Nu giver ekstra midler ulighed for at imødekomme alle ansøgninger, som lever op til kriterierne.

Nu giver ekstra midler ulighed for at imødekomme alle ansøgninger, som lever op til kriterierne. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ekstra 48 millioner kroner til at beskytte drikkevandet

Folketingets Finansudvalg har bakket op om at tilføre flere midler til Drikkevandsfonden, efter at ansøgninger oversteg puljen. Kommunerne kan søge tilskud til at lave natur- og sprøjtefrie områder.

Udgivet: 17/12/2024

Del artiklen:

På anmodning fra miljøminister Magnus Heunicke (S) har Folketingets Finansudvalg tilført ekstra midler til Drikkevandsfonden. Det oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Det sker, efter at der har været ansøgninger for 81 millioner kroner i 2024, hvor der var afsat 32,8 millioner kroner.

Med de ekstra midler sikrer man, at alle ansøgninger, som lever op til kravene, kan se frem til tilskud.

"Vi fortsætter den aktive, målrettede og beskyttende indsats for Danmarks drikkevand. Med denne millionindsprøjtning til Drikkevandsfonden øger vi finansieringen til to konkrete indsatser," siger Magnus Heunicke i pressemeddelelsen og fortsætter:

"Drikkevandsfonden har tidligere give tilskud til drikkevandsbeskyttende projekter ved f.eks. at sætte penge af til opkøb af jorde, hvor der kan rejses skov eller etableres lysåben natur, og ved at give tilskud til at lukke gamle brønde og boringer for at forhindre, at der siver f.eks. sprøjtemidler ned i grundvandet."

To puljer

Der tilføres i alt 48,2 millioner kroner til Drikkevandsfonden, hvoraf 32,7 mio. kr. omprioriteres fra mindreforbrug på andre ministerområder i 2024. Samtidig er der ubrugte midler på 15,5 mio. kr. i Miljø- og Ligestillingsministeriet afsat til cirkulær økonomi fra finansloven for 2024, der omprioriteres til Drikkevandsfonden efter aftale med Radikale Venstre og Alternativet, skriver ministeriet.

Der er to puljer, hvor kommunerne, vandforsyninger og vandsamarbejder kan søge den ene, for eksempel ved opkøb af områder, hvor de vil beskytte vandet ved at lave natur og sikre at der ikke bruges sprøjtemidler i området.

Den anden pulje kan søges private brøndejere.

Fakta

Drikkevandsfonden

  • Med finansloven for 2022 afsatte regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne samlet 170,0 mio. kr. i perioden 2022-2025 til en drikkevandsfond. I aftalen om finansloven for 2024 er der afsat yderligere 23,5 mio. kr. (2023-pl) til Drikkevandsfonden i 2023.

  • I 2022 og 2023 er der samlet givet tilsagn om tilskud på 89,1 mio. kr., hvoraf 84,6 mio. kr. er fordelt på 27 projekter over hele landet. De resterende 4,5 mio. kr. anvendes til sløjfning af 284 ubenyttede brønde og boringer.

  • På finansloven for 2024 er der afsat 32,8 mio. kr. til Drikkevandsfonden. Midlerne er fordelt med 2,0 mio. kr. til tilskudspuljen til sløjfning af ubenyttede brønde og boringer, og 30,8 mio. kr. til tilskudspuljen til medfinansiering af drikkevandsbeskyttelse. I forbindelse med Drikkevandsfondens ansøgningsrunde i 2024 er der indkommet tilskudsberettigede ansøgninger for samlet 81,0 mio. kr., hvilket giver en meransøgning på 48,2 mio. kr.

  • Med opbakning fra Folketingets Finansudvalg, omprioriteres mindreforbrug fra andre ministerområder i 2024 og ubrugte midler fra Miljø- og Ligestillingsministeriet afsat til cirkulær økonomi fra finansloven for 2024 for samlet 48,2 mio. kr. mhp. at kunne yde tilskud til alle tilskudsberettigede ansøgninger.

Kilde: Miljø- og Ligestillingsministeriet

Kommuner lever ikke op til frist

Drikkevand er en større dagsorden når det kommer til miljøbeskyttelse i Danmark, hvor det kan synes udfordrende at have plads til både landbrug og natur.

Som NB-Kommune har omtalt, så er der i slutningen af december frist for, at lodsejere og landmænd indgår frivillige aftaler om drikkevandsbeskyttelse, hvis området er risikovurderet. Hvis ikke fristen overholdes, så er det op til kommunerne at udstede påbud. Dog halter både de frivillige aftaler og kommunernes indgriben bagefter.

Som Miljøministeriet oplyser, er der tale om 2.671 områder omkring drikkevandboringer, som skal beskyttes er sprøjtegifte og pesticider.

Dog er 2.114 områder ikke beskyttet endnu. Kommunerne har indberettet, at lodsejerne i 679 af områderne er blevet tilbudt lodsejerne en frivillig aftale. For yderligere 1.435 områder er der hverken tilbudt en frivillig aftale eller iværksat andre beskyttelsesindsatser, skriver ministeriet.

Altså er kun 20 procent af områderne beskyttet kort før deadline.

Fik du læst?

Kommunerne overholder ikke frist for beskyttelse af drikkevand

Sidst opdateret: 17/12/2024 - 10:52

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]