I nogle kommuner skal der spares store millionbeløb ved de forestående budgetforhandlinger. Administrativt udformede sparekataloger hjælper politikerne med at stykke besparelserne sammen.

I nogle kommuner skal der spares store millionbeløb ved de forestående budgetforhandlinger. Administrativt udformede sparekataloger hjælper politikerne med at stykke besparelserne sammen. - Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Flere kommuner har fyldige sparekataloger: "Vi er helt inde ved benet nu"

NB-Kommune kaster et blik på forventningerne til de kommende måneders budgetarbejde. Der venter sandsynligvis svære forhandlinger for politikerne i bl.a. Rudersdal, Nyborg, Lolland og Bornholm.

Udgivet: 28/06/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

I dag får kommunerne større vished om udsigterne for budget 2025, når indenrigsministeriet offentliggør årets tilskud og udligning.

Selvom årets økonomiaftale øger kommunernes serviceramme, forventer flere kommuner at skulle spare store beløb for at dæmme op for voksende udgifter.

NB-Kommune kaster et blik på, hvordan fem udvalgte kommuner tilgår årets budgetforhandlinger:

Lolland:

Ifølge borgmester Holger Schou Rasmussen (S) forbereder Lolland Kommune sig på at spare op til 182 millioner kroner - hvilket kan reduceres med op til 90 millioner, hvis Lolland modtager et stort beløb fra særtilskudspuljen

"Det svarer til næsten syv procent af vores samlede serviceramme," siger borgmesteren til Folketidende om de 182 millioner.

Aktuelt svarer balancen til knap 160 mio. kr., men beløbet "kan ændre sig løbende i takt med, at der kommer nye skøn for priser og lønninger, korrektioner af teknisk karakter med mere," fremgår det af materiale fra kommunen.

Efter mange stramme budgetaftaler begynder politikerne på Lolland at løbe tør for brugbare spareforslag.

"Vi er der, hvor vi nærmer os, om det er lovgivningsmæssigt forsvarligt. Men heldigvis ser det en lille smule bedre ud, fordi der er indgået en aftale mellem kommunerne og regeringen, der ser ud til at tilføre flere penge til kommunerne. Så jeg håber, at situationen går i en bedre retning, men det ændrer ikke på, at vi skal spare," siger Holger Schou Rasmussen til lokalavisen.

Bornholm

Tidligere på året oplyste forvaltningen på Bornholm, at kommunalbestyrelsen skal finde 58,5 millioner for at budgettet kan gå i nul. Beregningen er blandt andet baseret på, at Bornholms Regionskommune modtager 85 millioner kroner fra særtilskudspuljen.

I sidste uge sendte kommunen et sparekatalog med forslag for i alt 64 mio. kr. i høring.

"Vi har skrællet alt fedtet af, eller hvad man kan kalde det, så vi er helt inde ved benet nu, så det er nogle kedelige besparelser," siger borgmester Jacob Trøst (K) til TV2 Bornholm.

Rudersdal

Forvaltningen har udarbejdet et besparelses- og omprioriteringskatalog med forslag, der kan frigøre knap 75 mio. kr. årligt under servicerammen. Som i de andre kommuner kendes det endelige sparebehov endnu ikke.

Rudersdal Kommune har lavet en relativt stor teknisk korrektion, som i 2025 vil øge udgifterne under servicerammen med 76 millioner kroner. Korrektionen afspejler først og fremmest en stor stigning i udgifterne til sårbare børn og unge, oplyses det i budgetmaterialet, som Økonomiudvalget godkendte i sidste uge.

Nyborg

Det endelige sparekatalog vil først blive fremlagt af administrationen efter sommer. Det indeholder spareforslag for 83,6 millioner kroner, hvilket svarer til omkring 3 procent af budgettets samlede størrelse. Det er særligt socialområdet og ældreområdet, som der skal omprioriteres midler til.

"Det er en stor opgave, og sparekataloget kommer til at berøre alle områder. Men noget af det, vi kigger og regner på, er de områder, hvor serviceudgifterne er højere i Nyborg end i andre kommuner. På en række områder er driftsudgifterne et godt stykke over landsgennemsnittet, og det skal vi have drøftet, om vi kan fortsætte med," siger kommunaldirektør Tim Jeppesen.

Faaborg-Midtfyn

Forvaltningen anbefaler at et råderumskatalog, hvor der udpeges effektiviseringer og besparelser for minimum 20 millioner kroner. Anbefalingen tager udgangspunkt i ubalancen i 2025 og ikke i den gennemsnitlige ubalance over tre år.

NB-Kommune følger op på årets fordeling af tilskud og udligning, når Indenrigs- og Sundhedsministeriet offentliggør materialet.

Sidst opdateret: 28/06/2024 - 11:42

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]