
- Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Udbud afgjort: Norfors mister alt restaffaldet
Restaffaldet fra Norfors' fem nordsjællandske ejerkommuner skal fremover køres til forbrænding i Roskilde.
Udgivet: 21/05/2025
Selskabsgørelsen af landets affaldsforbrændingsanlæg har særligt svækket ét selskab, nordsjællandske I/S Norfors, som ejes af Helsingør, Fredensborg, Allerød, Hørsholm og Rudersdal kommuner.
Norfors råder over Usserødværket i Hørsholmværket, der hidtil har modtaget ejerkommunernes restaffald, men fra og med juli havner det nordsjællandske affald i ovnen hos Argo, der ejes af ni sjællandske kommuner.
Mandag offentliggjorde Argo, at selskabet har vundet udbuddet i Allerød, Hørsholm og Rudersdal kommuner, og dermed er anlægget i Roskilde oppe på at skulle modtage restaffald fra 16 sjællandske kommuner.
"Vi ser det som en anerkendelse af, at Argo leverer løsninger, der tilgodeser både økonomiske og miljømæssige hensyn, og vi ser frem til at leve op til den tillid, kommunerne viser os," siger direktør Trine Lindegaard Holmberg i en pressemeddelelse.
Ud over de ni ejerkommuner, der strækker sig fra Odsherred til Stevns, og de fem Norfors-kommuner endte udbuddene i Sorø og Slagelse kommuner, der er med i ejerkredsen af AffaldPlus, også til Argos fordel.
Påstand om ekspropriation
Husholdningsaffaldet, som har været i udbud, udgør for øjeblikket cirka en tredjedel af brændslen hos Norfors. Udfaldet af udbuddene indebærer, at selskabet skruer op for importen af forbrændingsaffald.
"Fremover vil Norfors' brændselsmix bestå af ca. 5 pct. erhvervsaffald, 25 pct. have-/parkaffald og 70 pct. importbrændsel," skriver bestyrelsesformand Morten Slotved (K) om forventningerne til NB-Forsyning & Klima.
Han oplyser, at Norfors bød på ejerkommunernes restaffald, men længe har været forberedt på at kunne tabe udbuddene.
"Brændsel til affaldsenergianlæg indkøbes ca. 1-1,5 år forud. Norfors har, som de øvrige selskaber i branchen forventeligt også har, planlagt produktionen således, at forsyningen er sikret – uanset om udbud vindes eller tabes," skriver Morten Slotved, der er borgmester i Hørsholm Kommune.
Norfors fik kort før nytår et års dispensation fra lovkravet om selskabsdannelse, der trådte i kraft 1. januar. Selskabets problemer kan henføres til, at affaldsforbrændingsanlægget er blandt landets nyeste, og på grund af omfanget af den tilbageværende gæld (cirka 790 millioner kroner) er Norfors ikke konkurrencedygtigt.
I den politiske aftale om selskabsgørelsen blev der blot afsat 200 millioner kroner til strandede omkostninger, og argumentet fra Norfors og de fem kommuner, som skal hæfte for gælden, er, at der er tale om en tvangslukning. På et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Norfors i februar var en stævning af staten på dagsordenen under punktet "ekspropriation".
Norfors har i flere år bebudet, at man vil stævne staten over affaldsloven. I januar meddelte selskabets advokater, at et søgsmål var nært forestående, men siden har der været stille omkring Norfors' juridiske skridt.
"En stævning af staten kræver grundig forberedelse. Den forberedelse er fortsat ikke afsluttet," siger Morten Slotved.
"Sagen om I/S Norfors skiller sig ud, fordi der er tale om et tab på flere hundrede millioner kroner, hvorved I/S Norfors rammes atypisk hårdt. Tabet er af sådan en størrelse, at jeg og I/S Norfors mener, at det skal behandles som en ekspropriationssag, og at I/S Norfors derfor skal have dækket tabet," sagde Hanne Mølbeck, partner i advokatfirmaet Bech-Bruun, til Wastetech i slutningen af januar.
"Ingen skal mangle varme"
Som interessentskab (I/S) har Norfors fortsat pligt til at levere fjernvarme, har selskabet understreget i kommunikationen rettet mod de nordsjællandske borgere - især de 60.000, der modtager varme fra selskabet.
"Et interessentskab adskiller sig fra et aktieselskab (A/S) ved, at ejerne (interessenterne) hæfter personligt og ubegrænset for selskabets forpligtelser. Det vil sige, at det er Norfors’ ejere, de fem ejerkommuner, der bærer ansvaret. I Norfors’ tilfælde betyder dette, at de fem ejerkommuner hæfter for Norfors’ forpligtelser – og dermed kan Norfors ikke gå konkurs i økonomisk forstand," skrev Norfors 25. februar, hvor formand Morten Slotved (K) forsikrede om, at produktionen af varme vil bevares, selvom selskabsgørelsen ikke er mulig. Det gentager han i dag.
"Norfors producerer forsyningssikker fjernvarme og trods statens manglende afklaring af rammerne omkring Norfors økonomi, så har bestyrelsen besluttet, at forsyningen af borgerne har første prioritet. Ingen skal mangle varme," siger Hørsholm-borgmesteren.
I dialog med Vestforbrænding
En potentiel fremtidig samarbejdspartner, der kan overtage stumperne efter Norfors er Vestforbrænding i Glostrup. Under punktet "strategispor" blev det bestyrelsesmødet i februar besluttet at bemyndige formandskabet til at kontakte formandskabet i Vestforbrænding, og at der herefter skulle stiles et brev om til Vestforbrænding at indgå i dialog.
Vestforbrænding, der ejes af 19 kommuner, er det nærmest beliggende forbrændingsanlæg, og selskabet har fjernvarmenet i Lyngby-Taarbæk og Furesø, der støder op til Norfors-kommunerne.
NB-Forsyning & Klima følger selskabsgørelsen af forbrændingsanlæggene tæt og vil snart bringe et overblik over, hvordan restaffaldet fra 1. juli 2025 flyttes som resultat af kommunernes udbud.
Sidst opdateret: 21/05/2025 - 12:11












































