
Borgmesterkandidaterne fra Venstre og Socialdemokratiet - de to største partier i Holstebro og Faaborg-Midtfyn kommuner. - Foto: BeFunky: Fra øverst til venstre: Anstina Krogh: Socialdemokratiet, Lars Scheby: Venstre, Klaus Flæng: Holstebro Kommune, Kenneth Tønning: Holstebro Kommune.
Spidskandidater skyder annoncer afsted før forbud
Metas forbud mod politiske annoncer træder i kraft den 10. oktober. Det har fået borgmesterkandidater i to kommuner, hvor den siddende borgmester ikke genopstiller, ud af starthullerne lidt tidligere end planlagt. De vil annoncere mere i lokalmedier, biografer og på busser.
Udgivet: 08/08/2025
Valgkampen er i sin spæde begyndelse, men det begynder at røre på sig i de mange lokale partiforeninger rundt om i landet.
Metas stop for politisk annonceringen på Facebook og Instagram fra 10. oktober - godt en måned før valgdagen - får kandidater til at fremskynde annonceringen og tænke i andre baner.
NB-Kommune har talt med borgmesterkandidater fra henholdsvis Faaborg-Midtfyn og Holstebro kommuner, hvor den siddende borgmester ikke genopstiller, og der er nogle personlige stemmer, der bliver ledige.
Vi har spurgt dem, hvordan det kommer til at påvirke deres valgkamp og foreholdt dem rådene fra de kampagnerådgivere, vi har talt med tidligere på ugen.
Fire råd til valgkamp med annonceforbud fra Kelvin Ellenton og Benjamin Rud Elberth
Skaf flere følgere til jeres profiler på Facebook og Instagram.
Skærp budskaberne
- Kandidaterne skal skærpe budskaberne for at komme gennem algoritmen.Mød vælgerne
- Kandidaterne skal bruge mere tid på at møde vælgerne på gaden.Tag mere fri
- Kandidaterne skal overveje at tage mere fri for at dedikere mere tid til valgkampen.
Lars Scheby (V) er en af kandidaterne til borgmesterposten i Faaborg-Midtfyn Kommune. Han har en plan for en kampagne på sociale medier, som bliver forstyrret af forbuddet. Det meste af det skulle først skydes afsted efter den 10. oktober. Men nu må han fremrykke kampagnen.
"Jeg vil nok begynde lidt tidligere, end jeg ellers havde planlagt, så jeg kan nå at få lidt ud inden, men slet ikke i samme målestok, som jeg havde planlagt efter den 10. oktober," siger han til NB-Kommune.
På trods af de små justeringer, tror Lars Scheby heller ikke, at forbuddet kommer til at have indflydelse på hans valgkamp, og han fortæller, at han i forvejen prioriterer at møde vælgerne på gaden meget højt.
Anstina Krogh (S) håber også, at hun bliver den, der skal overtage borgmesterposten efter partikollegaen Hans Stavnsager (S). Partiets strategi for at få hende valgt som borgmester indeholder en SoMe-plan med blandt andet politisk annoncering på Facebook.
Men at planen nu ikke helt kan udføres som planlagt, ser hun ikke som et stort problem.
"Jeg tager det meget, meget roligt. Med knusende ro, faktisk. Det er ens vilkår for alle, og vi er i gang med at tænke alternativt, og det går ud på at møde vælgerne på en anden måde, end vi ellers havde tænkt os," siger hun til NB-Kommune.
Hun fortæller også, at planen er at annoncere som planlagt, indtil forbuddet træder i kraft, hvor man så vil bruge pengene på annoncer andre steder som i lokalmedier og biografer.
Rammer de nye politikere
Også i Holstebro må man tænke i andre baner med annoncerne. Her nævnes også lokalmedier, biografer og busser og stoppesteder af borgmesterkandidaterne Kenneth Tønning (V) og Klaus Flæng (S).
"Jeg ved ikke, om det kommer til at ramme mig. Det er jo ens for alle," siger Kenneth Tønning, der vil følge den plan, der hele tiden har været, men skrue op for annonceringen på nogle områder som følge af "Metas benspænd", tilføjer han.
Klaus Flæng ser endog muligheder i forbuddet.
"Jeg ikke noget problem i, at man som politiker nu skal ud og være mere synlig overfor folk, altså fysisk, fremfor det altid bare er på nettet. Det synes jeg bare, vi skal tage som en mulighed og så få løbeskoene på og komme i gang," siger han.
Fælles for alle borgmesterkandidaterne er dog, at de bekymrer sig for de nye kandidater og dem fra de mindre partier.
"Jeg tænker, det er rigtig træls for nye kandidater, som skal ud og gøre opmærksom på dem selv, som ikke er så kendte, som nogle af de andre måske efterhånden er. De kan jo godt få lidt sværere ved at blive promoveret," siger Lars Scheby (V) fra Faaborg-Midtfyn Kommune.
Det samme mener Klaus Flæng fra Holstebro, der har siddet i byrådet i snart 12 år.
"Jeg tror, det er sværere for helt nye kandidater og helt nye partier at få opmærksomhed frem for os, der i forvejen er i byrådspolitik og har været det en del år. Vi har alligevel en anden platform at stå på og en anden genkendelighed," siger han.
Sidst opdateret: 08/08/2025 - 12:24
Temaer: KV25













































