
Kommunaldirektør Flemming Storgaard ønsker med kurser til nye kandidater, at de bliver rustet med viden og forståelse for kommunen, inden de potentielt bliver valgt til at sidde i byrådssalen i Ikast-Brande. - Foto: Ikast-Brande Kommune
Politikerkursus klæder kandidater på til valgkamp
Nye kandidater tilbydes politikerkurser op til KV25. De er ofte i tvivl om, hvad det vil sige at sidde i en kommunalbestyrelse, og hvilke rammer man arbejder under.
Udgivet: 30/04/2025
I Ikast-Brande afholder forvaltningen tre kurser i starten af efteråret for de nye kandidater. Det skal gøre dem klogere på, hvad forvaltningen er for en størrelse, og hvordan man driver en kommune. Og hvilke regler og rammer man gør det under.
Forvaltningen har nemlig oplevet myter og misforståelser, som man ønsker at komme til livs.
Ifølge kommunaldirektør Flemming Storgaard virker kurserne langt hen ad vejen efter hensigten.
"Vi har tidligere oplevet, at der var en del myter omkring, hvad en kommune lavede, og hvad man måtte og ikke måtte. Det slipper vi for på den her måde, i hvert fald delvist, fordi vi sikrer, at folk har et oplyst grundlag at diskutere ud fra," siger han til NB-Kommune og tilføjer:
"Folk går jo til valg på forskellige ting. Og nogle nye kandidater har fundet ud af, at det, de ville gå til valg på, det kunne man faktisk slet ikke gøre i byrådet."
Klar til valgkamp
Flemming Storgaard fortæller, at kurserne har været fast praksis siden kommunalreformen, og kommunen har gode erfaringer. Det er forvaltningens mulighed for at klæde kommende byrødder godt på, og derfor er det heller ikke meningen, at allerede valgte skal deltage.
"Vi skal ikke have politiske diskussioner ind i det rum. Det er fakta-oplysende, og det er det, vi gerne vil holde det til. Men kommer der eksisterende politikere, og det gør der, er det ikke sådan, vi smider dem ud. Men jeg synes faktisk, de er gode til at holde sig væk."
Med kurserne kan de nye kandidater få indblik i de forskellige forvaltninger. Både hele den kommunale virksomhed, men også de enkelte forvaltninger såsom skoleområdet og miljøplanlægning.
"Der får de indsigt i alle de her områder, så de kan tage den her diskussion i en valgkamp," siger han.
Kurserne foregår over tre gange i september op mod KV25.
Ikke en virksomhed
De deltagende får ofte åbenbaringer omkring, hvad en kommunalbestyrelses arbejde går ud på, og at der er forskel på at sidde i bestyrelsen for en myndighed og ikke en virksomhed, forklarer kommunaldirektøren.
"Mange tror jo, at vi kan drives ligesom en virksomhed. Hvorfor sætter I ikke bare folk ned i løn? Eller hvorfor gør I ikke et eller andet? Hvorfor? Hvorfor får den virksomhed lov til at forurene? Hvorfor kan vi ikke bare købe os til et eller andet?"
Og her er samarbejdet med embedsværket helt grundlæggende og forståelsen af politikernes og forvaltningens opgaver.
"Det er altså noget andet. Og det kræver så også, at man har en meget tæt dialog med embedsværket. Og derfor snakker vi også om embedsmandens rolle, og vi snakker selvfølgelig også om politikernes rolle, altså hvordan samarbejder man, laver man politik, og hvad får man for at stille op til politik? Det er også som regel interessant," siger Flemming Storgaard og afslutter:
"Vi skal tænke på, at de bliver en bestyrelse for en myndighed. Det bruger vi en del tid på, det her med myndighedsopgaven. Altså at det er ikke det at være bestyrelse i en butik eller en virksomhed, men at være bestyrelse for en myndighed."
Selv garvede kan være i tvivl
Som NB-Kommune tidligere har beskrevet, er det ikke kun de nyvalgte, som bliver i tvivl om regler og rammer for arbejdet i byrådet.
Der tilbyder KL at komme ud til de kommuner, hvor byrådsarbejdet kan gå skævt, selv for de erfarne folk.
Sidst opdateret: 30/04/2025 - 11:51












































