Københavns Lufthavn har i år slået rekord for antal rejsende, men den bynære lufthavn skaber gener for lokalområdet.

Københavns Lufthavn har i år slået rekord for antal rejsende, men den bynære lufthavn skaber gener for lokalområdet. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tårnby lider under forurening fra lufthavn - flertal i København støtter udvidelse

Ultrafine partikler fra flyene i Københavns Lufthavn skaber dårlig luftkvalitet og usikkerhed i Tårnby Kommune. Samtidig støtter flertallet af partier i København at få udvidet lufthavnen, som gør byen attraktiv.

Udgivet: 13/12/2024

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Forureningen fra Københavns Lufthavn går særligt ud over Tårnby Kommune, hvilket igen er kommet i fokus efter en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) om partikelforurening fra lufthavnen.

Den konkluderer blandt andet, at "antallet af ultrafine partikler ligger højt, når vinden kommer fra lufthavnen, idet lufthavnen udgør en dominerede kilde til de ultrafine partikler i Tårnby Kommune," står der i referatet fra byrådsmøde, hvor politikerne blev orienteret om rapporten, der blev offentliggjort i november.

I rapporten har forskerne målt forurening fra lufthavnen ved blandt andet daginstitutioner og skoler, hvor koncentrationen af ultrafine partikler flere steder er højere end på H.C. Andersens Boulevard, der er et af de steder i landet med den værste luftkvalitet.

Her kan man aflæse, at lufthavnen udgør en del af forurening, hvilket har vakt stor bekymring hos borgere i området.

"De niveauer af ultrafine partikler, som der er i Tårnby kan bestemt godt have en helbredseffekt. Vi ved ikke, hvor stor en helbredseffekt, fordi vi ikke kender sammenhængene godt nok, men det har da en betydning. Det er der ingen tvivl om," siger Steffen Loft, professor i miljømedicin på Københavns Universitet, til DR.

Et positivt første skridt

Borgmester i Tårnby Kommune Allan S. Andersen (S) ser resultaterne som et udtryk for, at der skal laves en national handleplan, blandt andet fordi de fine partikler forurener på tværs af kommunegrænser.

Dog er det særligt de ultrafine partikler, som har været omdiskuteret, da det er dem, som forurener fra lufthavnen.

”Samtidig er jeg opmærksom på, at vi har brug for langt mere viden om ultrafine partikler, og hvordan vi kan mindske dem, og det har jeg løftet over for miljøministeren. Det er derfor et positivt første skridt, at ministeriet sammen med Kræftens Bekæmpelse nu vil undersøge helbredseffekterne ved ultrafine partikler fra lufthavnen. Det er en undersøgelse, Tårnby Kommune bakker op om, og som vi vil følge meget tæt," siger Allan S. Andersen i en pressemeddelelse.

I referatet står der yderligere, at kommunen blandt andet vil "sikre, at der ved udarbejdelse af lokalplaner og kommuneplaner tages stilling til eksponering for partikeludledning."

Efterfølgende har der været borgermøde i november omkring rapportens resultater, der ikke mindst har skabt bekymring hos forældre med børn på institutionerne nær lufthavnsområdet.

Også en del af Københavns kommuneplan

Ikke kun politikerne i Tårnby Kommune har forholdt sig til den forurening, som der kommer fra lufthavnen.

Da Københavns Borgerrepræsentation i går skulle vedtage sin Kommuneplan 2024, havde den været igennem en noget omfattende proces.

Spørgsmålet om en udvidelse af Københavns Lufthavn var der en del uenighed omkring hos partierne i Borgerrepræsentationen.

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance stemte i Økonomiudvalget et ændringsforslag med følgende formulering igennem:

”Københavns Kommune ser lufthavnen som en afgørende infrastruktur for at være en attraktiv, international storby for både borgere og virksomheder og bakker op om, at lufthavnen fortsat skal kunne udvide sit rutenet og aktiviteterne i lufthavnen. Københavns Kommune følger løbende udviklingen og anerkender, at lufthavnens aktiviteter medfører udledninger, der påvirker luftkvaliteten og klimaet. Det er derfor vigtigt for Københavns Kommune, at der samtidig arbejdes aktivt for en grøn omstilling af luftfarten med bæredygtige brændstoffer, og at lufthavnen har stort fokus på at nedbringe luftforureningen fra flytrafikken,” hvilket blev vedtaget uden SF og EL.

SF foreslog at sætningen ”og bakker op om, at lufthavnen fortsat skal kunne udvide sit rutenet og aktiviteter i lufthavnen” blev udtaget fra kommuneplanen, men det blev forkastet, da kun EL og SF stemte for.

EL foreslog også, at først, når der er udviklet bæredygtigt brændstof, ville man bakke op om udvidelse af rutenettet, men dette blev forkastet, da kun EL og SF stemte for.

Splittelsen omkring lufthavnen er interessant i lyset af den ikke helt urealistiske mulighed for, at Enhedslisten, SF og Alternativet kan få flertal på Københavns Rådhus efter kommunalvalget om 11 måneder.

Kræver handling fra regeringen

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF fik desuden tilføjet en bemærkning om, at samtidig med at lufthavnen bidrager til at gøre København attraktiv, vil partierne investere i at nedbringe gener og forurening fra lufthavnen, og at det ifølge partierne kræver handling fra regeringen og lufthavnen, og at kommunen selv dertil kan bidrage med måledata og viden om folkesundheden og luftforurening.

Lufthavnens ejerforhold er netop skiftet fra privatejet til statsejet, da Regeringen og Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre blev enige om at købe lufthavnen, skrev Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Sidst opdateret: 13/12/2024 - 11:07

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]