Flere stemte blankt: Her afleverede flest en tom stemmeseddel
Borgerne i Odsherred afgav blanke stemmer i et omfang, der ikke er set i nogen kommuner de seneste 20 år. Se, hvor stor en andel af stemmerne, der var blanke i din kommune.
Udgivet: 26/11/2025
426 borgere i Odsherred Kommune stemte blankt ved sidste uges kommunalvalg. Med en andel på 2,3 procent indtager den nordvestsjællandske kommune førstepladsen på listen over kommuner med størst koncentration af blanke stemmer. Valgperioden har i Odsherred været præget af fjernvarmeskandalen, der i august førte til konkurs i Odsherred Forsyning.
Ved de seneste fem kommunalvalg har ingen kommuner haft stor en andel af blanke stemmer som i Odsherred ved dette valg, viser NB-Kommunes gennemgang af officielle valgdata.
I 12 kommuner udgjorde de blanke stemmer under én procent af de afgivne stemmer. Relativt færrest stemte blankt på Læsø efterfulgt af Lemvig, Gentofte, Rudersdal og Ærø kommuner.
På landsplan stemte 1,37 procent blankt ved KV25, hvilket er 0,1 procentpoint mere end ved kommunalvalget i 2021.
Reaktion på skandaler
Andelen af deltagende vælgere, der stemte blankt, er steget i 79 ud af 98 kommuner. I landets to største kommuner valgte færre dog at stemme blankt ved KV25 end for fire år siden.
Flere af de kommuner, hvor skandalesager har fyldt meget i den lokale debat, tegner sig for de største stigninger. Foruden Odsherred finder man i toppen bl.a. Frederikshavn og Nyborg, der har været præget af sager om henholdsvis den gældstyngede havn og uro på det specialiserede socialområde.
I 2021 valgte flest at stemme blankt i Fredericia Kommune, der netop havde været centrum for en større virak, der kostede kommunaldirektøren og personalechefen jobbet, mens borgmester Jacob Bjerregaard (S) stoppede før tid.
Flest blanke stemmer ved de seneste kommunalvalg
2005: Fanø: 2,8 procent; Læsø, 2,0 pct; Svendborg, 1,3 pct.
2009: Langeland: 1,4 procent; Guldborgsund og Glostrup: 1,3 pct.
2013: Nordfyns: 2,2 procent; Aalborg, Odense og Svendborg: 2,0 pct.
2017: Faaborg-Midtfyn: 2,0 procent; Assens: 1,7 pct.
2021: Fredericia: 2,1 procent; Læsø og Odense: 1,9 pct.
2025: Odsherred: 2,3 procent; Samsø: 2,0 pct.; Faaborg-Midtfyn, Fredericia, Odense og Slagelse: 1,9 pct.
Blanke stemmer har status som en ugyldig stemme og udgør størstedelen af de ugyldige stemmer, der også omfatter forkert udfyldte stemmesedler. Ved at klikke ind på det øverste kort i artiklen kan man se den samlede andel ugyldige stemmer i hver kommune.
Overgås af regionerne
Trods den lille stigning i andelen af blanke stemmer ved kommunalvalget er borgernes lyst til at sætte kryds ved de opstillede partier og politikere i kommunerne langt større end i regionerne.
Mellem 3,4 og 4,6 procent af de afgivne stemmer til regionsrådsvalget var blanke.
Blanke stemmer i regionerne ved årets valg
Region Syddanmark: 4,6 procent
Region Midtjylland: 4,2 procent
Region Østdanmark: 3,5 procent
Region Nordjylland: 3,4 procent
Til sammenligning var landsgennemsnittet til kommunalvalget: 1,4 procent
Kilde: valg.dk
Sidst opdateret: 26/11/2025 - 11:37












































