
Alex Vanopslagh kan glæde sig over en stor vækst i antallet af LA-byrødder. - Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Tre år efter 'katastrofevalg' er Liberal Alliance mere end firedoblet i kommunerne
Det, der så ud til at blive en sløj kommunal valgperiode for LA, er endt som lidt af en succeshistorie efter stor tilstrømning af partihoppere. Partiet har afvist at optage masser af andre byrådspolitikere, der ønskede at blive en del af det liberale hold, fortæller borgmester.
Udgivet: 14/11/2024
For bare tre år siden måtte Liberal Alliance sunde sig efter en gedigen kommunal vælgerlussing, hvor partiet med 1,38 procent af stemmerne skrabede bunden, sammen med Alternativet, blandt de landspolitiske partier.
Blot ni byrådsmedlemmer fordelt på fem kommuner blev det til.
I dag ser billedet meget anderledes ud.
Med kun et år tilbage til kommunalvalget, kan Liberal Alliance se tilbage på en valgperiode, hvor partiets tilstedeværelse i kommunerne er vokset markant. Partiet er nu repræsenteret i 32 byråd, mens de ni byrådsmedlemmer er vokset til 42.
Og der kunne have været langt flere, fortæller Solrød-borgmester Emil Blücher, for man har måttet afvise flere, end man har accepteret.
"Der er langt flere, der bliver takket nej til end ja til," siger han til NB-Kommune og fortæller, at det er motivationen bag et muligt partihop, der ofte er afgørende for, om LA's forretningsudvalg takker ja.
"Det er et spørgsmål, om man gør det for at egenoptimere ens muligheder for genvalg, eller om man gør det, fordi man er enig med partiets politik og værdier."
Liberal Alliance har nydt godt af tumulten hos både Venstre og Nye Borgerlige i løbet af valgperioden. Langt de fleste byrådsmedlemmer, der i dag repræsenterer partiet, har en fortid i et af de to partier.
En af dem er Araz Khan, der frem til sit partiskifte var politisk ordfører for Venstre i Odense. For ham har det været afgørende, at han bedre kunne udfolde sin politiske ambitioner i sit nye parti.
"Den liberale tilgang, hvor man ikke hopper med på piben, når de andre siger noget, er vigtig," siger han og understreger, at det ikke er en kritik af hans gamle parti.
Han bruger rygeloven som et eksempel på en af mange små stykker ting, der ender med at blive afgørende for ham politisk. Han mener, at det tager selvstændigheden fra voksne mennesker, når man indfører rygeforbud på kommunale arbejdspladser.
"Fra den position, jeg står i i dag, kan jeg med god samvittighed sige, at det vil jeg aldrig nogensinde stemme for," siger han.
I Kerteminde sidder Bettina Eriksen, der ikke definerer sig selv som partihopper. Hun blev valgt ind for Venstre, men var i Liberal Alliance før det, og hun fortæller, at Venstre godt var klar over, at det var der hendes tilhørsforhold lå.
"De mente godt, at de kunne rumme en, der kom fra LA, og der var ikke noget LA i Kerteminde, så det var baggrunden for, at jeg sagde ja til at stille op for Venstre," forklarer hun.
Hun fortæller, at det var efter hun udtalte sig kritisk om forhenværende V-borgmester Hans Luunbjergs møgsager, at hun endte med at vende tilbage til sit gamle parti igen.
Hun har siden fået selskab i byrådsgruppen af Malte Jäger, der i oktober valgte at melde sig ind i Liberal Alliance. Han blev ved kommunalvalget i 2021 valgt for Nye Borgerlige, men meldte sig ud da partistifter Pernille Vermund i januar fortalte at hun ønskede partiet nedlagt.
NB-Kommunes tidligere artikler om partihoppene i landets byråd:
Sidst opdateret: 14/11/2024 - 20:49












































