Store kommunale forskelle på inklusionen i folkeskolen
Trods politisk fokus på inklusion stiger andelen af elever, der modtager specialundervisning - men ikke så meget som de seneste år. I ti kommuner er mere end hver tiende elev i de kommunale skoler udskilt i segregerede specialtilbud. Se den seneste udvikling i din kommune.
Udgivet: 28/11/2024
På landsplan går 6,9 procent af eleverne i de kommunale skoler i specialundervisningstilbud, viser de nyeste tal fra skoleåret 2023/24. Det er en forøgelse på 0,1 procentpoint i forhold til året før, og tilstrømningen mod de segregerede tilbud er dermed aftaget - formentlig i takt med, at et stigende antal kommuner har forsøgt at dæmme op for problemet, der udhuler de almene folkeskolers økonomi.
(Vær opmærksom på, at elever på fri- og privatskoler ikke indgår i beregningerne fra ministeriet, sådan som de gør i analyser fra Vive, der har opgjort segregeringsgraden til 5,5 procent).
I seks kommuner er inklusionsgraden fra 2022 til 2023 faldet med mere end ét procentpoint: Vordingborg, Lejre, Frederikssund, Gladsaxe, Odder og Helsingør.
Mønstret er modsat i Slagelse, hvor der de seneste år har været store udsving fra år til år, og Herlev - begge med en stigning på mindst to procent i forhold til året før.
Det er værd at bemærke, at Guldborgsund og Lolland kommuner, der begge er relativt belastet af befolkningens socioøkonomi, har mindsket andelen af segregerede elever og har en inklusionsgrad i nærheden af landsgennemsnittet.
Mest udtalt på Sjælland
I ti kommuner er over hver tiende elev ikke en del af den almene folkeskoleundervisning. Seks sjællandske kommuner inkluderer færrest elever i den almene folkeskole - med flest børn i segrerede specialtilbud i Holbæk, efterfulgt af Odsherred og Kalundborg kommuner.
Syddjurs, der har arbejdet systematisk med at begrænse tilstrømningen til specialundervisning i snart ti år, har en høj inklusionsgrad på over 97 procent - på linje med i Hørsholm og Gentofte, hvor børnene har en gunstig socioøkonomisk baggrund.
Ambitionen fra centralt hold er, at udviklingen skal vendes.
"Nogle børn har brug for at komme i specialskole. Men som udgangspunkt mener jeg, at den almindelige folkeskole skal blive bedre til at rumme flere elever," siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) om sin politiske vision, fremgår det af ministeriets hjemmeside.
Han holder et særligt et øje med de kommuner, der formål at vende udviklingen.
"Det kræver et sporskifte, hvor skolen kan favne flere forskellige elever. Heldigvis er rigtig mange skoler allerede gået i gang. Og der er gode erfaringer, når man for eksempel arbejder systematisk med ekstra ressourcer og undervisning med to voksne i klassen. De skoler kan inspirere hele den danske folkeskole."
Nedenfor er indsat et kort, der viser det seneste socioøkonomiske indeks, som er lagt til grund for kommunernes indtægter i 2025.
Sidst opdateret: 28/11/2024 - 11:34













































