
Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) afviser, at headhunterindsatsen for Novo Nordisk er fast kommunal praksis. Han ønsker ikke at fortælle DR, om medarbejderens ageren får konsekvenser. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kommunal medarbejder gik for langt for Novo Nordisk, mener Rahbæk Juel
En kommunalt ansat hjalp Novo Nordisk med at finde kandidater til stillinger på virksomhedens nye afdeling i Odense. Med headhunter-indsatsen forskelsbehandler kommunen virksomhederne, mener kommunalforsker.
Udgivet: 17/12/2024
En kommunalt ansat i Odense Kommune hjalp Novo Nordisk med at finde kandidater til lederstillinger, men borgmester og kommunalforsker mener, at medarbejderen er gået for vidt, skriver DR.
Der er tale om en anonymiseret "central medarbejder" i en gren af borgmesterens egen forvaltning, som i praksis har ageret headhunter, viser interne dokumenter, som DR har fået aktindsigt i.
Peter Rahbæk Juel (S) siger til DR, at kommunen på den ene side gerne vil hjælpe virksomheder med at etablere sig i Odense, men at den ansatte er gået for langt for at finde kandidater til stillingerne.
"I det her tilfælde er man i hvert fald gået for langt. Det er ikke en praksis, der er besluttet, man skal have. Men der er ingen tvivl om, at man prøver at hjælpe efter bedste beskub. Her er der så én, der har vurderet, at man kan hjælpe med noget, som man ikke kunne," siger Peter Rahbæk Juel til DR, hvor han afviser at svare på, om sagen får konsekvenser.
Giver ulige muligheder
Støtten til en enkelt virksomhed undrer samtidig Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
"Man kan ikke give en sådan hjælp til en virksomhed uden samtidig - ud fra en lighedsbetragtning - at måtte give andre virksomheder samme hjælp," siger Roger Buch til DR.
Novo Nordisk har netop investeret 8,5 milliarder kroner i at bygge lager og fabrik i kommunen, og det er anledningen til, at medicinalvirksomheden er på jagt efter ansatte vest for Storebælt.
Medarbejderen er tilknyttet Invest in Odense, et selskab, der refererer til borgmesterforvaltningen - dog kendte borgmesteren ikke til sagen før DR's henvendelser.
Sidst opdateret: 17/12/2024 - 10:49












































