En tredje tilsynssag kan være på vej til Nyborg Kommune.

En tredje tilsynssag kan være på vej til Nyborg Kommune. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Forkert vejledt af forvaltningen: Byrådsmedlems ytringsfrihed måske krænket

Det var forkert, da administrationen i foråret forbød et socialdemokratisk byrådsmedlem at videregive dele fra et notat, der ikke omfattede personfølsomme oplysninger. Det erkender kommunen efter en henvendelse fra Ankestyrelsen, der overvejer at rejse tilsynssag.

Udgivet: 04/10/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Et nyt kapitel er opstået i byrådskonflikten om socialsager i Nyborg Kommune. Denne gang drejer det sig om en potentielt ulovlig indskrænkelse af byrådsmedlemmet Martin Stenmanns (S) ytringsfrihed, der kan danne grobund for at Ankestyrelsen vælger at rejse en tredje tilsynssag mod kommunen.

Det fremgår af et brev fra Ankestyrelsen, som NB-Kommune er kommet i besiddelse af.

Episoden opstod, da Martin Stenmann tilbage i marts ville have tilladelse til at citere fra et notat om den kritisable tilstand i kommunens socialafdeling, som borgerrådgiveren havde udarbejdet til et møde med borgmester Kenneth Muhs (V) den 7. oktober 2021 - et notat, som byrådet først blev vidende om den 10. marts i år, da Socialdemokratiet selv tog initiativ til at få det udleveret.

Fik du læst?

Efter manglende information: Opposition vil have juridisk undersøgelse af borgmester

Det socialdemokratiske byrådsmedlem ville læse fra dele af notatet, som ikke indeholder personfølsomme oplysninger, på et byrådsmøde den 30. april, hvor byrådet skulle tage stilling til om der skulle laves en ekstern advokatundersøgelse af om Kenneth Muhs havde brudt kommunestyreloven, da han ikke informerede byrådet om borgerrådgiverens bekymringer.

Men det måtte han ikke, lød vurderingen fra kommunens chefjurist. Begrundelsen lå i at notatet ikke kunne udleveres til aktindsigt og at det derfor i sin helhed var fortroligt. Det fik det socialdemokratiske byrådsmedlem til at rette henvendelse til Ankestyrelsen, der nu skal vurdere om der skal rejses tilsyn mod kommunen.

I en udtalelse til Ankestyrelsen beklager juridisk chefkonsulent Christine Stæhr Andersen på administrationens vegne, at byrådet er blevet vejledt forkert. Hun anerkender, at administrationen burde have sagt til Martin Stenmann, at han kunne citere fra de dele af notatet, der ikke indeholder konkrete borgersager.

Martin Stenmann er glad for, at forvaltningen har erkendt at byrådet er blevet forkert vejledt, men ærgrer sig over, at det krævede at Ankestyrelsen gik ind i sagen. Han mener, at det burde have været afklaret for længst.

"I et halvt år har jeg ventet på at kunne fortælle offentligheden om de dele af notatet, som ikke er personfølsomt. Jeg har været frustreret over, at min ytringsfrihed er blevet indskrænket," siger han til NB-Kommune og forklarer, at administrationen har beklaget den restriktive vejledning overfor byrådet og fortalt, at de nu er blevet klogere.

"Det tager jeg til efterretning og glæder mig over, at der ikke længere er tvivl omkring byrådsmedlemmers ytringsfrihed i Nyborg Kommune."

Læs mere om sagen herunder:

Fik du læst?

Tilsynssag kan være på vej mod fynsk borgmester

Fik du læst?

Ny udvikling i socialsag: Ministerium kræver notater udleveret

Fik du læst?

V-flertal får lagt låg på ekstern undersøgelse af borgmester

Fik du læst?

Borgerrådgiver måtte bede om at blive tilknyttet ny direktør

Sidst opdateret: 07/10/2024 - 07:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]