Borgmester Per Bach Laursen (V) står bag beslutning om at holde fast i 14 valgsteder i Vesthimmerlands Kommune, selvom administrationen anbefalede at reducere antallet til otte.

Borgmester Per Bach Laursen (V) står bag beslutning om at holde fast i 14 valgsteder i Vesthimmerlands Kommune, selvom administrationen anbefalede at reducere antallet til otte. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Går imod strømmen: Kommunalpolitikere freder valgsteder

Trods mangel på valgtilforordnede og nye udgifter til digitalisering besluttede økonomiudvalg i Vesthimmerland at trodse administrationens indstilling om at lukke over 40 procent af valgstederne.

Udgivet: 21/11/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Vesthimmerlands Kommune har haft svært ved at bemande valgstederne, og kommunen overvejede derfor at bruge overgangen til et nyt digitalt valgsystem, der skal rulles ud til alle valgsteder, som anledning til at lukke flere valgsteder.

Administrationen præsenterede onsdag medlemmerne af Økonomiudvalget for tre modeller med færre valgsteder. Indstillingen var at gå mest radikalt til værks og reducere antallet fra 14 til otte. På den måde kunne den politisk udpegede bemanding reduceres med 33 personer, og med sådan en ændring ville godt 4.000 vælgere få et nyt afstemningssted.

I Økonomiudvalget var der imidlertid stemning for at bevare valgstederne i de mindre byer. Borgmester Per Bach Laursen (V) forklarer, at det handler om at værne om en demokratisk kultur i kommunen.

"Det kan virke gammeldags, men jeg tror, det er en omkostning, vi må tage for at sikre, at vi alle har en mulighed for at kunne stemme," siger Per Bach Laursen til P4 Nordjylland.

Vil engagere idrætsforeninger

I Vesthimmerlands Kommune er der brug for 140-150 personer på de 14 valgsteder afhængigt af typen af valg. For at løse udfordringen med at finde valgtilforordnede vil kommunen nu arbejde på at inddrage andre foreninger end de politiske partiforeninger.

"Det kan også være idrætsklubber, hvor vi kan motivere nogen til at komme ind og gøre et stykke frivilligt arbejde," siger Per Bach Laursen og tilføjer, at han regner opgaven for frivillig, selvom kommunen betaler de valgtilforordnede.

Økonomisk ville kommunen ved at lukke seks valgsteder kunne have sparet 41.250 kr. i diæter, 22.500 kr. i udgifter til leje af lokaler og ca. 10.000 kr. i forplejning. Dertil kom en potentiel mindre udgift på IT-udstyr, som politikerne har fravalgt. Når alle afstemningssteder skal digitaliseres, står kommunen med en engangsudgift på godt 100.000 kroner.

Mange kommunalbestyrelser har i denne valgperiode lukket valgsteder, og flere steder har digitaliseringen og overgangen til det nye valgsystem fra KOMBIT spillet en rolle. I Frederikshavn, Slagelse og Ringkøbing-Skjern nedlægges der syv valgsteder, mens byrådet i Ikast-Brande senest i budgetaftalen for 2025 besluttede at lukke fire.

Vesthimmerlands Kommune har tidligere skåret kraftigt ned og gået fra 23 til 14 afstemningssteder.

Fik du læst?

Flere kommuner lukker valgsteder: Se, hvor det er blevet sværere at stemme siden 2005

Sidst opdateret: 21/11/2024 - 12:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]