Borgmester i Kolding, Knud Erik Langhoff (K). (Arkivfoto.)

Borgmester i Kolding, Knud Erik Langhoff (K). (Arkivfoto.) - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kolding byråd politianmelder læk til pressen

"Det er ærgerligt, at vi nu alle skal gå og mistænke en eller anden i vores midte," siger borgmester Knud Erik Langhoff (K).

Udgivet: 26/11/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Samtlige politikere i Kolding byråd har bakket op om, at man nu politianmelder et muligt læk af fortrolige oplysninger til pressen.

Det blev vedtaget på byrådsmøde d. 25. november, hvor samtlige 25 byrådsmedlemmer bakkede op.

"Den her sag, den havde jeg gerne været foruden. For jeg synes godt nok det er træls, at vi har en lækage af fortrolige oplysninger," siger borgmester Knud Erik Langhoff (K) på byrådsmødet.

"Det er ærgerligt, at vi nu alle skal gå og mistænke en eller anden i vores midte - det kan være en politiker eller en embedsmand, som har adgang til vores materiale," tilføjer han.

Af sagsfremstillingen fremgår det, at der er tale om, at "pressen er kommet i besiddelse af lukket materiale fra sag nr. 28 på Økonomi og Strategis dagsorden til mødet den 21. oktober 2025", og "at der skal foretages politianmeldelse, når det konkret vurderes, at der er et strafbart forhold pga. videregivelse af fortrolige oplysninger fra et møde i et politisk udvalg, som kan skade enkeltpersoner, virksomheder eller kommunale interesser."

Mod loven

Knud Erik Langhoff henviser til forvaltningslovens paragraf 27, som handler om tavshedspligt og straffelovens paragraf 152 om videregivelse af fortrolige oplysninger i offentlig tjeneste med en strafferamme på fængsel i op til seks måneder.

"Jeg mener ikke, at det kan undgås, at vi politianmelder," siger borgmesteren.

Straffelovens paragraf 152

Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2.Begås det i stk. 1 nævnte forhold med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 2 år. Som særligt skærpende omstændighed anses navnlig tilfælde, hvor videregivelsen eller udnyttelsen er sket under sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko herfor.

Stk. 3 En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Kilde: Danske Love/Straffeloven

Forvaltningsloven paragraf 27

§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f, med hensyn til oplysninger om

1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold og

2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign.  , for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at oplysningerne ikke videregives.

Stk. 2. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har desuden tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f, når det er af væsentlig betydning for statens sikkerhed eller rigets forsvar. Det samme gælder, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, herunder når fortrolighed følger af en EU-retlig eller folkeretlig forpligtelse el.lign.

Kilde: Retsinformation/Forvaltningsloven

Det er gruppeformændene, der sammen har indstillet til byrådet, at sagen meldes til politiet. Borgmesteren fortæller på byrådsmødet, at flere har spurgt til, hvorfor sagen er så fortrolig. Han forklarer:

"For mig har det ikke nogen betydning, hvad der var i sagen. Den var vurderet til at være fortrolig og vurderet til at være lukket, så derfor skal den selvfølgelig også være fortroligt, og der skal være lukket til omkring sagen," siger han.

Nu vil byrådet til bunds i, hvem der har lækket de fortrolige oplysninger.

"Når nu det er sket flere gange, og det kan få økonomiske konsekvenser for nogle - for os måske - og for nogle udviklere, så føler jeg bare, at det er rigtig vigtigt, at vi politianmelder sagen," siger borgmesteren.

Fik du læst?

Læk af fortrolige oplysninger kan være et større samfundsproblem

Sidst opdateret: 26/11/2025 - 14:55

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]