Antallet af job stiger i 59 kommuner - her er udviklingen kraftigst
Den kommunale fordeling af jobvæksten de seneste 12 måneder bærer præg af enkelte virksomheders succes og nedture samt store igangværende anlægsprojekter. Se udviklingen i alle kommuner her.
Udgivet: 05/11/2024
Jobvæksten det seneste år har med 32.800 ekstra job overgået mange analytikeres forventninger.
En ny analyse fra Dansk Erhverv kaster lys over den geografiske fordeling, og tallene viser, at antallet af personer i job er steget i 59 kommuner det seneste år frem til andet kvartal 2024. Den procentvise vækst er størst øst for Storebælt.
I Gladsaxe Kommune, der huser Novo Nordisks hovedsæde, er beskæftigelsen øget med 4.700 personer, svarende til en vækst på 9,6 procent på blot 12 måneder. I Lolland, Kalundborg (en anden Novo-kommune) og Ishøj kommuner overstiger væksten også fem procent. For Lollands vedkommende er det aktiviteten omkring byggeriet af Femern-forbindelsen, der sætter positive aftryk.
I ti kommuner er antallet af job faldet med mindst 1,5 procent. Det gælder blandt andet i Frederikshavn, hvor lukningen af Danish Crowns slagteri med 735 ansatte i Sæby har præget udviklingen, samt i Brøndby, Høje-Taastrup og Rudersdal, der alle har tabt 600-700 job (afrundet til nærmeste 100).
I absolutte tal (se kortet nederst) er landets to største kommuner sammen med Gladsaxe de store trækæsler, og 58 procent af nettojobvæksten kan henføres til København, Gladsaxe og Aarhus kommuner.
Blandt de store universitetsbyer er det påfaldende, at jobvæksten i Odense Kommune ikke står med mål Aalborg, Aarhus, København og Frederiksberg.
Sidst opdateret: 06/11/2024 - 13:17












































