Ivan Mott (tv.) nåede i 2021 ikke at indmelde det valgforbund, som Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet havde aftalt. Det fik den konsekvens, at Tina Mandrup (th.) på valgnatten kunne sikre sig et VKO-flertal i Lejre Kommune og erobre borgmesterposten fra S.

Ivan Mott (tv.) nåede i 2021 ikke at indmelde det valgforbund, som Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet havde aftalt. Det fik den konsekvens, at Tina Mandrup (th.) på valgnatten kunne sikre sig et VKO-flertal i Lejre Kommune og erobre borgmesterposten fra S. - Foto: Lejre Kommune; Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Valgmatematik: Derfor fik det langvarige konsekvenser, da Ivan fra Lejre kvajede sig

Hvis Enhedslisten havde overholdt tidsfristen for indmelding af valgforbund i 2021, er det usikkert, om V havde erobret borgmesterposten. Forglemmelsen flyttede et afgørende mandat, og blot ti stemmer afgjorde valget.

Udgivet: 14/11/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I Lejre Kommune, hvor undertegnede for nylig flyttede til, er der en udbredt fortælling fra kommunalvalget i 2021, som vælgerne bestemt ikke har glemt. Det er fortællingen om, hvordan Tina Mandrup (V) med det yderste af neglene sikrede sig blåt flertal og erobrede borgmesterposten fra socialdemokraterne, fordi Enhedslisten afleverede en valgforbundsformular tre timer for sent.

Fakta

Farvekoder og forkortelser i tabeller

Farverne i tabellerne repræsenterer rækkefølgen for tildelingen af mandaterne til valgforbundene.

Grøn: Mandat 1-5

Lysegrøn: Mandat 6-10

Gul: Mandat 11-15

Orange: Mandat 16-20

Lyserød: Mandat 21-25 (de yderste mandater)

Mørkerød: Sorteper (mandat 26 og 27)

Partinavne og valgforbund:

A og F: Socialdemokratiet og SF

B og C: De Radikale og De Konservative

D og V: Nye Borgerlige og Venstre

I og O: Liberal Alliance og Dansk Folkeparti

Ø: Enhedslisten

L: Lokallisten Levende Landsbyer Lejre

NB-Kommune har genberegnet valgdramaet fra 2021 for at kaste lys over, hvor spinkelt det borgerlige flertal bag Venstre-borgmesteren var, og hvad udfaldet var blevet, hvis Ivan Mott (EL) ikke havde nølet med papirarbejdet. Øvelsen illustrerer samtidig, hvordan d'Hondts metode fungerer i praksis.

I god tid inden valget havde Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet aftalt at gå i valgforbund sammen. Det ville have givet dem 12 mandater, men sådan som valget faldt ud, måtte de nøjes med 11. Det yderste mandat, som ville være tilfaldet Enhedslisten, gik i stedet til De Konservative, og dermed kunne V, K og DF sammen tælle til 13, mens De Radikales ene mandat ikke blev tungen på vægtskålen.

Den første tabel viser, hvordan mandaterne ville være fordelt, hvis det tiltænkte røde valgforbund var registeret i tide. Tallene i tabellen fremkommer med d'Hondts metode, hvor valgforbundenes samlede stemmetal divideres med alle hele tal, indtil det er muligt at rangordne de 25 største kvotienter, som svarer til antallet af pladser i kommunalbestyrelsen i Lejre.

Det 25. mandat ville være gået til valgforbund AFØ (kvotient 589) med en komfortabel margin. Tættest på var BC-valgforbundet, men det ville have krævet 114 ekstra stemmer til de to partier at stjæle mandatet fra Enhedslisten.

De mørkerøde farve angiver de to kvotienter, der lige netop ikke udløste et mandat.

Men sådan gik det som bekendt ikke på grund Ivan Motts brøler...

Ti stemmer manglede

I tabellen herunder ses det reelle valgresultat. Der var tæt løb om det sidste mandat mellem tre valgforbund. Med en kvotient på 566 erobrede De Konservative det yderste mandat. Nye Borgerlige og Venstre havde den 26.-største kvotient (565), og NB-Kommunes beregninger viser, at det ville have krævet 15 stemmer NB/V-stemmer ekstra at løbe med mandatet, som i øvrigt ville være gået til Nye Borgerlige.

Selvom Enhedslistens kvotient (562) var 27.-bedst, kan man argumentere for, at partiet var tættere på at opnå det afgørende mandat, der ville have forskudt magtbalancen i det midtsjællandske byråd. Enhedslisten manglede nemlig blot ti stemmer mere for at kunne løfte kvotienten over 566,2 og dermed lande det 25. mandat, der ville være gået til Nicki Jensen.

Kvotienterne i det faktiske valgresultat i Lejre Kommune ved KV21 viser, at der var tæt løb mellem De Konservative, Enhedslisten og Nye Borgerlige om det yderste mandat.

Tavs S-borgmester

Om valgforbundene og Enhedslistens forglemmelse reelt afgjorde, hvem der blev borgmester i Lejre, står ikke helt klart. Med 12 mandater til både S, SF og EL samt V, K og DF ville De Radikale have kunnet sælge partiets mandat dyrt. Efter valget var meldingen fra midterpartiet, at det ikke er usandsynligt, at partiet havde konstitueret sig med rød blok.

Derfor er det måske ikke så underligt, at der var dårlig stemning i den røde lejr efter fadæsen. Især Carsten Rasmussen (S), der mistede borgmesterposten til Tina Mandrup (V), var bitter ifølge manden, der kom tre timer for sent.

"Jeg blev næsten lagt på is af SF, og jeg har ikke hørt fra borgmesteren siden," sagde Ivan Mott til TV2 få dage efter valget.

Hos De Konservative glædede man sig over, at det røde valgforbund ikke blev indgået, da det kunne have tippet magten.

"Politik handler om god politik, men også om de andres fejl. Sådan er det," konstaterede Grethe Saabye (K) for fire år siden.

Fik du læst?

Lille fodfejl gav blå borgmester

Når mandaterne er tildelt valgforbundene, fordeles de internt i valgforbundene med d'Hondts metode. Herunder er det samlede valgresultatet i Lejre med partierne grupperet efter valgforbundene i 2021. Farverne markerer partiernes mandater, i den rækkefølge de blev udløst. Som det ses af kvotienterne, ville Enhedslisten have høstet et ekstra mandat, hvis ingen af partierne var gået sammen i valgforbund.

Valgresultatet i Lejre ved KV21 og mandatfordelingen. Valgforbundene er markeret med tykke streger. I parentes angives antallet af mandater, som partierne ville have vundet uden valgforbund (eller hvis AFØ-valgforbundet var blevet indgået).

Ved kommunalvalget på tirsdag er det i øvrigt lykkedes Enhedslisten i Lejre at komme med i et godkendt valgforbund - denne gang sammen med Alternativet, SF og S, der i valgmatematikkens navn har taget Enhedslisten til nåde.

Fik du læst?

Forstå den d'Hondtske metode

Sidst opdateret: 14/11/2025 - 12:16

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]