
Pernille Beckmann og Emil Blücher savner en fortrolig kollega. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Borgmestre giver bud på trivselsinitiativer: "Man har virkelig, virkelig brug for en ven"
Ensomheden følger med magten for landets borgmestre, der oftest er deres kommunes eneste fuldtidsansatte politiker. To sjællandske borgmestre håber, at KL vil sætte en tæt fortrolig kollega på listen, når de ruller nye trivselsinitiativer ud efter KV25.
Udgivet: 22/10/2024
Det kan være ensomt at bære borgmesterkæden.
Det kan både den erfarne Greve-borgmester Pernille Beckmann (V) og førstegangsborgmester i Solrød Emil Blücher (LA) skrive under på.
Så når KL i løbet af 2025 strikker de initiativer sammen, der skal føre nye borgmestre godt ind i embedet efter kommunalvalget, står en fortrolig kollega øverst på deres ønskeliste.
"Jeg synes, at de undervurderer, hvor alene man er til hverdag," siger Pernille Beckmann til NB-Kommune.
Hun efterspørger en 'buddy', som man lærer at kende hurtigt i embedet, og som kan hjælpe en på rette vej.
"Det er et super komplekst job at træde ind i. Man er under pres i et omfang, jeg aldrig har oplevet før - fra borgere, fra partier, osv. Man har virkelig, virkelig brug for en ven."
Selvom hun mener, at KL kan blive bedre til at tage hånd om borgmestrene, så har hun været glad for landsforeningens borgmesternetværksgrupper. De kan meget, men ikke det hele, forklarer hun, og det er, når det kommer til at skabe et intimt tomandsrum, at KL svigter.
Ingen håndbog til jobbet
Da Emil Blücher trådte ind på borgmesterkontoret som den første fra sit parti, oplevede han, at der ikke var nogen overlevering af embedet. Og trods hans otte år lange erfaring fra byrådet, så kan det alligevel være kompliceret at forstå, hvordan forskellige sager hænger sammen.
"Du får ikke en bog, hvor der står 'sådan er du borgmester'," siger han og hilser det velkomment, at KL i fremtiden vil klæde borgmestre bedre på til jobbet.
"Det er jo en super ensom post at sidde på, fordi du, udover dine kollegaer fra andre kommuner, ikke har andre kollegaer at spejle dig i og spare med," siger han og kalder det for 'et specielt setup' at være den eneste fuldtidsansatte politiker i kommunen.
Ligesom sin kollega i Greve har Emil Blücher gjort brug af borgmesternetværket.
Han ser et potentiale i at videreudvikle konceptet, så forhenværende og erfarne nuværende borgmestre kan byde sig til som mentor for en ny borgmester.
"Så har man en man kan ringe til, når man står i et eller andet, som man måske ikke ønsker at vende med sin kommunaldirektør. Hvor man har brug for en second opinion på, hvordan man skal gribe ting an," forklarer han.
Emil Blücher forestiller sig, at borgmesterpartier som Venstre og Socialdemokratiet allerede har et internt system til den slags, men virkeligheden er anderledes i et parti som Liberal Alliance, hvor ingen har trådt borgmesterstien før - og at det samme gør sig gældende i andre mindre partier, der kan hive en borgmesterpost hjem efter næste valg.
Sidst opdateret: 22/10/2024 - 11:38












































