Det kan have negative konsekvenser for den enkelte elev at blive segregeret, og derfor skal inklusionen øges, mener udvalgsformand.

Det kan have negative konsekvenser for den enkelte elev at blive segregeret, og derfor skal inklusionen øges, mener udvalgsformand. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Landets laveste inklusion: Bruger en tredjedel af skolebudgettet på specialtilbud

Nu vil kommunen vende udviklingen med flere mellemformer og en økonomisk straf på 250.000 kroner til skoler, der ekskluderer elever.

Udgivet: 24/10/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

I Odsherred Kommune forsøger man med flere initiativer at inkludere flere børn i den almene skole. Målet er at ligge på landsgennemsnittet.

Som det er nu, er kommunen blandt dem, der i lavest grad inkluderer eleverne, og det koster enorme ressourcer. Odsherred bruger omkring en tredjedel af sit skolebudget på specialområdet, fortæller udvalgformand for Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, Hanna Pigonska (V).

I Odsherred er 85,4 procent af eleverne inkluderet i skoleåret 2024/2025, mens landsgennemsnittet er 92,7 procent.

Vi vil rigtig gerne ligge på landsniveauet. Det handler ikke primært om at spare penge, det handler om, at når vi kigger på børn i specialtilbud og deres videre livsforløb, så er det ikke en succes.

Hanna Pigonska (V), udvalgsformand i Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget

Hanne Pigonska fortæller, at kommunen i flere år har arbejdet målrettet med at inkludere en højere andel af eleverne, og at mellemformer, hvor man tilrettelægger tilbud efter de enkelte børns behov med flere hænder til færre børn, giver kompetenceløft til lærere og en økonomisk incitamentsmodel til skoler, hvor de skal betale 250.000 kroner årligt pr. barn de ekskluderer, er blandt midlerne for at nå målet om at ligge på landsgennemsnittet.

"Det er umådeligt vanskeligt at finde ud af, hvilke greb man skal bruge for, at man rent kulturelt vænner sig til at arbejde på en anden måde, og også skåner almenområdet mest muligt," siger Hanne Pigonska og anerkender, at den økonomiske incitamentsmodel potentielt kan trække midler ud af de almene skolers budgetter.

"Der skal opbygges en kultur, hvor der i højere grad er fokus på, at det bedste for mange af børnene er at blive i almentilbuddet i en mellemform fremfor at bliver segregeret," uddyber hun.

Hun påpeger samtidig, at der tidligere ikke har været mellemformer, og at rigide rammer har været en hæmsko for inklusionen.

"Vi vil rigtig gerne ligge på landsniveauet. Det handler ikke primært om at spare penge, det handler om, at når vi kigger på børn i specialtilbud og deres videre livsforløb, så er det ikke en succes," siger udvalgsformanden og fortsætter:

"Det er trist at mange af de segregerede børn ikke får et afgangsbevis, ikke får en kompetencegivende uddannelse og dermed bliver blandt de lavestlønnede på arbejdsmarkedet."

"Politisk er der ingen slinger i valsen om, hvor vi gerne vil hen i Odsherred. Politisk har vi sat gang i nogle greb, og vores fagfolk skal udvikle på flere mellemformer for at børnene kan få nogle trygge rammer og vende tilbage til en normal skoledag," afslutter hun.

Kommuner landet over vil øge inklusion

Som NB-Kommune har beskrevet, er mere inklusion en ambition landet over. Aktuelt dræner de adskilte tilbud nemlig almenskolen, hvor omtrent en fjerdedel af de samlede skolebudgetter går til specialtilbud - altså cirka otte procent af børnene.

Efter mange års nedadgående udvikling i inklusion ser det ud til, at udviklingen er ved at vende. De seneste to år har kurven nemlig været stabil på 92,7 procent.

"Mange steder er der blevet gravet et hul hen over de seneste små ti år, så det er selvfølgelig en proces som kommer til at tage tid, og som ikke er fuldendt bare fordi kurven ser ud til at flade ud. Der er ikke et naturligt balancepunkt mellem almen og special, for det kommer i meget høj grad an på, hvordan man har organiseret sit kommunale skolesystem," siger Thyge Tegtmejer, seniorforsker ved Vive.

Han understreger, at de såkaldte mellemformer kan være en central del af løsningen, når inklusionen skal øges i landets skoler.

Folkeskolen optager vælgerne

Skoleområdet optager i høj grad danskerne. Det blev tydeligt tidligere på ugen, hvor en omfattende meningsmåling viste, 45 procent af borgerne mener, at skole- og uddannelsesområdet er blandt det vigtigste for landets lokalpolitikere og blev dermed det konkrete emne, som flest pegede på.

Andreas Rasch-Christensens, forskningschef ved professionshøjskolen VIA University College og ekspert på skoleområdet, mener, at et øget mediefokus kan være blandt årsagerne til, at skole og uddannelse er det vigtigste for vælgerne.

"Den generelle mediemæssige optagethed af folkeskolens tilstand – med dokumentarer og lignende – har belyst blandt andet inklusionsudfordringerne, som også bliver drøftet i det kommunale," forklarer Andreas Rasch-Christensen til TV2 Kosmopol.

DR bragte blandt andet i september dokumentarserien 'Skolens tabte børn' om børn i langvarig skolevægring, og nu har regeringen sammen med De Konservative sat 30 millioner af årligt i fire år til at modvirke problemet.

Se på kortet, hvor stor en andel af børnene der er inkluderet i den almene skole i din kommune.

Fik du læst?

Den nedadgående kurve for inklusion ser ud til at vende

Fik du læst?

Her er de vigtigste lokalpolitiske emner for borgerne

Fik du læst?

Nyt videnscenter for ufrivilligt skolefravær

Sidst opdateret: 24/10/2025 - 12:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]