"Det er ikke et specifikt mål for os at skal opstille i 98 ud af 98 kommuner. Tværtimod vil jeg sige, at jeg vil hellere opstille i kun 73 kommuner, hvis bare jeg så ved, at de kandidater, vi opstiller, er kvalificerede og kompetente," lyder det fra Moderaternes partisekretær, Britt Bager.

"Det er ikke et specifikt mål for os at skal opstille i 98 ud af 98 kommuner. Tværtimod vil jeg sige, at jeg vil hellere opstille i kun 73 kommuner, hvis bare jeg så ved, at de kandidater, vi opstiller, er kvalificerede og kompetente," lyder det fra Moderaternes partisekretær, Britt Bager. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Moderaterne går til valg med behersket optimisme

Partiets første kommunalvalg er præget af en vis usikkerhed, for kandidaterne mangler erfaring og rutine. Den største ambition er at blive valgt i kommuner over hele landet. Lige nu har de omkring 250 kandidater i 73 kommuner.

Udgivet: 03/09/2025

Thit Bording

Journalist

Del artiklen:

Det er med stor spænding, at Moderaterne ser frem til kommunalvalget, der løber af stablen den 18. november.

KV25 er partiets første kommunalvalg, og derfor går Moderaterne ind til valget med et åbent sind.

Den overordnede ambition er at få valgt så mange kandidater ind som overhovedet muligt - og det betyder også, at partiet ikke har målsætninger om borgmesterposter eller et minimum af mandater, lyder det fra partisekretær i Moderaterne Britt Bager.

"Det er faktisk slet ikke sikkert, at vi får nogle borgmesterposter. Det er jo meget tilfældigt på valgnatten, for der er mange faktorer, der ligger til grund for, om man får en borgmesterpost eller ej. Det kunne da være megafedt, hvis vi fik en. Men hvis vi får et generelt pænt valg, får valgt kandidater ud over hele landet, og også får et par rådmandsposter, så er vi meget, meget glade," siger hun til NB-Kommune.

Moderaterne har allerede nu 31 byrådsmedlemmer rundt om i kommunerne, der er partihoppere siden KV21.

Selv om Britt Bager gerne så, at alle Moderaternes nuværende byrådsmedlemmer blev genvalgt, er det ikke let at spå om udfaldet af et valg.

"Omvendt vil jeg sige, at hvis nu vi får nogle store rådmandsposter i de fire største byer, så vil jeg jo også være tilfreds med 20 byrådsmedlemmer. Får vi så én borgmesterposter oven i hatten, så kan det være, at jeg gerne vil gå længere ned. Så det afhænger jo meget af, hvordan mandaterne falder," siger hun.

Gå på to ben

Moderaterne bragede ind på den politiske scene forud for Folketingsvalget i 2022, hvor partiet blev Folketingets tredje største og siden også kom i regeringen.

Som regeringsparti er der derfor stor kampånd forud for KV25, fortæller Britt Bager.

"Alle glæder sig til for første gang at skulle ud og forhåbentlig blive en del af det kommunale landkort. Dem, vi har ombord på vores hold, glæder sig til at komme ud og skulle skabe en forandring ude i kommunerne. For det er som at gå på et ben, når man er et parti, der kun er repræsenteret på Christiansborg. Altså meget af den politik, vi laver herinde, den skal jo ud og leve i kommunerne," siger hun og tilføjer:

"Vi glæder os helt vildt til at få byrådsmedlemmer, som er valgt i egen ret og med Moderaternes logo. Det kommer selvfølgelig til at give partiet noget ballast fremadrettet."

Mangler erfaring og rutine

Dog er det første kommunalvalg for Moderatere også præget af, at ingenting sker på rutinen.

"Det er første gang, at vi fører kampagne. Så det er klart, at vi jo ikke har en velsmurt og erfaren kampagnemaskine. Alt det vi gør, det gør vi for første gang," siger Britt Bager og påpeger, at det selvfølgelig er udfordrende.

Det samme gælder for mange af kandidaterne, påpeger Britt Bager.

"De skal stå på gaden og møde vælgerne for første gang, de skal trykke deres plakater for første gang, de skal hænge dem op for første gang, de skal lave deres egen lille flyer, de skal i debat for første gang. Så en manglende erfaring og en manglende rutine er selvfølgelig nogle af de udfordringer, vi møder," siger hun.

For nuværende har Moderaterne opstillet med omkring 250 kandidater i 73 af landets kommuner.

Og for partiet med knap tre år på bagen er det en glæde i sig selv, at det er lykkedes at opstille så mange kandidater på tværs af landet.

"Jeg har ikke haft fantasi til at forestille mig, at det var en mulighed. Fordi vi netop er så ungt et parti, så vi har ingen tradition for at stille op," siger Britt Bager.

Det giver et rigtig godt fundament for at bygge videre på partiet, lyder det.

Behov for screeningproces

Men selv om det har været en prioritet at stille med så mange kandidater som muligt, har der ifølge Britt Bager også været behov for en screeningsproces for at sikre, at de kandidater, der stiller op for Moderaterne, er kompetente og går ind for den moderate politik.

Siden folketingsvalget i 2022 har fem moderater forladt folketingsgruppen - blandt andre Jon Stephensen og Mike Fonseca, der skabte røre omkring sig.

"Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har haft udfordringer som nyopstartet parti med nogle af de kandidater, der har været opstillet, og det har vi selvfølgelig taget ved lære af. Og derfor har vi også en strengere screeningsproces nu, end da partiet blev etableret. Og det skal forhåbentlig sikre, at vi har de helt rigtige kandidater med på holdet," siger Britt Bager.

Arbejdet med at finde kandidater fortsætter helt frem til partiernes opstillingsfrist den 30. september - og der kommer hele tiden nye kandidater ind, fortæller partisekretæren.

Det gælder både i de 73 kommuner, hvor en kandidat for Moderaterne allerede nu er at finde på opstillingslisterne, og de resterende 25 kommuner uden kandidater fra partiet.

"Men det er ikke et specifikt mål for os at skal opstille i 98 ud af 98 kommuner. Tværtimod vil jeg sige, at jeg vil hellere opstille i kun 73 kommuner, hvis bare jeg så ved, at de kandidater, vi opstiller, er kvalificerede og kompetente," siger hun og tilføjer:

"Jeg ser heller ikke, at Moderaterne nødvendigvis er et parti, der skal være repræsenteret i hele Danmark ved det første valg. Det er klart, at hvis vi sidder her om 15 år, så håber jeg da, at vi løbende kan udbygge vores organisation. Men jeg vil hellere udbygge organisationen langsomt og sikkert end lynhurtigt, og vi så får udfordringer alt for mange steder. Det er jo ligesom med en ny virksomhed, så tror jeg, det er de færreste virksomheder, der kan være repræsenteret i hele landet i løbet af tre år. Så at vækste med måde er et begreb, jeg bruger ret meget herinde."

Fik du læst?

Danmarksdemokrater skal ikke pege på røde borgmestre: "Det er en linje, vi trækker"

Fik du læst?

Optimisme hos V-ordfører trods nye partiers fremmarch

Fik du læst?

Partiets eneste borgmester tror på mandater, men ikke flere borgmestre

Fik du læst?

De Konservatives succeskriterium: Vi vil beholde 14 borgmesterposter

Sidst opdateret: 05/09/2025 - 10:39

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]