
Konstitueret kommunaldirektør i Ringsted Kommune, Kasper Sonne, mener, at sagen kan skade kommunens mulighed for at varetage sine økonomiske interesser og pga. dens alvorlighed er den nu politianmeldt. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ringsteds administration politianmelder lækage af fortrolige oplysninger
Sag om mundtligt løfte, hvor kommunen hænger på 200.000 kroner til ejerne af Dunfabrikken, er politianmeldt. For oplysningerne var fortrolige, og derfor mener kommunen, at de er blevet lækket til medie.
Udgivet: 09/01/2025
Ringsted Kommunes administration har politianmeldt lækage af fortrolige oplysninger.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Det sker på baggrund af en sag, hvor Sjællandske Nyheder har afdækket en politisk sag med fortrolige oplysninger. Kommunen skriver, at der ikke er søgt aktindsigt i oplysningerne, og derfor kan man udlede, at nogen må have lækket dem.
Her lovede den daværende kommunaldirektør Mette Jeppesen ejerne at betale for undersøgelsen af lejemålet, og nu kræver de erstatning på 200.000 kr., som kommunen hænger på.
Konstitueret kommunaldirektør fremhæver sagens alvorlighed, som ifølge ham kan hæmme kommunen i at varetage sine økonomiske interesser.
"Da sagen indeholder fortrolige oplysninger, kan den offentlige omtale skade kommunens mulighed for at varetage sine økonomiske interesser. Der er foretaget en juridisk vurdering, og på grund af sagens alvorlighed og potentielt vidtgående konsekvenser, har vi i direktionen besluttet at anmelde sagen til politiet med henblik på videre efterforskning," siger Kasper Sonne, konstitueret kommunaldirektør i Ringsted Kommune.
Kontroversiel sag med dyr regning
NB-Kommune har fulgt sagen, og den er af flere parter blevet kaldt usædvanlig og byrådsmedlem har raset over den tidligere kommunaldirektørs ageren, hvor kommunen hænger på regningen.
"Jeg er tosset over, at man som kommunaldirektør har givet mundtligt tilsagn til noget, som ikke er afklaret med nogen. Men det er tilsyneladende noget hun (Mette Jeppesen, red.) i sin egenskab af kommunaldirektør kan. Det er i hvert fald det, der er juridisk vurderet," siger byrådsmedlem i Ringsted, Per Flor (DF), til NB-Kommune.
Forsker og kommunal ekspert Roger Buch ser sagen som yderst usædvanlig.
"Det er meget, meget usædvanligt, at man giver et løfte, som kan ende med at koste kommunen 200.000. Det vil jeg da sige. Uden at der er papirer på det og uden at det er foregået skriftligt," siger han til NB-Kommune.
Sagen vil, som det er normal praksis, blive åbnet op for offentligheden, så snart forhandlinger med den konkrete part er afsluttet, oplyser kommunen.
Sidst opdateret: 10/01/2025 - 07:29












































