
Jørgen Popp Petersen da han blev valgt som borgmester ved sidste valg. - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix
Politianmeldelser kan koste borgmesterposten
Top 20: Tønders borgmester hænger i en tynd tråd efter skandalesagen, hvor han er blevet politianmeldt for dyremishandling i sit svinebrug.
Udgivet: 07/10/2025
I Tønder Kommune hænger borgmesteren i en tynd tråd. Jørgen Popp Petersen er ad flere omgange blevet politianmeldt for dyremishandling på sit svinebrug, og det kan koste stemmer til valget. Støttepartier tager deres forbehold, og opbakningen til Popp Petersen smuldrer.
Samtidig går to kandidater, med hver især hele ni mandater bag sig, målrettet efter borgmesterposten.
Den ene fra Venstre, som har fået tilgang fra en nedlagt borgerliste, og Tønder Listens spids, som har formået at bibeholde de mange mandater, man lykkedes med at få ved seneste valg.
Her er en beskrivelse af, hvad der står på spil i Tønder, som vi anser for at blive et de mest spændende opgør i valgkampen ifølge NB-Kommunes prognose og top 20.
Tøver med opbakning
Jørgen Popp Petersen er borgmester for Slesvigsk Parti, og kommunen står over for et uafklaret valg, hvor flere scenarier er i spil. Han lykkedes med at få nok mandater bag sig ved sidste valg med opbakning fra Venstre, Borgerlisten, Socialdemokratiet, Nye Borgerlige og De Konservative.
Sagen med politianmeldelser har slået klinker i opbakningen til ham.
"Der bliver noget mere skepsis i forhold til, hvis vi skulle stå i en situation, hvor vi skal enten pege på ham eller lade være til borgmesterposten til november. Der er noget i forhold til dømmekraft og lederskab, som vi er kommet meget i tvivl om," har Socialdemokratiets spids Torben Struck sagt til NB-Kommune, da sagen rullede i september.
Historisk set er kommunen borgerlig, og Venstres spids Martin Iversen kan potentielt få vind i sejlene. Den lokale liste Borgerlisten opløste sig selv tidligere på året, og medlemmerne har tilsluttet sig Venstre. Derfor er partiet nu repræsenteret med ni mandater – tre flere end ved KV21.
Venstre støtter aktuelt borgmesteren fra Slesvigsk Parti, men partiet går altså selv efter posten.
Landets største lokalliste
Der er reelle chancer for, at Tønder Listen kan få borgmesterposten. Listen fik hele ni mandater ved KV21 og blev landets største lokalliste. Nu har de Anita Uggerholt Eriksen i spidsen. Og selvom stemmeslugeren Henrik Frandsen siden sidste valg har forladt listen, har den formået at holde fast i mandaterne.
Tønder Listen har ikke indgået valgforbund, og samtidig udelukker de ikke samarbejder med nogen.
"Det er klart, at man peger på sin egen borgmesterkandidat, som man har. Skulle det ikke lykkes, så må vi jo kigge på en plan B. Sådan vil det jo være for alle," siger Anita Uggerholt Eriksen til NB-Kommune.
Adspurgt, om det er en fordel for listen og hendes chancer for at få borgmesterposten, at der har været en skandalesag mod borgmesterens svinebrug, svarer hun:
"Jeg tror ikke på, at der er nogen, der profiterer af det her. Det er en ærgerlig sag for hele Tønder Kommune, og det er egentlig den eneste kommentar, jeg har til det," siger Anita Uggerholt Eriksen.
Flere valgforbund
Der er indgået tre valgforbund i kommunen. Et mellem V og DD, et mellem SF og Å og et mellem K, LA, DF og Velfærdsdemokraterne.
NB-Kommune har ikke haft held med at komme igennem til borgmesteren, men han udtalte, da sagen kom i mediernes søgelys, at han vil være borgmester igen.
"Jeg er ikke typen, der render af pladsen, og jeg bliver som borgmester," sagde han i september, hvor han også gav sin forklaring til byrådet.
NB-Kommune ville gerne have spurgt Venstres spidskandidat Martin Iversen om, hvordan han ser ind i den kommende valgkamp, men han er ikke vendt tilbage.
Der er i alt 31 medlemmer i byrådet i Tønder.
Over de kommende uger beskriver vi de 20 kommuner, som efter vores vurdering står over for de mest spændende valg. Vi samler artiklerne her.
Sådan er mandaterne fordelt i dag
Socialdemokratiet: 4
De Konservative: 2
Nye Borgerlige:
SF: 1
Borgerlisten: 0
Slesvigsk Parti (S): 4
Tønder Listen (T): 9
Venstre: 9
Sidst opdateret: 10/11/2025 - 12:31
Temaer: KV25, Top 20 KV25-opgør













































