
En ekstern rapport bekræfter problemer i Esbjergs familieafdeling. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Ekstern undersøgelse sætter streg under kritisable forhold i familieafdeling
Stress, trusler, mobning og en unuanceret pressedækning er blandt de ting, som har været ødelæggende for arbejdsmiljøet i Esbjergs Familierådgivning. Det fastslår en ekstern undersøgelse, der dog ikke har evalueret det kritiserede ledelseslag.
Udgivet: 05/11/2024
Knap to tredjedele af medarbejderne har følt sig stresset inden for den seneste måned, mens 40 procent har oplevet vold og trusler i arbejdet inden for det sidste år.
Det er blandt de forhold, som rådgivningsfirmaet Mindwork har fundet i dets eksterne undersøgelse af Esbjergs Familierådgivning.
91 procent af de ansatte på afdelingen har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse, mens mere end 60 ledere og medarbejdere er blevet interviewet til undersøgelsen, som kommer som et led i kommunens genopretningsplan af afdelingen, der har været ramt af heftig kritik i JydskeVestkysten fra anonyme medarbejdere og berørte familier.
Medarbejderne har blandt andet stået frem med historier om mobning fra ledelsens side og arbejdsvilkår, der gør at man må bevæge sig på kanten af loven i sagsbehandlingen.
I den eksterne rapport angiver 22,5 procent, at de har oplevet krænkende handlinger og mobning. Heraf fortæller to tredjedele, at det har været en kollega eller leder, der har stået bag.
”Den interne krænkende adfærd skal stoppe med det samme. Det vil vi simpelthen ikke se,” siger konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked Pia Niemann Damtoft i pressemeddelelsen og siger, at rapporten sætter en 'tyk streg' under at Familierådgivning beskæftiger sig med familier i krise, der ikke altid får de ydelser, som de håber på.
"Samarbejdet er skrøbeligt og sårbart. Derfor er det også ekstra vigtigt, at medarbejderne har et godt arbejdsmiljø, hvor vi har det godt med hinanden, så vi kan give familierne den bedste mulige behandling,"
Unuanceret pressedækning har skabt mistillid
Det er ikke kun de interne forhold i forvaltningen, der har haft en negativ indvirkning på arbejdsmiljøet i afdelingen.
Også pressens interesse for afdelingen har været belastende for de ansatte, der har følt at mediedækningen har manglet nuancer, mens nogle har følt sig hængt ud, når konkrete borgersager har fyldt avissiderne.
Samtidig har mediebevågenheden også haft en negativ påvirkning på relationen mellem kollegaer i afdelingen:
"Det fremhæves af mange, at der er en direkte sammenhæng mellem artiklerne og oplevelsen af utryghed og mistillid mellem kollegaer, hvilket er både belastende for de ansatte og har påvirket arbejdsmiljøet negativt," fremgår det af rapporten, der nævner angivelige læk fra lukkede møder som mistillidsskabende.
Selvom at det primært har været ledelsen, der har været modtager af medarbejderes anonyme kritik i pressen, så har ledelsesevalueringer ikke indgået i undersøgelsen.
Den har udelukkende beskæftiget sig med arbejdsmiljøet.
Og det glæder Pia Niemann Damtoft, at man nu har fået klarlagt, hvor der skal sættes ind, når arbejdsmiljøet skal have et løft.
"Der er et stort arbejde foran os, hvor vi skal have genoprettet tilliden og indarbejdet nye arbejdsgange, så alle føler sig trygge i deres arbejde i Familierådgivningen," siger hun.
Sidst opdateret: 05/11/2024 - 12:34












































