Roger Buch mindes ikke at have set en sag, som den i Ringsted, hvor et mundtligt løfte fra en kommunaldirektør ender med at koste en kommune penge.

Roger Buch mindes ikke at have set en sag, som den i Ringsted, hvor et mundtligt løfte fra en kommunaldirektør ender med at koste en kommune penge. - Foto: Christian Falck Wolff

Bordet fanger i mundtlige løfter, fastslår eksperter

Det hører til sjældenhederne, at topembedsfolk laver mundtlige aftaler og i særdeleshed om økonomiske forhold. Sådan lyder det fra kommunalekspert, der kalder Ringsted-sag for 'usædvanlig'.

Udgivet: 09/01/2025

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Det er ikke hverdagskost, at en kommunaldirektør kommer til at afgive et mundtligt løfte, der ender med at koste en kommune flere hundredetusinder, som man har set i Ringsted Kommune.

Sådan lyder det fra forsker og kommunalekspert Roger Buch, der ikke kan komme i tanke om en lignende sag.

"Det er meget, meget usædvanligt, at man giver et løfte, som kan ende med at koste kommunen 200.000. Det vil jeg da sige. Uden at der er papirer på det og uden at det er foregået skriftligt," siger han til NB-Kommune.

Tidligere på ugen kom det frem, at Ringsteds tidligere kommunaldirektør Mette Jeppesen, i forbindelse med en undersøgelse af et lejemål til samling af kommunens administration, havde lovet ejerne, at kommunen ville dække deres udgifter uanset om lejeaftalen gik igennem eller ej.

Og det afviger fra, hvordan man normalt indgår aftaler i en kommune. For i '99,9 procent' af offentlige virksomheders økonomiske beslutninger er der først en aftale på plads, når der forelægger en kontrakt eller et konkret tilbud, forklarer Roger Buch.

"Normalt laver kommuner ikke mundtlige aftaler. De er altid skriftlige. Det kan godt være, at man laver en mundtlig aftale, men så bliver der lavet papirer på den," siger kommunaleksperten.

"Den offentlige forvaltning arbejder helt grundlæggende på skrift og det gør man især, når det drejer sig om at bruge penge."

Fik du læst?

Fyret kommunaldirektør afgav løfte til bygningsejere - og det kan koste kommunen dyrt

Lige så bindende som skriftlige aftaler

Er man nervøs for om ens topembedsmænd, med de forkerte ord, kan komme til at prakke kommunen en dyr aftale på nakken, så er det heldigvis ikke så ligetil at indgå en mundtlig aftale.

For selvom de mundtlige aftaler er juridisk bindende, så er der flere ting på spil, forklarer forsker ved juridisk institut på Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller.

"Mundtlige aftaler er præcis lige så bindende som skriftlige. Problemet med de mundtlige aftaler er, at det kan være uklart, hvad der præcis er aftalt," siger han til NB-Kommune.

"Det kan være besværligt at bevise, hvad der er blevet sagt og hvad der ikke er blevet sagt, men hvis det er fuldstændig oplagt, hvad der er blevet sagt, så er det juridisk bindende."

Udover selve indholdet af de mundtlige aftaler, så er det ikke hvem som helst, der kan lave en juridisk bindende aftale om hvad som helst, for der er grænser for, hvad man kan love.

Det handler om hvilken bemyndigelse en topembedsmand eller politiker har fået til at handle i en given sag, og om der ageres indenfor rammerne, lyder det fra Roger Buch.

"I udgangspunktet, så kan en kommunaldirektør, økonomidirektør eller en borgmester ikke disponere over nogen som helst penge," siger han og forklarer, at man alligevel af praktiske hensyn i nogle tilfælde vælger at uddele beslutningskompetencer til ledende embedsmænd og politikere, som så derfor kan tage beslutninger på kommunens vegne.

Fik du læst?

Byrådsmedlem vil indskærpe kommandovejen efter skandale om dyrt løfte

Sidst opdateret: 09/01/2025 - 11:02

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]