
Partiformand Mona Juul (K), t.v. foreslog tirsdag eftermiddag statsminister Mette Frederiksen (S) at se på kommunernes anlægslofter i forbindelse med klimasikring og beredskab. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Statsminister: Regeringen tager kommuners anlægsudgifter med i overvejelser om økonomien
Konservative presser statsministeren til at se på kommunernes anlægsloft i forhold til klimasikring. Regeringen er i gang med at få et overblik over den samlede økonomi, og anlægsloftet vil indgå, siger Mette Frederiksen (S).
Udgivet: 28/11/2024
Partiformand Mona Juul (K) gik til klimastålet i tirsdagens spørgetime i Folketingssalen, hvor partierne har mulighed for at stille spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen (S).
Her ville hun vide, hvorfor regeringen nøler, når det kommer til beredskab og klimasikring. Et forslag fra Konservative er, at regeringen bør se på kommunernes anlægsloft, så de kan komme i gang med at investere i beredskab og klimasikring.
"Jeg mangler at se, at regeringen trækker i arbejdstøjet. Jeg mangler virkelig ikke en ny kommission, jeg mangler mere, at vi tager fat i de ting, vi kan løse nu og her," siger Mona Juul til statsministeren, hvorefter hun peger på anlægsloftet som en konkret løsning på den korte bane.
"Vi ved allerede nu, at anlægsloftet er en udfordring i rigtig mange kommuner, det kunne være ét af de tiltag, vi kiggede på."
Statsministeren svarede, at der ikke skal være tale om et "enten eller", men et "både og". Hun mener, at der både er behov for statslig langvarig koordinering og økonomi til beredskab og klimasikring, men også at der er behov for tiltag på den korte bane. Det interessante her er, at hun var enig med Mona Juul om, at anlægsloftet på den korte bane kan komme i spil.
"Jeg tror faktisk ikke, at vi er uenige på det her område. Men det er i øvrigt interessant, at det bliver sagt nu, at det kan være, vi skal kigge på anlægslofterne. For det har jeg aldrig hørt før fra Det Konservative Folkeparti, men det vil jeg da tage med mig," sagde Mette Frederiksen.
Overblik før hævet anlægsloft
"Det er klart, at de anlægsudgifter, der måtte være i en kommune, kommer selvfølgelig til at indgå i det her overblik."
Statsminister Mette Frederiksen (S) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
NB-Økonomi fangede statsministeren foran Folketingssalen efter spørgetimen, hvor vi bad hende uddybe regeringens holdning til en højere anlægsramme til klima, som kommunerne og KL har råbt højt om i årevis.
Så sent som i 2023 sagde KL's tidligere formand for Klima- og Miljøudvalget Birgit S. Hansen (S), og tidligere borgmester i Frederikshavn Kommune, at hun taler for døve øren over for SVM-regeringen, når KL har rejst udfordringen med den stramme anlægsramme, hvis ambitionen er, at der skal investeres mere i klima.
Men nu er regeringen angiveligt i gang med at se på hele den danske økonomi, hvor anlægsrammen vil være en del af den gennemgang.
"Det er helt åbenlyst, at vi står overfor at skulle lave meget store investeringer i vores samfund. Det skal vi forsvarsmæssigt, sikkerhedspolitisk, beredskabsmæssigt og i forhold til klimatilpasning og den grønne omstilling. Det er selvfølgelig også noget, vi kommer til at diskutere med landets kommuner og regioner," siger Mette Frederiksen til NB-Økonomi og tilføjer:
"Vi er i gang med som regering at danne os et overblik over - det er nok i løbet af næste år - hvor store udgifter, vi står over for som land. Det bliver en svær opgave at løse. Det er klart, at de anlægsudgifter, der måtte være i en kommune, kommer selvfølgelig til at indgå i det her overblik."
Kritik fra Konservative
Mona Juul synes ikke, at Mette Frederiksen har taget klimasikring alvorligt i sin tid som statsminister, siger hun i et interview med NB-Økonomi.
"Vi har ventet i årevis. Både denne regering og den tidligere S-regering har ikke stemplet ind i klimasikringen. Man har ikke ønsket at tage det alvorligt. Det er et kæmpe stort problem," siger Mona Juul.
"Hendes svar og replik til mig vidner om, at hun ikke har sat sig ind i, hvad der er behov for i forhold til klimasikring. Det er jo beskæmmende, at Danmarks statsminister ikke er stemplet ind i forbindelse med klimasikring."
Den konservative partiformand mener, at det er bekymrende, at statsministeren ikke har et overblik over dansk økonomi, så kommunerne allerede nu kunne gå i gang med at klimasikre. Om ikke andet de kommuner, der i øjeblikket har råd til det, men ikke må på grund af anlægsrammen.
Problemet er, at kommunerne ventes at overskride anlægsrammerne, allerede som det ser ud nu i 2024 med formentlig flere milliarder kroner. Kommunerne tør derfor næppe at kaste endnu flere penge efter klimasikring, da de også investerer i skoler, daginstitutioner og plejehjem.
"Vi ved udmærket godt, at der er nogle kommuner, som det her er relevant for, og der er nogle kommuner som har flere penge i kassen end andre. Men det her er en mulighed for, at de kommuner, der har penge i kassen, og som er ramt af klimasikring, i langt højere grad skal have mulighed for at komme i gang," siger Mona Juul.
Sidst opdateret: 28/11/2024 - 11:37












































