
Politiet bliver nu inddraget i en sag om videregivelse af fortrolige oplysninger fra et udvalgsmøde i Greve Kommune. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Byrådsmedlem i Greve politianmeldt af politiske kolleger
Venstre-politiker anklages for at have røbet fortrolige detaljer fra et udvalgsmøde til en bygherre.
Udgivet: 26/11/2024
Politikere fra tre partier i Greve - S, K og M - har meldt Torben Hoffmann fra borgmesterpartiet Venstre til politiet.
Ifølge en af anmelderne, Hans-Jørgen Kirstein fra Moderaterne, har Hoffmann genfortalt fortrolige detaljer fra et møde i Klima-, Teknik- og Miljøudvalget til en bygherre, der er i gang med at bygge rækkehuse på Greve Strandvej.
"Der har naturligvis været en række overvejelser omkring det at indgive politianmeldelse mod en byrådskollega. Vi er dog kommet frem til, at det er nødvendigt for at sikre vores arbejde, og vi kan have tillid og fortrolighed i vores arbejde," skriver Hans-Jørgen Kirstein ifølge Sjællandske Nyheder i en pressemeddelelse.
Bag anmeldelsen står også John T. Olsen (S) og den konservative byrådsgruppe. Anmelderne mener, at venstremanden har handlet på en måde, der ikke flugter med politikernes pligt til at adskille private interesser og relationer fra det politiske arbejde.
Sagen har skadet det respektfulde samarbejde, der er brug for i udvalgene og byrådet, lyder det.
"Det samarbejde er umuligt, når fortroligheden brydes," siger Hans-Jørgen Kirstein, der i 2021 blev valgt for Nye Borgerlige, i pressemeddelelsen.
Sygemeldt samme dag
Sjællandske Nyheder skriver, at anmelderne mener, at Torben Hoffmann har overtrådt straffelovens paragraf 152 om uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger.
Torben Hoffmann siger til avisen, at han er uenig i anklagen, men stiller ikke op til interview. Få timer inden politianmeldelsen kom frem, oplyste han på Facebook, at han lider af kræft og derfor har sygemeldt sig fra det politiske arbejde.
"I et lille års tid har jeg modtaget livsforlængende behandling mod kræft, og jeg må nu erkende, at det lange sygdomsforløb og de mange kemobehandlinger trækker for tunge veksler på mit helbred til, at jeg kan fortsætte som hidtil. Det har ikke været nogen let beslutning, men jeg har modvilligt indgivet min sygemelding, som også omfatter en række bestyrelses-, udvalgs- og rådsposter. Disse opgaver vil blive varetaget af suppleanter i mit fravær," skriver Torben Hoffmann.
Sidst opdateret: 26/11/2024 - 11:09












































