeg er der også der nu, hvor jeg skal lukke døren."
Udmeldingen kommer efter, at Marie Stærke ved KV25 mistede borgmesterposten i Køge til Venstre efter at have været borgmester i kommunen i 15 år. Ved valget gik Socialdemokratiet 13,2 procentpoint tilbage i Køge. På landsplan gik partiet tilbage i 87 ud af 98 kommuner og har mistet 18 borgmesterposter.
I et opslag på Facebook fortæller den afgående borgemester, at hun har genstartet sin gamle virksomhed Bureau Stærke, der tilbyder rådgivning og undervisning
"Sidst jeg havde virksomhed var det tydeligt, at være folkevalgt og drive virksomhed var svært at kombinere. Interessekonflikterne var i vejen og tiden jeg kunne lægge i virksomheden var ikke nok. Jeg glæder mig til et nyt kapitel i mit liv og er stolt af det jeg efterlader," skriver hun.
Udover at have været borgmester ad flere omgange har Marie Stærke siddet i byrådet i Køge siden 2002, hvor hun blev valgt ind som 22-årig.
Hun blev ved valget i 2017 valgt ind med 6944 personlige stemmer og slog dermed rekord i Køge. Ved KV25 fik hun dog kun 3473 personlige stemmer.
Sidst opdateret: 27/11/2025 - 12:35
Temaer: KV25













































