
Embedsmænd i Odense må fremover lave opslag på politikeres private sociale medier. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kommune: Nu må ansatte styre politikeres sociale medier
Byrådet i Odense Kommune har besluttet, at administrationsansatte fremover må komme med indspark og udkast til borgmesters og rådmænds opdateringer på f.eks. Facebook og Instagram. To partier mener ikke, embedsfolk bør bruge tid på det.
Udgivet: 28/06/2024
Embedsmænd i Odense Kommune kan fremover producere udkast til opslag på borgmesterens og rådmændenes private sociale medier. Det besluttede byrådet i Odense onsdag aften.
Tidligere har embedsværket - typisk kommunikationsansatte - ikke måttet hjælpe politikerne med at lave opslag, men på grund af udviklingen på de sociale medier i omfang og hyppighed har byrådet altså nu besluttet, at det tillades fremover.
Med de nye regler kan embedsmænd assistere med udkast til både videoer og tekster på politikernes private sociale medier, som politikeren skal godkende eller bearbejde. Det skriver TV2 Fyn.
I sagsfremstillingen gøres det dog klart, at "Den enkelte forvaltning kan alene bistå med udkast til indlæg på borgmester/rådmands private profil om emner inden for eget ressortområde og efter konkret anmodning fra borgmester/rådmand."
Og derefter præciseres: "Antallet af udkast til den private profil må ikke have et sådant omfang, at den private profil bliver en såkaldt borgmester-/rådmandsprofil, der administreres af forvaltningen."
Liberale Alliance og Enhedslisten stemte imod forslaget. Enhedslistens Reza Javid mener, at det er stærkt problematisk, at neutrale administrationsmedarbejdere nu skal hjælpe med indlæg på politikernes private profiler:
"Det skaber en gråzone, hvor det bliver svært at adskille embedsværkets faglige rådgivning fra partipolitisk støtte. Derudover mener jeg ikke, at det er acceptabelt, at der skal bruges offentlige ressourcer til at hjælpe med at lave indhold til private profiler," siger Reza Javid.
Et spørgsmål om kroner og øre?
Araz Khan fra Liberal Alliance undrer sig over, at der skal bruges tid og penge på politikernes sociale medier.
"Når kommunale embedsmænd skal lave udkast til opslag, så går der arbejdstid med det, og jeg mener, at vi skal bruge ressourcerne på nær velfærd i stedet. Jeg forstår ikke, hvorfor skatteyderne skal betale for, at nogle politikere kan få opslag på deres private profiler på sociale medier," siger Araz Khan til TV2 Fyn.
Men Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) mener ikke, at det ændrer det store på det arbejde, som der allerede bliver gjort for politikerne i forhold til f.eks. udkast til debatindlæg, taler, pressemeddelelser:
"I dag er der en forventning om, at borgmestre og rådmænd skal være til stede og i aktiv dialog med borgerne på sociale medier om de beslutninger og indsatser, byrådet beslutter. Det kræver professionel understøttelse fra forvaltningen - naturligvis inden for præcis de samme rammer som med alle andre kommunikationsprodukter - blandt andet komplet partipolitisk neutralitet," siger han til TV2 Fyn.
Sidst opdateret: 28/06/2024 - 11:14












































