
Reaktionerne er væltet ind, efter at Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) torsdag oplevede en konfrontation med to mænd i Bilka. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Mand sigtet for trusler mod Aarhus-borgmester
Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) er nu under politibeskyttelse, efter konfrontation af to mænd i Bilka torsdag. Partifæller og politiske kolleger har efterfølgende sendt varme tanker til borgmesteren.
Udgivet: 14/11/2025
En 30-årig mand er sigtet for trusler mod borgmester i Aarhus Anders Winnerskjold, efter en konfrontation i Bilka i Tilst torsdag.
Ifølge Ritzau, der har talt med Østjyllands Politi, er manden sigtet efter paragraf 119, som blandt andet omfatter trusler mod folk i offentlig tjeneste.
Efter torsdagens hændelse har Anders Winnerskjold desuden fået politibeskyttelse.
"Jeg har civilpoliti med mig rundt nu og har det på min private adresse. Det er i den grad en oplevelse, jeg meget gerne havde været foruden. Det er ikke et ønskescenarie i en valgkamp," siger borgmesteren til TV 2.
Siden Anders Winnerskjold i forbindelse med et kampagnebesøg i varehuset blev passet op af to mænd, der ville debattere Israel-Palæstina-konflikten, har flere partifæller og politiske kolleger udtalt stor fordømmelse af hændelsen.
Selv landets statsminister, Mette Frederiksen (S), udtrykte stor kritik af borgmesterens oplevelse med aggressiv og truende adfærd.
"Ingen krig i Mellemøsten kan legitimere en sådan chikane," sagde Mette Frederiksen til Fyens Stiftstidende ifølge Ritzau.
"Det er vi ikke vant til i vores fantastiske demokrati," lød det videre.
Hører ikke hjemme i det danske demokrati
Borgmester i Aarhus Anders Winnerskjold (S) skrev selv ud om oplevelsen i et opslag på Facebook. I opslagets kommentarspor har flere folketingsmedlemmer kritiseret situation og udtrykt stor medfølelse overfor Aarhus-borgmesteren.
"Dybt alvorligt, uacceptabelt og udansk - hører ingen steder hjemme i vores danske demokrati," skriver finansminister Nicolai Wammen (S) i en kommentar.
Også partifælle og justitsminister Peter Hummelgaard kalder situationen "helt igennem vanvittig":
"Hvor er det dog helt igennem vanvittigt. Dybt uacceptabelt. Det taler sig desværre ind et billede, som flere og flere lokale folkevalgte oplever med chikane, trusler og det der er værre. Har tillid til og forventning om, at politiet er på sagen," lyder det i en kommentar fra justitsministeren.
Formand for SF Pia Olsen Dyhr har også været til tasterne og kalder det "helt uacceptabelt", at borgmesteren ikke kan gå frit rundt i Bilka.
"Vi lever i et demokrati, hvor vi kan være uenige, men altid med respekt for hinanden på trods af uenigheden. Det her er ikke i orden," skriver hun videre i kommentaren.
Blandt Anders Winnerskjolds byråds-kolleger har der også været stor fordømmelse af hændelsen.
"Ingen skal opleve den slags - slet ikke i et demokratisk valg. Godt at du er uskadt, men det er helt uacceptabelt, at politisk engagement skal mødes med truende adfærd og aggression," skriver Thomas Medom, der er rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune for SF. (?)
Mens også byrådskollega Metin Lindved Aydin (R) kommer med rosende ord til Aarhus-Borgmesteren:
"Hvor er det bare forfærdeligt, at det er blevet sådan, at man udsættes for trusler, fordi man som folkevalgt har ambitioner for vores samfund - og dermed tager en for holdet. Anders Winnerskjold, du er et aktiv for byen og du fortjener respekt, skriver byroden i en kommentar.
Selv landets statsminister, Mette Frederiksen (S), udtrykte stor kritik af borgmesterens oplevelse med aggressiv og truende adfærd.
"Ingen krig i Mellemøsten kan legitimere en sådan chikane," sagde Mette Frederiksen til Fyens Stiftstidende ifølge Ritzau.
"Det er vi ikke vant til i vores fantastiske demokrati," lød det videre.
Person anholdt i forbindelse med hændelsen
I opslaget på Facebook skriver Anders Winnerskjold, at de to mænd, der passede ham op, fremgik "aggressivt, højtråbende og frembrusende" og filmede ham både åbenlyst og i det skjulte.
Da borgmesteren forsøgte at forlade situationen, fulgte de to mænd efter, hvorefter han blev ledt til et lukket rum med hjælp fra varehusets medarbejdere. Han blev derefter hentet af politiet og ledt væk.
De 30-årig mand, der nu er sigtet i sagen, blev ifølge Østjyllands Politi frihedsberøvet i forbindelse med hændelsen og bragt med til politistationen. Han blev løsladt samme aften efter endt afhøring.
Der var ikke grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, skriver politiet i døgnrapporten.
Den anden af de to mænd var ved politiets ankomst forsvundet fra området. Politiet kender dog hans identitet og er i kontakt med manden med henblik på at få ham afhørt, lyder det.
Sidst opdateret: 14/11/2025 - 12:10
Temaer: KV25













































