
Omkring 100 fabriksmedarbejdere blev hjulpet videre i Kalundborg Kommune. - Foto: PR-Foto
Kalundborg hjalp fyrede fabriksmedarbejdere videre med speeddating og caféer
Næsten alle berørte medarbejdere er videre efter lukningen af produktionenen af gipsplader i Kalundborg Kommune. Det skyldes blandt andet et godt samarbejde mellem kommunen og de lokale virksomheder.
Udgivet: 10/01/2025
I Kalundborg Kommune er man lykkedes med at hjælpe 100 fabriksmedarbejdere videre i deres arbejdsliv.
Forklaringen på successen skal findes i jobcaféer, speeddating, opkvalificeringskurser, træning i CV-og jobsamtaler og et selvtillidsboost.
Efter at have produceret gipsplader i mere end 50 år til den danske byggebranche, lukkede Gyproc-fabrikken ned for produktionen i foråret 2024.
Langt de fleste af de berørte medarbejdere er dog allerede nu klar til at tage hul på et nyt kapitel af deres arbejdsliv, mens omkring 50 ansatte er klar til at videreføre Gyproc Danmarks nye organisation i de eksisterende rammer.
Med fabrikslukningen fik omkring 100 medarbejdere brug for et nyt job.
Takket være kommunens jobcenter og faglige organisationer, de lokale virksomheder, out-placement bureauer og administrative medarbejdere, er næsten alle medarbejdere hjulpet videre.
Langt hovedparten af de 100 berørte medarbejdere har fået nye lokale ansættelser. De resterende medarbejdere, der stadig arbejder på Gyproc frem mod lukningen af den sidste fabriksaktivitet, er også allerede nu i tæt dialog med lokale virksomheder.
Flere af medarbejderne var bekymrede for, om deres kompetencer kunne bruges andre steder:
”Men når vi først fik sat ord som processtyring, warehouse management etc. på deres faglighed, så var det ikke kompetencerne, der haltede, man derimod selvtilliden og usikkerheden over at skulle videre til et nyt job. Her har Kalundborg Kommunes jobcenter og outplacement-bureauerne AS3 og Ballisager været enestående til at hjælpe medarbejderne videre både fagligt og mentalt,” siger fabrikschef Søren Arens i en pressemeddelelse.
Sidst opdateret: 14/01/2025 - 08:43












































