Borgmester Kenneth Muhs (V) måtte tage plads uden for byrådssalen, da spørgsmålet om hans håndtering af advarsler fra borgerrådgiveren var til debat tirsdag aften.

Borgmester Kenneth Muhs (V) måtte tage plads uden for byrådssalen, da spørgsmålet om hans håndtering af advarsler fra borgerrådgiveren var til debat tirsdag aften. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (arkiv)

V-flertal får lagt låg på ekstern undersøgelse af borgmester

Nyborgs byråd afviste i aftes at indlede en ekstern undersøgelse af Kenneth Muhs (V). Venstre har absolut flertal, og derfor appellerede oppositionen til, at de enkelte V-byrødder gjorde op med partilinjen. Spekulationer om nære kontakter til journalister og borgmesterpartiets motiver skabte uro i byrådssalen.

Udgivet: 01/05/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Tirsdag aften skulle byrådet i Nyborg stemme om der skulle laves en ekstern undersøgelse af, om borgmester Kenneth Muhs (V) brød kommunestyrelsesloven, da han efter et møde med kommunens borgerrådgiver i oktober 2021 ikke efterfølgende informerede byrådet om borgerrådgiverens bekymringer.

Punktet kunne tage sin begyndelse, da Kenneth Muhs (V), der var erklæret inhabil i sagen, havde forladt byrådssalen og overladt borgmesterstolen til 1. viceborgmester Michael Gertsen (K).

Martin Stenmann tog som den første ordet på vegne af Socialdemokratiet, der havde stillet forslaget. Med sig havde han medbragt et fem siders langt dokument, som han læste op fra i sin indledende tale.

"Punktet her handler ikke om, at placere det politiske ansvar for hele socialskandalen, som nogen måske tror. Det handler om jura. Det handler om at slå fast, at kommunens anliggende styres af kommunalbestyrelse. Ikke kun af en borgmester - selvom han i vores tilfælde i Nyborg Kommune sidder på et ubetinget flertal," sagde han på byrådsmødet, som NB-Kommune fulgte fra tilhørerrækkerne.

Fik du læst?

Efter manglende information: Opposition vil have juridisk undersøgelse af borgmester

Tidligt i talen adresserede Martin Stenmann, at kommunens egne jurister har været ude og sige, at de ikke mener at der er sket et lovbrud. Her stillede han spørgsmål til forvaltningens habilitet, da han mente, at man burde overveje, om forvaltningen ikke også har et ansvar i sagen, da de burde have vejledt borgmesteren til at gå til byrådet med borgerrådgiverens bekymringer.

Timingen for borgmesterens tavshed efter mødet med borgerrådgiveren blev også bragt op i talen. Mødet fandt nemlig sted kort før sidste kommunalvalg, og ved ikke at informere byrådet slap borgmesterpartiet for at skulle forholde sig til socialsagen i mødet med vælgerne. Det kaldte Martin Stenmann for en skærpende omstændighed.

"Disse tanker er selvfølgelig spekulative. Det medgiver jeg. Men pointen er, at borgmesteren har sat sig selv i en yderst sårbar situation i forhold til sådanne spekulative tanker fra oppositionen," sagde han.

De Konservative, der ellers bakkede op om forslaget, lagde afstand til disse spekulationer.

Kan frit gå til ankestyrelsen

Ikke blot De Konservative havde forud for byrådsmødet meldt ud i medierne, at de støtter op om forslaget. Også SF bakker op, og dermed stod oppositionen sammen på spørgsmålet om en ekstern undersøgelse. Modsat har det stået til i Venstre, hvor man ikke mener at en ekstern undersøgelse er nødvendig.

“Vi kan vælge at skælde hinanden ud, vi kan vælge som forældre at skælde politikerne ud, men hvad fører det til," sagde V-gruppeformand Kaj Refslund, der ikke mener, at det var i orden, at Martin Stenmann såede tvivl om forvaltningens habilitet.

Gruppeformanden gjorde det klart, at det stod socialdemokraterne frit for at gå til Ankestyrelsen med sagen. Det er ikke nødvendigt med en enig kommunalbestyrelse, hvis man vil indberette en sag i klageinstansen.

Martin Stenmann udtrykte ønske om at høre andre V-medlemmer end Kaj Refslund, der har været talsmand i medierne, komme til orde. Den mulighed greb Martin Huus (V), der mente, at S-forslaget hverken handler om ærlighed eller saglighed, men om ren populisme.

Her nåede debatten kogepunktet, da han såede tvivl om Martin Stenmanns og en tilstedeværende journalists dømmekraft.

"Det er dybt usmageligt, at man mødes en gang om ugen og spiller padel sammen, for det skulle være mærkeligt at man ikke også kommer til at snakke om sådan nogle sager her," sagde han til utilfredse udbrud fra tilhørerrækkerne, der fik viceborgmesteren til at ringe med klokken og bede om ro.

Parallel til rigsrets-afstemning

Venstre sidder på 14 ud af de 25 pladser i byrådet. De har altså det absolutte flertal, og derfor var en vedtagelse af forslaget om at indlede en undersøgelse afhængigt af, at enkelte venstremedlemmer skulle stemme mod gruppen. Og det blev der da også appelleret til.

Martin Gertsen opfordrede venstregruppen til at reflektere over, hvad partiets tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen sagde i Folketinget, da der skulle stemmes om at sætte hans daværende partikollega Inger Støjberg for en rigsretsag.

“De anklager, der hænger i luften, de går ikke væk. Vi er et parti, der tror på lov og ret. Jeg kan som formand ikke leve med, at der skal skabes tvivl om det, når det handler om vores egne,” citerede han sin forhenværende formand for at have sagt.

Appellerne gik dog ikke ind hos Venstre-folkene, der holdt fast, i at de fandt en ekstern undersøgelse unødvendig.

Mindretalspartierne stemte for undersøgelsen, mens borgmesterpartiets flertalsgruppe stemte imod, og forslaget endte med at blive nedstemt.

Fik du læst?

Borgerrådgiver måtte bede om at blive tilknyttet ny direktør

Sidst opdateret: 01/05/2024 - 12:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]