- Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Optimisme hos V-ordfører trods nye partiers fremmarch

"Vi får ikke mere end 98 borgmestre. Det er det eneste garanti, jeg kan give," siger Jan E. Jørgensen med et glimt øjet, selvom han øjner to partier, som kan dræne stemmer fra Venstre.

Udgivet: 01/09/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Jan E. Jørgensen, politisk ordfører for Venstre, skuler til de landpolitiske meningsmålinger. Han har store ambitioner for partiet, men to nye partier kan trække stemmerne væk.

Når han kigger frem mod valget, er han på den ene side overbevist om, at Venstre vil brage igennem. På den anden side erkender han to nye spillere i den politiske arena, som er en udfordring for partiet.

"Jeg ikke bare håber, jeg tror, at vi får et valgresultat, hvor diverse kloge-åger og bezzerwissere vil sige, 'det var lige godt pokkers,' at vi kommer til at lægge et godt stykke over der, hvor vi landspolitisk ligger på meningsmålinger," fortæller den politiske ordfører til NB-Kommune.

Jan E. Jørgensen vil ikke komme nærmere på, hvor mange borgmestre Venstre, som i dag har 35 borgmestre, skal have for, det er et succesvalg til efteråret.

Men han tror på partiets succes.

"Vi får ikke mere end 98 borgmestre. Det er det eneste garanti, jeg kan give," griner ordføreren og uddyber:

"Vi har ikke sat noget succeskriterium op for antallet af borgmestre, fordi det er næsten umuligt at spå om. Vi har simpelthen set for mange rævekager blive bagt på valgnatten til, at vi overhovedet tør gå ind i den slags spekulationer. Der kan ske så meget på en valgnat, som gør, at det er næsten umuligt - eller ikke næsten, det er umuligt - at komme med et eller andet succeskriterium for, hvor mange borgmestre, man ønsker sig," siger han.

Dog vil han gerne understrege en konkret og mere forsigtig ambition for partiet.

"Jeg tillader mig at have det succeskriterium, at vi går hen og bliver det største borgerlige parti."

Tidligere Venstrefolk udfordrer

På den mindre begejstrede side anerkender den politiske ordfører, at to tidligere venstrefolk har slået op med partiet og stiftet to partier, der er braget frem i Folketinget, nemlig Moderaterne og Danmarksdemokraterne.

De står foran deres første kommunalvalg, og man kan ikke komme udenom, at nogle af Venstres tidligere vælgere vil følge med.

"På mange måder står vi jo i et helt andet politisk landskab denne gang. Det er jo en realitet og et faktum, som vi er nødt til at forholde os til. Og derfor ville det være meget optimistisk, hvis jeg gik ud og sagde, at vi fik flere stemmer, end vi fik sidste kommunalvalg," siger han og fortsætter:

"Det siger jo næsten sig selv, at de her to partiers vælgere er en meget stor del af dem, som tidligere har stemt på Venstre, det er klart," siger han og påpeger, at Venstre har stærke kandidater rundt i landets kommuner.

Samtidig er partiet sammen med Socialdemokratiet de eneste, som har kandidater i samtlige kommune. Og det er en styrke, mener han.

"Man kan jo ikke stemme på et parti, hvis ikke de stiller op. Vi har nogle utroligt stærke kandidater rundt omkring i kommunerne. Vi har mange dygtige borgmestre, som er populære lokalt."

Han har selv siddet i byrådet i Frederiksberg de sidste 28 år og han er i partiets borgmesterkandidat. Han mener, at partiet har profileret sig så godt i en lang række kommuner, at man kan være optimistisk om det kommende valg, selvom de to nye partier kan være en trussel for Venstre.

"Lokalvalg afgøres lokalt, og derfor er jeg er optimist, fordi vi har en række meget stærke lokalkandidater, som har erfaring, som ved, hvad det handler om, som har siddet kommunalbestyrelsen i mange år, og de er oppe mod mere uerfarne kandidater fra nye partier, som står i det kommunalvalg for første gang nogensinde."

Partiorganisationen i ryggen

Jan E. Jørgensen understreger, at selvom partiorganisationen er stærk, bliver kommunalvalget afgjort lokalt. Dog rykker politikerne fra centralt hold gerne ud, hvis kandidaterne skulle få brug for det.

"Du kan ikke gå ud og lave fælles budskaber, som rammer 98 kommuner. For det er vidt forskelligt, hvad man går op i. Nogle kommuner synes man, at man skal få gjort noget ved ulven. Hvis jeg sagde det på Frederiksberg, så ville folk tro, at jeg talte om zoologisk have," siger han.

Ved KV21 fik Venstre 21,18 procent af stemmerne, kun overgået af Socialdemokratiet med 28,40 procent, fremgår det af KMD's opgørelse.

Fik du læst?

Partiets eneste borgmester tror på mandater, men ikke flere borgmestre

Fik du læst?

De Konservatives succeskriterium: Vi vil beholde 14 borgmesterposter

Sidst opdateret: 01/09/2025 - 14:00

Temaer: KV25

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]