Det var en noget lang proces før politikerne i København vedtog Kommuneplanen 2024

Det var en noget lang proces før politikerne i København vedtog Kommuneplanen 2024 - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

63 ændringsforslag, før politikere i København blev enige om kommuneplan

Blandt andet nybyggeri, biodiversitet og almene boliger fylder i planen. En potentiel udvidelse af Københavns Lufthavn splittede politikerne, hvor hensyn til infrastruktur og forurening blev vægtet forskelligt.

Udgivet: 17/12/2024

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Efter 63 ændringsforslag og hundredevis af høringssvar kunne Borgerrepræsentationen i København vedtage sin Kommuneplan 2024 - Fremtidens klimavenlige hovedstad 12. december. Det var en noget lang proces, da politikerne i landets største kommune skulle nå til enighed, og de kom med en lang række ændringer før at planen endeligt kunne vedtages.

Planen har været undervejs siden i sommer, hvor den i slutningen af august blev sendt i offentlig høring. Her modtog Økonomiforvaltningen hele 372 høringssvar og der er løbende afholdt 19 arrangementer med relevante aktører.

Og ikke kun borgerne er kommet med ændringsforslag. Politisk har der været 63 ændringsforslag til den endelige plan. En del af ændringerne drejede sig om nuanceringer og justeringer, men nogle var mere indgribende.

Klima og miljø i fokus

Som navnet på kommuneplanen indikerer, indgår tiltag om både miljø og klima i den.

Dertil var der forslag omkring Københavns Lufthavn og udvidelsen af den, hvor EL, Å og SF igen stod som partier udenfor beslutningen. Som NB-Kommune tidligere har beskrevet, ser flere af partierne lufthavnen og en udvidelse af den som vigtig for at gøre København attraktiv, men samtidig forurener den og hvilket borgere er bekymrede over.

S, K, R, V og LA fik følgende formulering stemt:

”Københavns Kommune ser lufthavnen som en afgørende infrastruktur for at være en attraktiv, international storby for både borgere og virksomheder og bakker op om, at lufthavnen fortsat skal kunne udvide sit rutenet og aktiviteterne i lufthavnen. Københavns Kommune følger løbende udviklingen og anerkender, at lufthavnens aktiviteter medfører udledninger, der påvirker luftkvaliteten og klimaet. Det er derfor vigtigt for Københavns Kommune, at der samtidig arbejdes aktivt for en grøn omstilling af luftfarten med bæredygtige brændstoffer, og at lufthavnen har stort fokus på at nedbringe luftforureningen fra flytrafikken,” hvilket blev vedtaget uden SF og EL.

SF foreslog at sætningen ”og bakker op om, at lufthavnen fortsat skal kunne udvide sit rutenet og aktiviteter i lufthavnen” blev udtaget fra kommuneplanen, men det blev forkastet, da kun EL og SF stemte for.

EL foreslog også, at først, når der er udviklet bæredygtigt brændstof, ville man bakke op om udvidelse af rutenettet, men dette blev forkastet, da kun EL og SF stemte for.

Splittelsen omkring lufthavnen er interessant i lyset af den ikke helt urealistiske mulighed for, at Enhedslisten, SF og Alternativet kan få flertal på Københavns Rådhus efter kommunalvalget om 11 måneder.

Grøn midtby

Der var bred enighed om at få mere grøn trafik.

Et ændringsforslag fra Venstre sikrede en vision om at biltrafik maksimalt udgør 25 procent af ture i København i 2030, samt at antallet af ture for deler sig på mindst 25 procent gang, 25 procent cykling og 25 procent kollektiv transport, hvor kun EL, ALT og SF stemte imod, da de ønskede en mere ambitiøs mindskning af biltrafikken til 20 procent.

Boliger i hovedstaden var en del af flere partiers ønsker om, hvad der skulle indgå i planen.

Et forslag fra S, R og SF blev stemt igennem som sikrer, at almene boliger udgør mellem 20-25 procent af boligerne i København.

Dertil blev et forslag fra den radikale vedtaget, hvor ”nybyggeri opføres med en for lokalområdet sammenhængende eller unik arkitektur af høj kvalitet, der giver attraktive byrum, hvor der er plads til liv og fordybelse. Dette kan opnås ved i højere grad at inddrage arkitektkonkurrencer i byens udvikling.”

Der var dog bred enighed om mere natur og biodiversitet om. Blandt andre et forslag fra SF om bynatur, hvor "et kommuneplantillæg for bynatur, som sikrer at biodiversitet og grønne områder fastlægges og anlægges tidligt i byudviklingen, principper for krav om mere grønt og højere kvalitet af det grønne, og at der planlægges med flere lommeparker og grønne stiforbindelser," fik opbakning fra samtlige partier udover LA.

Efter justeringer og tilføjelser blev kommuneplanen vedtaget uden afstemning.

Sidst opdateret: 17/12/2024 - 12:27

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]