Flere kommuner lukker valgsteder: Se, hvor det er blevet sværere at stemme siden 2005
Næsten hver anden kommune har lukket valgsteder siden 2005. Frederikshavn og Slagelse kommuner syv valgsteder hver i 2022, og de seneste måneder er kommunalbestyrelserne i Ringkøbing-Skjern og Hedensted fulgt trop.
Udgivet: 13/03/2024
Fra kommunalvalget i 2005 til det seneste valg i 2021 blev antallet af valgsteder reduceret fra 1834 til 1381 - et fald på 25 procent. Siden da er kommunerne blevet ved med at indsnævre stederne, hvor vælgerne kan stemme.
I tæt på halvdelen af kommunerne er der blevet nedlagt valgsteder siden kommunesammenlægningen.
Senest besluttede politikerne i Hedensted at lukke fem valgsteder og reducere det samlede antal fra 24 til 19.
Ved forårets europaparlamentsvalg kan man således ikke stemme i landsbyerne Hvirring, Hornborg, Hjortsvang og As eller i forsamlingshuset på øen Hjarnø, som 85 vælgere har hørt til.
”Jeg synes, at det er træls at være den, der lukker og slukker”, siger hjarnøboen Gunnar Jensen til DR, efter beslutningen var en realitet i forrige uge.
Udgangspunktet fremover, at der på hvert valgsted skal være tilknyttet mindst 500 vælgere, og afstemningsstedet som udgangspunkt kan nås indenfor 10 minutter i bil.
Efter EP-valget har kommunalbestyrelsen aftalt at evaluere den nye struktur og følge op på, om reduktionen af afstemningssteder har betydet, at partierne kan finde det tilstrækkelige antal valgstyrere og valgtilforordnede samt om reduktionen i sig selv har haft betydning for stemmeprocenten i områder, hvor der er sket ændringer.
Færre valgsteder år for år
Ved det første kommunalvalg til de 98 nye kommuner i 2005 var der 1.834 valgsteder i landet.
Antallet blev efter kommunesammenlægningen reduceret kraftigt. I 2009 var der 1.583 valgsteder, og udviklingen er fortsat siden da.
Ved KV21 kunne danskerne stemme 1.381 steder, og reduktionen af valgsteder er fortsat siden da. Reduktionen fra 2005 til 2021 er på 24,8 procent.
Kilde: Den Danske Valgdatabase
I Ringkøbing-Skjern har politikerne i 2023 nedlagt syv valgsteder. Kommunen går fra 25 til 18 valgsteder, efter administrationen af økonomiske grunde havde foreslået at sløjfe ti valgsteder. De mindste afstemningssteder er ”forholdsvis dyre at opretholde på grund af mindre grad af udnyttelse af personaleressourcer og lejeudgifter målt op imod antallet af vælgere, der betjenes af et afstemningssted” noterede forvaltningen.
Forvaltningen vurderer på forhånd, at reorganiseringen ikke vil have ”en særskilt større påvirkning af den generelle valgdeltagelse”.
”Det er en balancegang, det her, og der er mange følelser i det. Men jeg tror, at med 15 valgsteder vil folk fortsat have lyst til at møde op og afgive deres stemme”, sagde viceborgmester Søren Elbæk (S) til Dagbladet Ringkøbing-Skjern, inden politikerne blev enige om at nøjes med en reduktion til 18 valgsteder.
Anledningen til at kigge på antallet af valgsteder er, at kommunen skal overgå til et nyt IT-valgsystem med digitale valglister på samtlige valgsteder fra og med KV25, hvilket presser valgbudgettet. Udgifterne til det nye system fra KOMBIT bliver større end til det nuværende, og hertil kommer øgede udgifter til løbende udskiftning af IT-udstyr såsom pc’er og printere til afstemningsstederne, vurderer kommunen. Ved at holde fast i tre ekstra valgsteder vokser merudgifterne fra 40.000 kroner ekstra per valg til ca. 110.000 kroner per valg.
Ringkøbing-Skjern Kommune havde i 2005 hele 36 valgsteder og har dermed halveret afstemningsstederne.
I Frederikshavn besluttede byrådet i 2022 at nedlægge syv valgsteder. Det skete ved at lukke de fem mindste valgsteder, der alle havde færre end 500 potentielle vælgere. De sidste valgsteder blev sparet væk, ved at alle beboere i Frederikshavn by blev knyttet til et kæmpe-valgsted i byens sports- og kulturcenter, Arena Frederikshavn.
Med omlægningen kunne kommunen nøjes med at engagere 260 personer til at styre folketingsvalget sidste år - 60 færre end tidligere. Kommunen anslog, at besparelsen ville ende på ca. 150.000 kr. - og hertil skal lægges de administrative medarbejderes brug af arbejdstid.
For at hjælpe beboerne i de fem små byer, der mistede deres valgsted, besluttede byrådet at lave "pop-up-valgsteder" og indsamle brevstemmer i et kortere tidsrum op til valget.
Også i Slagelse fjernede byrådet i efteråret 2022 syv valgsteder. Det skete blandt andet ved at samle fem valgsteder i og omkring Skælskør til ét stort valgsted i byens hal med næsten 6.500 vælgere.
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stemte imod reduktionen, som trådte i kraft ved folketingsvalget. Kommunen har beregnet, at man med 18 valgsteder frem for de hidtidige 25 kunne spare 316.000 kr. pr valg.
Valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet vurderede ved den lejlighed, at det ikke vil have nogen særlig betydning, om man som vælger skal køre nogle få kilometer ekstra, hvis man i forvejen skulle køre i bil til en anden by for at sætte sit kryds. Derimod kan det få konsekvenser for viljen til at deltage i valget for de vælgere, der som noget nyt skal ind til en større by.
"Hvis man tidligere har været vant til, at man kunne gå eller cykle fra sit hjem til sit valgsted, så kræver det pludselig mere planlægning for den enkelte at transportere sig. Det kan betyde, at nogen ikke kommer afsted", sagde Kasper Møller Hansen til Sjællandske Nyheder.
Risikerer at ødelægge tradition
Han pegede i artiklen på, at der er praktiske fordele ved at slå valgsteder sammen.
"Ved at lægge valgstederne sammen kan man digitalisere. Det betyder, at vælgerne ikke skal vente på at komme hen til et specifikt bord, ligesom man har behov for færre frivillige", fortalte valgforskeren.
Kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mener, at kommunernes prioritering er problematisk.
"Det er et mærkværdigt sted at spare. Grunden til, at vi har en høj valgdeltagelse, er blandt andet, at valghandlingen på valgdagen er en tradition, man udfører som familie. Når man gør det sværere at stemme, ødelægger man den tradition", sagde Roger Buch til TV2 i 2022.
Sidst opdateret: 12/03/2024 - 13:34












































