Christiansborg må hjælpe kommunerne og leverede på, hvad regeringen har aftalt med KL ved skiftende økonomiforhandlinger. Det mener flere kommunale aktører. En af dem er Erik Kaastrup-Hansen, direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.

Christiansborg må hjælpe kommunerne og leverede på, hvad regeringen har aftalt med KL ved skiftende økonomiforhandlinger. Det mener flere kommunale aktører. En af dem er Erik Kaastrup-Hansen, direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune. - Foto: PR-Foto Aarhus Kommune

Udgifterne stiger fortsat på socialområdet: Christiansborg må på banen

De stigende udgifter på det specialiserede socialområde afføder frustrationer. Flere kommunale aktører vil have regeringen til at levere på det, man har stillet kommunerne i udsigt.

Udgivet: 29/04/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Der er brug for hjælp fra Christiansborg. Sådan lyder budskabet fra en række kommunale aktører, efter at udgifterne på det specialiserede socialområde fortsætter med at stige.

En af dem er Erik Kaastrup-Hansen, der er direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune. Han kalder det noget af en bet igen at stå i en situation, hvor udgifterne på socialområdet er steget.

"Det er en stigning, jeg kan genkende i en Aarhus-kontekst. For vores vedkommende er det ovenpå en række initiativer, vi har taget lokalt for at dæmme udgiftsudviklingen," siger han til NB-Social.

Fra 2023 til 2024 er udgifterne steget med 0,9 milliarder, viser regnskabstallene fra Danmarks Statistik

(Bemærk: Tallene viser egentlig 1,4 milliarder, men kommunerne har som konsekvens af Barnets Lov og Hjemløsereformen fået flere opgaver - svarende til 500 millioner kroner. Derfor er udgiftsstigningen lige under en milliard, når man tager højde for det.)

I Aarhus Kommune er udfordringen blandt andet, at mange af kommunens børn mistrives. Derfor er der nu hele 1000 forældre, der får tabt arbejdsfortjeneste, og kommunen har oplevet en stigning i udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste på 58 procent i løbet af fire år.

"Jeg synes, at vi har brug for hjælp. Vi har brug for både at blive dygtigere og hjælp til at blive dygtigere. Men vi har også brug for, at Folketinget bidrager til at være tydelig på, hvad er det for nogle forventninger, vi som borgere kan have til serviceniveauet. Det har regeringen lovet ved de sidste tre økonomiaftaler, der jo har indeholdt store erklæringer, men meget lidt er jo omsat til virkelighed, desværre."

Et af de steder, hvor Erik Kaastrup-Hansen mener, kommunerne skal blive dygtigere, er ved de særligt dyre enkeltsager, hvor udgifterne bare fortsætter med at stige.

"Et er jo, hvis nu det var nogle rigtig, rigtig gode tilbud, men det der er tragedien er jo, at rigtig mange af de tilbud er meget defensive. Det er der, jeg tænker, vi har brug for at blive dygtigere."

Regeringen har ikke leveret på aftalerne

Lignende budskaber kommer det fra socialborgmester i Københavns Kommune, Karina Vestergård Madsen (Ø). Hun er ikke overrasket over, at udgifterne med hendes ord fortsætter himmelflugten og ser sammen tendens i Københavns Kommune.

”Det skyldes hovedsageligt, at regeringen på ingen måde har leveret på de lovede økonomiske styringsredskaber, der skulle hjælpe kommunerne med at håndtere de udfordringer, vi står over for," siger hun.

Hun hæfter sig ved, at KL og regeringen for snart et år siden lavede en delaftale om økonomien for det specialiserede socialområde som en opfølgning på anbefalingerne fra Ekspertudvalget, der havde Torben Tranæs i spidsen.

Ekspertudvalget præsenterede anbefalinger, der skulle sikre en bæredygtig økonomisk og faglig udvikling på socialområdet.

"Delaftalen gav ikke kommunerne én eneste krone mere til det specialiserede socialområde, og allerede dengang havde kommunerne over en femårig periode haft ekstra udgifter til området for svimlende 6,4 milliarder kroner. Københavns andel var cirka 10 procent – altså 640 millioner kroner," siger hun og fortsætter:

"Kommunerne blev i stedet for penge præsenteret for 16 anbefalinger, der skulle give os mulighed for få bedre styr på udgifterne på det specialiserede socialområdet, men nu, hvor vi rammer etårsdagen, er kun to af anbefalingerne – måske to og en halv med lidt god vilje – ført ud i livet."

Høje krav til KL

Seneste har regeringen landet to aftaler om flere af anbefalingerne, der endnu ikke er lovbehandlet.

Men ifølge socialborgmesteren vil de få en lille effekt. Beløbsgrænsen for alternative tilbud giver Københavns Kommune en økonomisk effekt på et sted mellem 0,5 og 1,5 millioner kroner, og effektiviseringen af Socialtilsynet giver Københavns Kommune en effekt på 2 til 4 millioner (såfremt besparelsen ikke bliver en del af en anden politisk aftale). På kommunens egne tilbud vil det måske kunne spares 0,5 millioner kroner.

Derudover har regeringen besluttet at ændre reglerne, så ægtefæller til afdøde borgere med handicap, som har boet sammen på et botilbud, kan blive bedt om at flytte. Det vil ikke give nogen økonomisk gevinst for Københavns Kommune overhovedet, fortæller borgmesteren.

"Regner man på det, står Københavns Kommune til at kunne spare 5-6 millioner kroner, mens vi af egen lomme har betalt 640 millioner kroner. Det siger sig selv, at det ikke hænger sammen, og derfor stiller det også høje krav til KL og regeringen i forhold til økonomiforhandlingerne," siger hun og fortsætter:

"Der er brug for flere penge til det specialiserede socialområde, og der er i den grad brug for et takstloft for priserne på botilbudsområdet og mere gennemsigtige regler, for ellers ser det ret sort ud for kommunernes muligheder for at styre udgiftspresset.”

Frygten for stigende udgifter får kommunerne til at holde igen

KL's formand Martin Damm mener, at stigningen i udgifterne er massiv, selvom den er aftaget en smule sammenlignet med de seneste par år.

”Det er jo ingen hemmelighed, at vi i mange år har været udfordret af stigende udgifter på det specialiserede socialområde. Og selvom stigningen er aftaget en smule, er den stadig massiv i 2024. Og selvom det kan virke paradoksalt, så er det nok også en af forklaringerne på mindreforbruget på serviceudgifterne i kommunernes regnskaber. For frygten for de stigende udgifter på socialområdet får mange kommuner til at holde lidt igen på de øvrige velfærdsområder," skriver han til NB-Social.

Læs mere på NB-Social

Fik du læst?

Kommuner brugte 2,5 mia. mindre på service men 2 mia. mere på anlæg i 2024

Fik du læst?

Ministre kritiserer kommunerne for at bruge for få penge på service - KL afviser

Sidst opdateret: 30/04/2025 - 12:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]