Professor anfægter, at en lang række informationer ikke fremgår af stemmesedlerne. I 2024 blev kravet til at nummerere kandidater ved partilister fjernet, så nu fremgår opstillingsform ikke.

Professor anfægter, at en lang række informationer ikke fremgår af stemmesedlerne. I 2024 blev kravet til at nummerere kandidater ved partilister fjernet, så nu fremgår opstillingsform ikke. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

"Det er ikke op til myndighederne at tilbageholde information for vælgerne"

Professor Kasper Møller Hansen går i rette med valgmyndighederne, for der mangler en række informationer om kandidater og opstillingsformer på stemmesedlerne, mener han. Siden sidste valg er endnu en information fjernet.

Udgivet: 14/11/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

"Af en eller anden grund, så går valgmyndighederne i stik modsat retning af alle andre instanser i Danmark, om at vi skal have åbenhed og transparens, hvilket vi selvfølgelig bør have, når det kommer til valg."

Sådan lyder kritikken fra Kasper Møller Hansen, professor ved Københavns Universitet i Statskundskab og kommunalekspert.

"Det er ikke op til myndighederne at tilbageholde information fra vælgerne, det synes jeg faktisk er ret kritisk," siger han.

Jeg er dybt forundret over, at valgmyndighederne har valgt at fjerne en så central oplysning som opstillingsform.

Kasper Møller Hansen, professor ved Københavns Universitet

Han mener, at det mest centrale er, at der er kandidater at vælge mellem på listerne. Men han mener også, at det kan være en udfordring for vælgeren, når der ikke fremgår anden information end et navn under partiet.

Kasper Møller Hansen fremhæver flere informationer, der kan være nyttige for vælgerne.

Ønsker man for eksempel flere unge repræsenteret, så skal man kende kandidaternes alder. Hvis man ønsker at stemme på et specifikt parti, skal man vide, hvilket valgforbund de er i, og hvor ens stemme potentielt går hen. Hvis man vil stemme på en specifik kandidat, så skal man vide, om partiet er opstillet som partiliste eller sideordnet.

"Jeg synes, at man bør have mulighed for at bruge den information, når man sætter sit kryds," lyder det.

Han henviser til, at den uddybende information ofte er på plancher, som er hængt op på valgstedet uden for stemmeboksene, og som kan være svære at finde.

"Det er jo absurd."

Opstillingsform fjernet

Kasper Møller Hansen anfægter især, at informationen om, hvorvidt kandidaternes parti er opstillet sideordnet eller som partiliste, ikke fremgår, da det har stor indflydelse på, hvor ens stemme i praksis lander.

Tidligere skulle kandidaterne stå nummereret, hvis de var opstillet som partiliste, hvor der ved sideordnet ikke skulle stå noget. Kravet til nummereringen blev fjernet i 2024 med en ny bekendtgørelse, og derfor står kandidaterne ens nu, hvorfor man ikke kan se, hvilken opstillingsform listerne har.

"Når man så også fjerner den information om, om det er en sideordnet eller en partiliste, det har jo enormt betydning for, hvor vigtig en personlig stemme er," siger han og fortsætter:

"Jeg er dybt forundret over, at valgmyndighederne har valgt at fjerne en så central oplysning som opstillingsform."

Valgforbund bliver brugt mere flittigt

En stor del af befolkningen kender formentlig ikke til, hvad valgforbund betyder for fordelingen af stemmerne. Måske kender mange endda ikke til valgforbund i det hele taget.

Valgforbundene gør i praksis, at nogle stemme kan gå til andre partier i valgforbundet.

Når vælgerne sætter deres kryds, så fremgår det ikke, hvilke partier eller lister der har indgået valgforbund med hinanden. Det stiller også professoren sig kritisk overfor.

"Hvis danskerne ikke er opmærksomme på, hvad konsekvensen af valgforbund er, så vil netop det at skrive det på stemmesedlen give dem mulighed for at tage den information ind, når de skal sætte deres krydser," siger Kasper Møller Hansen.

Argumentet mod at skrive valgforbund på stemmesedlerne er fra Indenrigsministeriet, at listerne ofte er for lange og uoverskuelige i forvejen, og at man derfor ikke kan "anbefale, at der tilføjes yderligere information til stemmesedlerne."

Den forklaring køber Kasper Møller Hansen dog ikke.

"Det virker en smule mystisk, at man har en eller anden forventning om, at så bliver det også for kompliceret, hvis det står der, når det nu er sådan vores system er," siger han og tilføjer.

"Vi kan da ikke fjerne information med den begrundelse, at det er for kompliceret. Så kunne man jo lave systemet om, men man kan jo ikke lade være med at fortælle folk, hvordan systemet fungerer."

Han påpeger, at valgforbund oprindeligt blev brugt af små partier og lister for at sikre sig, at man kunne blive valgt ind, men at det i dag er meget udbredt og brugt af langt de fleste – også de store partier.

"Så alle partier går med i det her. Det betyder jo reelt set, at din stemme kan hjælpe andre partier. Det skal du selvfølgelig have at vide, og det skal du da have at vide lige op i ansigtet på stemmesedlen. Det er da en central information," afslutter han.

Fik du læst?

Ministerium fraråder at lade valgforbund fremgå af stemmeseddel

Sidst opdateret: 14/11/2025 - 11:07

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]