Benedikte Kiær (tv.) går efter at få en fjerde periode som borgemester. Den socialdemokratiske spids Thomas Horn (th.) udfordrer borgmesteren.

Benedikte Kiær (tv.) går efter at få en fjerde periode som borgemester. Den socialdemokratiske spids Thomas Horn (th.) udfordrer borgmesteren. - Foto: Helsingør Kommune

Et budget udenom borgmesteren og et partihop - flertallet kan smuldre

Top 20: Valget i Helsingør bliver tæt. I 2024 blev der indgået et budget udenom den siddende borgmester, og nu har hendes udfordrer taget orlov for at give den fuld gas i valgkampen.

Udgivet: 08/10/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

(Rettelse kl. 12.32: Før stod der i artiklen, at der var indgået et flerårigt budget fra 2024-2027 udenom borgmesteren. Det er en fejl, det er kun budget for 2024, der er udenom borgmesterpartiet.)

Det blå flertal bag borgmesteren i Helsingør kan smuldre.

Benedikte Kiær (K) og blå blok skal indhente stemmer, hvis det skal lykkes hende at få en periode mere. Hun har år efter år fået mange personlige stemmer, dog dalede hendes personlige stemmetal en anelse ved seneste valg.

Det blå flertal vaklede, efter Thomas Kok forlod K og indgik i budgettet for 2024 med S, EL, R og SF. Sidenhen er han blevet moderat. Moderaterne står udenfor valgforbundet med K, så det må vise sig, hvem han og partiet vil pege på som borgmester.

Her er en beskrivelse af, hvad der er på spil i Helsingør, som vi anser for at blive et de mest spændende opgør i valgkampen ifølge NB-Kommunes prognose og top 20.

Den konservative borgmester fik ved sidste valg 6.002 personlige stemmer, og K gik 1,9 procentpoint frem og fik 34,7 procent af stemmerne i kommunen.

Selvom Benedikte Kiær har bred opbakning med 20 mandater, der peger på hende som borgmester, så er det afgørende for hende, at den blå fløj får flertal.

"Det har altid været spændende heroppe, fordi det ligger så tæt," siger Benedikte Kiær til NB-Kommune.

Uden Thomas Kok står den borgerlige fløj tilbage med 12 ud af 25 pladser i byrådet, og de røde, der indgik i budgettet for 2024, har aktuelt 13 mandater i byrådet.

Der er indgået fire valgforbund.

  • S, SF og EL er gået sammen.
  • R, KD, M og ALT er gået sammen.
  • K, LA, DF, V og DD er gået sammen.
  • Og lokallisterne Stefan Warburg og Borgerforslag er gået sammen.

Siden budgettet for 2024 er der indgået brede budgetforlig. I budgetaftalen for 2025 var K, S, R, SF, V, DD og Thomas Kok med. I den nyeste budgetaftale for 2026 er samtlige partier med.

S-spids går målrettet efter posten

Thomas Horn er den socialdemokratiske spids, og han er nu 2. viceborgmester. Han kan blive en reel udfordrer til Benedikte Kiær.

Ved sidste valg fik han tredjeflest personlige stemmer med 1.003, og Socialdemokratiet havde fremgang med 1,6 procentpoint og endte med 26 procent af de samlede stemmer.

Han kan ikke forestille sig, at han og hans parti i noget scenarie vil pege på en anden borgmester end ham. Han vil være Helsingørs næste borgmester.

Thomas Horn er oppe imod den mangeårige borgmester og stemmesluger Benedikte Kiær, men det afskrækker dog ikke Thomas Horn, som nu har kastet sig ind i valgkampen og taget orlov fra sit arbejde for at satse fuldt på politik.

"Det bliver rigtig, rigtig tæt. Det er jo altid traditionelt tæt i Helsingør. Det er jo et mandat, der skiller de to fløje. Og jeg synes, der er ting, der ligesom tegner, at det er ved at gå vores retning," siger han og understreger, at for at kunne matche Benedikte Kiærs borgmester-effekt, så kræver det synlighed og at man møder vælgerne.

"Folk skal se, at man mener det seriøst, og man er et reelt alternativ. For nogen er det jo trygt at stemme på den siddende borgmester."

Modsat den borgmestereffekt, Benedikte Kiær har, mener modkandidaten, at det kan være en fordel for ham, at den samme borgmester har siddet så længe.

"Når man har siddet 12 år, så bliver det jo sværere og sværere at tage afstand fra de ting, der ikke fungerer. Samtidig er der en naturlig metaltræthed," siger han og håber, at han i valgkampen kan hente de vælgere, som er trætte af, at der for eksempel skal spares år efter år.

Han mener, at De Konservative dog er lykkes med at skabe en midte og et bredt samarbejde, hvor der er plads til begge fløje. Samme vision har Thomas Horn for kommunen.

Over de kommende uger beskriver vi de 20 kommuner, som efter vores vurdering står over for de mest spændende valg. Vi samler artiklerne her.

Fakta

Sådan fordeler mandaterne sig nu

Socialdemokratiet: 7

De Radikale: 2

De Konservative: 9

Nye Borgerlige: 1

SF: 1

Dansk Folkeparti: 1

Venstre: 1

Enhedslisten: 2

Danmarksdemokraterne: 1

Moderaterne: 1

Sidst opdateret: 10/11/2025 - 12:30

Temaer: KV25, Top 20 KV25-opgør

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]