Læk af fortrolige oplysninger til pressen sker fra tid til anden.

I sidste uge har Slagelse Kommune politianmeldt et læk af fortrolige oplysninger om, at staten var på vej til at overtage Halsskov Færgehavn gennem Sund & Bælt for at sikre beredskabet og muligheden for at bruge den som nødhavn, hvis Storebæltsbroen skulle være ude af drift. Dét opkøb er nu sket.

Og i Aabenraa Kommune er et byrådsmedlem blevet meldt til politiet for at have delt et foto på Facebook som han havde taget på et lukket møde, og hvor man kunne se fortrolige oplysninger i baggrunden.

Men det kan være svært at opklare, hvem der står bag. Kommunerne kan politianmelde læk, men det fører dog sjældent til en dom.

Rasmus Grønved Nielsen, dr.jur. ved Københavns Universitet og lektor i forvaltningsret, påpeger, at kommunalpolitikere som medlemmer af kommunalbestyrelsen skal overholde en række forvaltningsretlige regler og derfor ikke må bryde deres tavshedspligt, selv om det kan være politisk opportunt.

"Når man er kommunalbestyrelsesmedlem, er man en del af et forvaltningsorgan, som træffer væsentlige beslutninger og afgørelser, og i den sammenhæng er man bundet af de forvaltningsretlige regler. Samtidig er man jo politiker med alt, hvad der dertil hører med hensyn til ambitioner om at opnå genvalg og vinde magten, men det ændrer ikke på, at forvaltningsretten gælder og skal overholdes," siger han og uddyber, at man må forvente, at byrådsmedlemmerne kender til de regler, som de arbejder under:

"Kommunalbestyrelsesmedlemmer bliver naturligvis klædt på af den kommunale forvaltning til at kunne varetage deres hverv inden for rammerne af forvaltningsretten, herunder blandt andet reglerne om inhabilitet og tavshedspligt. Som medlem af en kommunalbestyrelsen får man indsigt i forskellige fortrolige oplysninger, og dem må man selvsagt ikke viderebringe hverken henover middagsbordet eller til journalister. Det gælder for alle, der virker i den offentlige forvaltning."

Gentagne læk er problematiske

Hvis en kommune gentagne gange oplever mistanke om læk, kan der være grund til at reagere.

"Så kan der være en grund til, at forvaltningen på den ene eller anden måde indskærper over for medlemmerne, at de er omfattet af regler om tavshedspligt, og at det kan være forbundet med strafansvar at bryde dem," understreger Rasmus Grønved Nielsen.

Han tilføjer, at selvom man bør forvente, at politikerne kender til rammerne, kan en lavpraktisk løsning også være i videre omfang at fortrolighedsstemple dokumenter med videre, så enhver eventuel tvivl bliver manet til jorden. Det er ikke tilfældigt, når bestemte oplysninger er kategoriseret som fortrolige.

"De oplysninger, der er fortrolige, er det jo, fordi lovgivningsmagten har besluttet, at de interesser, der ligger til grund for fortroligheden, er så vigtige at varetage, at de trumfer hensynet til offentlighed," siger han og uddyber:

"Hvis man kigger på kategorien af tavshedsbelagte oplysninger, er det præcis den type oplysninger, man ikke kan få aktindsigt i, og det er ikke et tilfælde. Det kan være dybt private oplysninger, og det kan være oplysninger, som kan skade statens sikkerhed og rigets forsvar. De hører til i et fortroligt rum. Så det er klart, at man kan have et potentielt et bredere samfundsproblem, hvis der sker systematiske læk af fortrolige oplysninger. Og så kan det jo have forskellige mere konkrete konsekvenser afhængig af oplysningskategorien og omstændighederne i øvrigt."

Whistleblower-ordningen er mere sikker

Rasmus Grønved Nielsen påpeger, at læk kan have forskellige årsager. Og at politiske eller private motiver naturligvis vil være illegitime. Læk kan imidlertid efter omstændighederne anses for berettiget videregivelse, hvis det tjener et tungtvejende samfundsmæssigt formål, eksempelvis hvis der er tale om alvorlige lovbrud. Der vil der være tale om whistleblowing, som i dag er reguleret ved lov.

Med whistleblower-loven har private og offentligt ansatte, herunder kommunalbestyrelsesmedlemmer, fået en ordning, der sikrer, at væsentlige oplysninger kan komme til offentlighedens kendskab, uden at de behøver at frygte for repressalier eller strafansvar.

"Informationen bliver kontrolleret af en uafhængig whistleblower-enhed, der tager stilling til, om indberetteren har fat i noget eller ej," siger Rasmus Grønved Nielsen og fortsætter:

"Før whistleblower-loven gik man så at sige planken ud, hvis man brød sin tavshedspligt i en højere sags tjeneste. Man kunne ikke vide, om bruddet var berettiget, før en domstol eventuelt fik lejlighed til at tage stilling til det i en straffesag."

Med den nuværende ordning kan man videregive oplysninger inden for rammerne af whistleblowerloven uden at risikere sit job og potentielt en fængselsstraf. Det burde teoretisk også mindske behovet for læk, siger Rasmus Grønved Nielsen.

"Vi har en fælles interesse i, at oplysninger om alvorlige lovbrud kommer til offentlighedens kendskab og blive håndteret. Men vi har også en fælles interesse i, at fortrolige oplysninger forbliver fortrolige," afslutter han.