
Børne- og undervisningsministeren Mattias Tesfaye (S) ser ikke lovbrud eller bekymrende besparelser i Randers' budgetaftale. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Tesfaye bakker op om kommunal budgetaftale - SF'er kaldte den for "et sminket lig"
På samråd med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) var der fokus på både intentioner og lovlighed af budgetaftale fra Randers, hvor man "som udgangspunkt" ikke længere vil visitere elever fra indskolingen til specialtilbud.
Udgivet: 14/11/2024
I dag har børne- og undervisningsministeren Mattias Tesfaye (S) været kaldt i samråd i Børne- og Undervisningsudvalget, hvor folketingsmedlemmet Charlotte Broman Mølbæk (SF) stillede et spørgsmål om Randers Kommunes budgetaftale.
"Jeg ser det her som en meget alvorlig sag, hvor man ikke følger lovgivningen. Og for SF er det en principiel sag, hvor jeg frygter, at denne model kan blive en glidebane og blive praksis i flere kommuner," siger hun.
Det handler om den del af budgetaftalen, hvor der står, at man som udgangspunkt ikke længere vil visitere børn i indskolingen fra 0.-3. klasse til specialtilbud. Hun stillede spørgsmålstegn ved lovligheden af dette, da visitering ifølge lovgivningen skal følge en individuel vurdering.
Tesfaye delte dog ikke spørgerens bekymringer om Randers' budgetaftale, der var præget af store besparelser og en forhøjelse af kommuneskatten.
"Jeg lægger særligt vægt på formuleringen, at det er som "udgangspunkt", og at det anerkendes, at der kan være et behov for at visitere. Hvis det fremgik, at alle børn blev afskåret fra at kunne blive visiteret, så ville det ikke være lovligt, men det er heller ikke tilfældet her," siger han på samrådet.
Han fremhæver, at netop Randers Kommunes budgetaftale er et udtryk for den større bølge, hvor mange kommuner forsøger at inkludere flere elever i almentilbuddene i stedet for at visitere til specialtilbud.
Han deler altså ikke spørgerens bekymring for, om denne budgetaftale er lovlig og om den har alvorlige konsekvenser for børnene i kommunen.
"Her ligger djævlen i detaljen. Når der står som udgangspunkt, er der stadig plads til individuelle vurderinger," mener ministeren.
Uddrag fra Randers Kommunes handlingsplan for specialundervisning
“For at leve op til målsætningen om at skabe en folkeskole, som giver flere elever mulighed for at deltage i almenundervisningen og i fællesskaber i deres nærmiljø, så foreslås det, at der som udgangspunkt ikke længere skal visiteres elever i indskolingen (0.-3. klasse) til specialundervisningstilbud. I stedet skal almenskolerne tilrettelægge en fleksibel struktur i indskolingen med fokus på klassefællesskaber og på at imødekomme elevernes forskellige læringsbehov. Dette sker med henvisning til den faglige viden om, at langt de fleste elever trives og lærer bedst i almene undervisningsfællesskaber, der ligeledes er tæt på deres nærområde. Dette kræver, at skolerne skal have et stærkt fokus på de didaktiske og pædagogiske tilgange i indskolingen, på kompetenceudvikling af medarbejderen og på at tilpasse de fysiske rammer, så de giver mulighed for at rumme elever med mange forskellige behov.
Til finansiering af de nye tiltag og strukturer i indskolingen har skolerne mulighed for – jfr. tildelingsmodellen på skoleområdet – at omfordele den del af deres budgetter, som i dag anvendes til betaling for tilbud i specialklasserækker og til etablering af mellemformer. Det skal understreges, at der naturligvis fortsat vil være børn med massive og gennemgribende indlæringsvanskeligheder, som har behov for et vidtgående specialpædagogisk tilbud – primært de børn, der er målgruppen for Trekløverskolens tilbud på Blommevej. Disse elever visiteres fremadrettet af det nye visitationsudvalg efter indstilling fra det specialpædagogiske team i PPR. Det foreslås, at den nye model skal gælde fra skoleåret 2025/26, og at tilpasningen af indskolingen gradvis vil finde sted over en 2-3-årig periode.”
Kilde: Randers Kommune
Flere børn i det almene
Ministeren understreger de mange både faglige og sociale fordele for eleverne ved at blive i almenklasserne. Samtidig også, at hver fjerde krone går til segregerede tilbud, hvilket dræner de almindelige folkeskolers økonomi.
"Man får ikke mig til at sige, at økonomi må vægte tungere end barnets trivsel, og der skal tages højde for de enkelte børns behov. Men hvis man gør det klogt, så behøver der ikke at være en modsætning her. Når 6,5 procent af eleverne går i specialtilbud, så kan pengene ikke samtidig bruges i det almene. Det er en selvforstærkende negativ spiral," siger ministeren og samtidig peger han på, at mange kommuner forsøger at omlægge til mere støtte i de almindelige klasser, og at netop Randers viser samme intention i budgetaftalen.
Han fremhæver, at det er positivt, at man i højere grad satser på at holde eleverne i de almene klasser, hvor de for eksempel kan fortsætte med deres venner.
Et sminket lig
Dog mener spørgeren ikke, at denne intention om inklusion kan ses i budgetaftale, som ifølge hende i højeste grad er en spareøvelse på området.
Charlotte Broman Mølbæk henviser gentagne gange til, at der i aftalen indgår en besparelse på skoleområdet på ti procent.
"Holder vi ikke os selv for nar, når vi tænker, at der ligger andet end en besparelse bag aftalen, når man sparer ti procent og derefter får børnene til at passe ind i disse. Den her aftale er et sminket lig, hvor man pakker en besparelse ind i en masse pæne og faglige ord," siger hun.
Find den omtalte budgetaftale her.
Sidst opdateret: 19/11/2024 - 10:49












































