
Det har ikke været nemt for Tonni Hansen at vurdere hvor meget tid han skal bruge som borgmester på de sociale medier. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Tonni Hansen: Sociale medier er en plage for politikere
Det har ikke været nemt for Langelands borgmester at finde sig til rette i, hvordan han bør bruge de sociale medier som politiker. Nu håber han, at KL vil yde næste borgmesterhold vejledning.
Udgivet: 24/10/2024
Når førstegangsborgmestre tager kæden om halsen efter næste kommunalvalg, så håber Tonni Hansen (SF), at KL's initiativer vil indeholde en vejledning i, hvordan man håndterer de sociale medier i embedet.
"Noget af det, som plager alle politikere, er jo de sociale medier. Og det er lige meget, om det er regionspolitikere, lokalpolitikere eller Christiansborg-politikere," siger han til NB-Kommune.
Da Tonni Hansen begyndte som borgmester i Langeland Kommune følte han, at han skulle være så meget med på de sociale medier, at det endte med at påvirke hans familieliv - for det kan være svært at navigere i den online verden, hvor man kan være på konstant, og hvor det ikke kun er rosende ord, der popper op i notifikationerne.
Tonni Hansen endte med at lave en benhård prioritering, der betyder, at han i dag kun er aktiv på Facebook, men det var op til ham selv at finde hoved og hale i sin tilstedeværelse på de sociale medier.
Når fremtidens borgmestre skal sætte deres ben på borgmesterkontoret for første gang, så vil det være meget gavnligt for dem, hvis KL hurtigt kan være behjælpelig med professionel vurdering i, hvordan de bør tilgå de sociale medier, mener han.
"Spørger du mig, skal det gerne være så tidligt i borgmesterforløbet som muligt, så man kan prioritere sin tid i forhold til at få sit familieliv til at fungere," siger Tonni Hansen og kalder det omfattende, hvis man som politiker forsøger at være tilstede på hele paletten af sociale medier.
Omvendt forstår han også, at man som nyvalgt borgmester kan have et behov for at inddrage den lokale befolkning i de ting, man foretager sig i embedet.
"Spørgsmålet er jo, hvor meget og hvor lidt, og hvordan man selv kan eksistere i det. Og også at det ikke er ros det hele, og hvor meget skal man tage til sig, og hvor meget skal man bare skippe," forklarer Tonni Hansen, der sidder i KL's formandskab og bestyrelse.
Sidst opdateret: 24/10/2024 - 11:47












































