Venstres næstformand Stephanie Lose mener, at uddannelsessystemet ikke længere passer til de unge i dag, og derfor er der behov for forandring, lyder det fra partiet.

Venstres næstformand Stephanie Lose mener, at uddannelsessystemet ikke længere passer til de unge i dag, og derfor er der behov for forandring, lyder det fra partiet. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Regeringen: 87 nye ungdomsuddannelser på vej over hele landet

Regeringen præsenterer i morgen en uddannelsesreform, der indeholder planer om at oprette 87 nye uddannelsessteder over hele landet. Det skal bremse faldende elevtal og etablere uddannelsesmuligheder i nærområderne, siger minister. Se listen over byer her.

Udgivet: 07/10/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

I 2030 har regeringen planlagt at etablere 87 nye erhvervs- og professionsrettede ungdomsuddannelser, der skal fordeles over hele landet som del i en reform af ungdomsuddannelserne.

Det siger økonomiminister og næstformand i Venstre Stephanie Lose (V) i et interview med Avisen Danmark forud for tirsdagens præsentation af reformen.

Målet er blandt andet at sikre, at der også i fremtiden vil være uddannelsestilbud i yderområderne, som kæmper med at holde ungdomsårgange indenfor rækkevidde, så de ikke smutter til de større universitetsbyer tidligt.

Lige nu presser dalende elevtal uddannelsessteder i byer som Bjerringbro, Fjerritslev, Faaborg, Grenaa, Høng og Lemvig, skriver avisen.

"Vi vil give alle unge muligheden for at få et stærkere ungdomsmiljø, lidt mere tid til at tænke sig om, før de skal beslutte deres fremtid, og samtidig sikre, at ungdomsuddannelsen er tættere på," siger Stephanie Lose.

Fakta

87 byer med udsigt til nye ungdomsuddannelser

Albertslund, Allerød, Amager, Ballerup, Birkerød, Bjerringbro, Bornholm, Brønderslev, Dronninglund, Esbjerg, Fjerritslev, Fredericia, Frederikshavn, Frederikssund, Frederiksværk, Faaborg, Glamsbjerg , Grenaa, Greve Strand, Grindsted, Haderslev, Hadsten, Haslev, Helsinge, Helsingør, Herning, Hillerød, Hjørring, Hobro, Holbæk, Holstebro, Horsens, Høje-Taastrup, Høng, Hørsholm, Ikast-Brande, Ishøj, Kalundborg, Kolding, København, Køge, Lemvig, Maribo, Middelfart, Nakskov, Nordfyn, Nyborg, Nykøbing F., Nykøbing Mors, Nærum, Næstved, Odder, Odense, Odsherred, Randers, Ribe, Ringe, Ringkøbing, Ringsted, Roskilde, Silkeborg, Skanderborg, Skive, Skjern, Slagelse, Solrød, Sorø, Stenløse, Struer, Støvring, Svendborg, Syddjurs, Sønderborg, Thisted, Tønder, Tørring, Varde, Vejen, Vejle, Viborg, Virum, Vordingborg, Ærø, Aabenraa, Aalborg, Aarhus, Aars.

Kilde: Avisen Danmark

Det er stadig ikke offentliggjort, hvilke uddannelser der skal etableres i de enkelte byer. Men indtil videre står det klart, at den nye uddannelse bliver en erhvervsrettet gymnasieuddannelse (EPX), som vil have et lavere adgangskrav end det almindelige gymnasium (STX).

"Der er en erkendelse af, at det nuværende system ikke passer til de unge mennesker i dag. Det er altså ikke, fordi der er noget i vejen med de unge mennesker. Der er noget i vejen med systemet, og derfor må vi lave systemet om, siger Stephanie Lose til Avisen Danmark.

Regeringens forslag går ud på at den nye erhvervs- og professionsrettede ungdomsuddannelse primært skal placeres på erhvervsskoler, som har de bedste rammer til praksisorienteret undervisning – eksempelvis værksteder og faglokaler.

Hvis der ikke er en erhvervsskole i området, kan uddannelsen dog også blive etableret på institutioner, der i dag udbyder STX. Regeringen forventer, at 35-40 procent af en ungdomsårgang vil gå på den nye ungdomsuddannelse, fortæller Stephanie Lose.

Fik du læst?

Kommuner forsøger at holde fast på de unge mennesker

Sidst opdateret: 07/10/2024 - 11:32

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]