
Borgmester i Frederikshavn Karsten Thomas (tv.) og byrådsmedlem i Holstebro Klaus Flæng (th.) mener ikke, at man kan give pertitoppen skylden for Socialdemokratiets tilbagegang. - Foto: Frederikshavn Kommune / Holstebro Kommune
Trods nederlag vil S-profiler ikke rette kritik mod Mette Frederiksen
"Jeg kommer ikke til at sidde og klynke eller sige, at det er Socialdemokratiet på Christiansborg, der er skyld i, at vi går tilbage," siger S-borgmester.
Udgivet: 27/11/2025
Kommunale S-profiler kaster ikke ansvaret opad i partiet mod Mette Frederiksen. De mener, at der er et lokalt forankret ansvar og gode forklaringer på, hvorfor Socialdemokratiet har lidt tilbagegang og blødt bogmesterposter ved valget.
Klaus Flæng skulle forsøge at genvinde borgmesterposten til Socialdemokratiet i Holstebro, efter bykongen H.C. Østerby ikke genopstillede.
Her gik S massivt tilbage med 17,9 procentpoint og fik i alt 20,4 procent af stemmerne i kommunen. Lige nu er der en konstitueringsaftale bag Kenneth Tønning (V) som kommunens kommende borgmester.
"Vi vidste godt på forhånd, at det ville blive svært her i Holstebro. Men jeg noterer mig, at 23 procent af danskerne trods alt har sat deres stemme ved Socialdemokratiet," siger Klaus Flæng.
Han mener, at partiets tilbagegang er et delt ansvar, og retter ikke kritik mod partitoppen.
"Jeg tror ikke, at man kan tillægge partitoppen alt ansvaret. Vi har som parti et fælles ansvar, både lokalt og nationalt. Det kræver, at vi alle sammen tør kigge på os selv, og at vi tager resultatet alvorligt," siger han og understreger:
"Jeg kommer ikke til at pege fingre af partitoppen."
Han mener, at trangen til noget nyt og at få rystet posen mellem partierne kan være en del af forklaringen på tilbagegangen i borgmesterposter.
"Det drejer sig selvfølgelig også om politikken, men også om at man vil prøve noget andet efter lang tid med en slags ledelse, og se hvad det kan. Det er fair, og en helt naturlig menneskelig tilgang, og det er måske også noget af det, vi ser nationalt."
I dag torsdag har DR bragt en rundspørge, hvor enkelte medlemmer af Socialdemokratiet kræver formand og statsminister Mette Frederiksens afgang efter resultaterne.
"Jeg er ikke en af dem, der råber på, at partitoppen skal gå af. Jeg kan ikke se, hvad vi har af alternativer, og derfor synes jeg faktisk også, at Mette Frederiksen gør et rigtig godt job. Det mangler vi måske at fortælle på en bedre måde, så danskerne bedre kan forstå de mange ting, der sker i øjeblikket," siger Kluas Flæng og afslutter:
"Jeg tror, det er en røst, der går over. Lige nu har nogle behov for at pege fingre af andre. Jeg bare anbefale, at man starter med at tage et langt kig på sig selv i spejlet, og hvis man kan lide det billede, man ser, så kan man så begynde at kigge længere ud," afslutter han.
Mistet nordjysk bastion
I Frederikshavn mener borgmester Karsten Thomsen (S), at krisen i den forgældede Frederikshavn Havn og afgåede Birgit S. Hansen har meget at sige i forhold til valgnederlaget, der har gjort den nordjyske S-højborg til en V-kommune på den anden side af nytår. Lige nu ser det nemlig ud til, at Jon Andersen (V) bliver kommunens kommende borgmester.
Også i Frederikshavn blødte partiet og blev mere end halveret siden KV21. Partiet gik hele 31,3 procentpoint tilbage og fik 26,1 procent af stemmerne.
Samtidig var spidsen ved valget den udefrakommende, Anders Brandt Sørensen, mens Karsten Thomsen var nummer tre på S-listen.
"Det er ikke en cocktail, jeg kan anbefale," siger borgmesteren.
"Jeg kommer ikke til at sidde og klynke eller sige, at det er Socialdemokratiet på Christiansborg, der er skyld i, at vi går tilbage," understreger Karsten Thomsen.
Han roser sit parti på landsplan for de mange reformer, de har igangsat i regeringen, men understreger samtidig, at det for borgerne i landet ikke har haft effekt endnu.
"Vi ser en masse gode initiativer, men det er ikke noget, der virker her og nu, de tager jo bare noget tid før, at de er indfaset," siger han.
Borgmesteren understreger, at det kan være svært at forklare borgere, hvorfor der mangler penge til skoler og ældrepleje, mens regeringen finder mange penge til at hjælpe ude i verden.
"Det er den balance, vi kæmper med at forklare ude i kommunerne. Jeg har tiltro til de balancer, regeringen arbejder med, men det er komplekst og man skal få forklaret tydeligt, hvorfor man prioriterer, som man gør," siger Karsten Thomsen.
"Jeg har slet ikke haft tanken, at Mette Frederiksen skal gå af, og jeg kan ikke se nogen, der vil kunne gøre det bedre end hende lige nu," afslutter han.
Ministre forsvarer Mette Frederiksen
Socialdemokratiske ministre står fast i deres forsvar af partiformand og statsminister Mette Frederiksen, da de torsdag morgen mødes til gruppemøde.
På vejen ind til mødet langer udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund ud efter kritikerne.
"Jeg synes, at det er en smule utidigt at begynde at tale om, at det er hende, der er ansvarlig for det her," siger han til DR.
Også minister for grøn trepart, Jeppe Bruus, og fiskeriordfører Bjarne Laustsen tager deres partiformand i forsvar, skriver Ritzau.
Sidst opdateret: 27/11/2025 - 12:07
Temaer: KV25













































