- Foto: Jakob Pedersen - JP-Foto Maribo/Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Flere skal prikkes for at fylde kandidatlisterne

Det kræver mere arbejde at rekruttere kandidater til kommunalpolitik end førhen, fortæller borgmestre. Man skal holde øjne og ører åbne efter frivillige og folk, der tager et fælles ansvar, lyder det.

Udgivet: 07/10/2025

Thit Bording

Journalist

Del artiklen:

Det har været et stort arbejde at finde kandidater til det kommende kommunalvalg.

Sådan fortæller borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen (S) i forbindelse med, at de endelige kandidatlister ligger klar til valgdagen den 18. november.

"Vi skal ud og prikke flere på ryggen, fordi der er flere, der kommer ind på vores kandidatliste ved at blive prikket på skulderen end førhen. Man skal måske prikke tre på skulderen, før én gerne vil stille op. Ved næste valg er det måske fire, man skal prikke på skulderen," siger han til NB-Kommune og tilføjer:

Hvor partierne tidligere har kunnet rekruttere fra deres partiforening, bliver der i dag færre og færre medlemmer af partierne, at det kræver mere opsøgende metoder at finde nye kandidater.

"Vi skal hele tiden være opmærksomme på, hvem der fylder meget i lokalsamfundet - hvem er en stemme, hvem er aktiv i foreningslivet og tager frivillige opgaver på sig. Det er dem, jeg kigger efter. Det kræver, at vi har øjne og ører åbne efter mulige nye kandidater," siger Holger Schou Rasmussen.

Men trods det kræver mere arbejde, har det dog også nogle fordele, mener borgmesteren.

"Når du melder med partiet, så er du faktisk opstillingsberettiget, hvis bare der er en person peger på dig. Og det er jo ikke ensbetydende med et kvalitetsstempel i den forstand. Så i forhold til at blive prikket ud får man et større kvalitetsstempel, fordi det er mennesker, vi har fået øje på, som vi ser bidrager og tager et socialt og et fælles ansvar for andre mennesker," siger han.

På Lolland har Socialdemokratiet fortsat har kunnet stille med omkring 20 kandidater på listen, da alle undtagen ét af de socialdemokratiske byrådsmedlemmer genopstiller.

Bredt i byrådet er det dog Holger Schou Rasmussens opfattelse, at partierne har været udfordret af færre potentielle kandidater - og flere partier stiller med færre kandidater.

Kvinderne er svære at få fat i

I Herning Kommune har det også taget en del tid og krævet mange kaffemøder for borgmester Dorte West (V) at stille med 34 kandidater for Venstre.

Hun oplever hele vejen rundt i byrådet og også fra andre kommuner, at det er svært for mange partier at finde kandidater.

Ifølge Dorte West er det et udtryk for, at rigtig mange har travlt med at få enderne til at hænge sammen med job og familieliv.

"Der er typisk flere spørgsmål fra kvinder i forhold til, hvad det kræver, og om man synes, at man er kompetent nok til at kunne være kandidat. Men jeg oplever en forandring i, at de drøftelser, jeg har haft med mandlige kandidater, også i højere grad drejer sig om, hvor meget tid man bruger på det. Og det er jo også i forhold til det her med, hvordan man kan få hverdagen til at hænge sammen," siger hun.

Også Holger Schou Rasmussen oplever, at det er kvinderne - særligt med børn under 18 år - der er de sværeste at få fat i.

Sidst opdateret: 07/10/2025 - 12:36

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]