
Repræsentanter fra Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Konservative kunne præsentere budgetforliget for 2025. V-borgmester Søren Smalbro (yderst til venstre) kritiseres nu af hans forgænger, Arne Boelt (S), for budgetforløbet. - Foto: Hjørring Kommune
Budget25
Borgmester var glad for 'ansvarligt' budgetforlig - nu meddeler stemmesluger sin afgang
Der er ikke så stor enighed om budgetforliget i Hjørring, som kommunens pressemeddelelse gav udtryk for. For tidligere S-borgmester har budgetforløbet og været dråben, der fik bægeret til at flyde over, og han vil forlade byrådet efter KV25.
Udgivet: 07/10/2024
Det var en glad borgmester Søren Smalbro (V), der i september kunne fortælle, at det var lykkedes at samle et bredt flertal i Hjørrings Byråd i et budgetforlig.
"Jeg er glad for, at vi endnu en gang har kunnet samle et stort flertal i byrådet om et ansvarligt budget, der tager højde for de udfordringer, vi står overfor i de kommende år," siger borgmesteren i pressemeddelelsen.
Siden har piben dog fået en anden lyd i den socialdemokratiske lejr. Stemmesluger og tidligere borgmester Arne Boelt har meldt ud, at han ikke genopstiller ved næste kommunalvalg - og det skyldes blandt andet budgetprocessen, fortæller han til Nordjyske.
"Det borgerlige flertal er berøringsangste over for nødvendige besparelser, og for mig at se styrer kommunens økonomi mod afgrunden," siger Arne Boelt.
Med budgetaftalen har kommunen kurs mod et samlet kasseforbrug på over 130 millioner kroner i 2025 og 2026. Kommunen nedjusterer i budgetaftalen pejlemærket for den gennemsnitlige likviditet til 150 millioner kroner. Det er en reduktion på 40 millioner i forhold til sidste års pejlemærke.
Men de borgerlige partiers tilbageholdenhed med sparekniven er ikke det eneste i forløbet, der har fået Arne Boelt til at smække med døren på vej ud.
Også en pengepose på 100 millioner kroner, som Søren Smalbro og kommunaldirektør Leif Johannes Jensen pludselig bragte til bordet, da der skulle tages hul på budgetforhandlingerne, har vakt harme hos den tidligere borgmester. Pengene er fundet ved færre udgifter til offentlig forsørgelse i budgetårene, og det er sket uden en vurdering fra arbejdsmarkedsudvalget.
Arne Boelt kalder det uhørt, at kommunaldirektøren og borgmesteren har kørt deres eget løb uden om udvalget, og han mener, at det sætter den demokratiske proces ud af spil. Han retter også en kritik mod forvaltningen, som han mener ikke har været sandfærdige, når byrådet i årevis er blevet forsikret om, at alt er i orden. Han kritiserer særligt driften på det specialiserede handicapområde, der er dyr, til trods for kvaliteten ikke er god.
Når Arne Boelt alligevel har stemt for budgettet, så skyldes det altså ikke begejstring for forliget.
"Jeg har været nødt til at følge partidisciplinen, men jeg kommer til at hejse flaget, når det her skal vedtages i byrådssalen. Det er ikke rimeligt, at vi blot udskyder de ubehagelige beslutninger til et nyt byråd," siger han til Nordjyske.
Når Arne Boelt ved kommunalvalget vinker farvel til en 20 år lang karriere som byrådsmedlem i Hjørring Kommune, så betyder det ikke at det er slut med politik. Han vil i stedet stille op til Regionsrådet.
Tiden er ikke moden til besparelser
Søren Smalbro fortæller til Nordjyske, at også han er bekymret for kommunens økonomiske fremtid, men han mener ikke, at det er sparetid. Han vil dog ikke afvise muligheden for, at kommunen laver strukturændringer på det specialiserede socialområde.
Budgetforligets hovedpunkter
Ældreområdet: Øget finansiering skal sikre kvaliteten i ældreplejen, særligt for de mest plejekrævende borgere.
Voksen-handicap: Der tilføres ekstra finansiering i 2025 og 2026 til omstilling af voksen-handicapområdet.
Visionen om Hirtshals Skolecenter som fyrtårn for praksisfaglig undervisning, der blev født med sidste års budget, er nu klar til at komme ud i virkeligheden.
The Promise: En styrket indsats for nuværende og tidligere anbragte børn og unge med fokus på at lykkes i et livsperspektiv.
Kulturarv og identitet: Støtte til kulturinstitutionerne Vendelbohus, Ungehuset Arresten, Nordjysk Pigekor, Herregården Odden og Vendsyssel Historiske Museum samt fortsat udvikling af området ved Rubjerg Knude Fyr.
Rekruttering og fleksibilitet: Der afsættes midler til at styrke rekruttering og fleksibel arbejdstilrettelæggelse, samtidig med at arbejdsgange optimeres og de fysiske rammer udnyttes klogt.
Kilde: Hjørring Kommune
Bekymringen for udgifterne på det specialiserede socialområde er ikke ny. I forligspartiernes fælles pressemeddelelse udtrykte de en samlet bekymring for, at det stigende udgiftspres påvirker ressourcerne til almenområdet.
Som en del af budgettet er forligspartierne for andet år i træk nået til enighed om en tværgående forebyggelsesstrategi, som skal sænke udgifterne på det pressede område med 50 millioner.
I den forbindelse har Søren Smalbro fremhævet en række initiativer, der skal gøre flere i stand til at indgå i fællesskaber på skoler, arbejdsplads og hjemme.
"Vi ønsker at bygge videre på disse tiltag med nye indsatser på både børne- og voksenområdet og vil træffe beslutninger ud fra en grundig ekstern sammenligningsanalyse af Hjørring og lignende kommuner," siger han i pressemeddelelsen.
Budgetforliget er indgået mellem Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Dansk Folkepartis Frode Larsen og Erik Høgh-Sørensen (Uden for partierne) står som de to eneste uden for budgettet.
Sidst opdateret: 07/10/2024 - 10:52












































