Regeringstoppen i Socialdemokratiet er angiveligt klar til at kompensere kommunerne for at undgå massive besparelser i 2025.

Regeringstoppen i Socialdemokratiet er angiveligt klar til at kompensere kommunerne for at undgå massive besparelser i 2025. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Regeringen arbejder på at kompensere økonomisk pressede kommuner

Regeringen arbejder ifølge NB-Økonomis kilder på at kompensere økonomisk pressede kommuner oven på milliardjusteringerne af balancetilskuddet. Socialdemokratiet er klar - Venstre tøver.

Udgivet: 27/08/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Massiv vrede over besparelser i kommunerne i budget 2025 har sat regeringen på overarbejde. Regeringstoppen arbejder aktivt på at finde en vej til at kompensere de kommuner, der er særlig hårdt ramt, siger flere kilder til NB-Økonomi.

Borgmestre fra især Socialdemokratiet og Venstre har de seneste uger presset deres respektive regeringspartier til at se på den tekniske justering, der er en del af baggrunden for, at omkring halvdelen af landets kommuner skal findes besparelser i 2025.

Fik du læst?

Teknisk justering æder milliarder til mere velfærd - og forbavser borgmestre

Regeringstoppen i især Socialdemokratiet har været rystet over, at økonomiaftalen for 2025 - der skulle give et "markant løft af velfærden" - ikke er i nærheden af at kunne indfri den forventning i halvdelen af kommunerne. I stedet er virkeligheden, som NB-Økonomi har fundet ud af ved en rundspørge i alle landets kommuner, at op mod halvdelen skal spare til næste år.

Venstre har været mere tøvende med at løse problemstillingen, og derfor er der stadigvæk forhandlinger i gang i regeringen. Færre kommunalpolitikere har taget hårdt fat i Venstre sammenlignet med Socialdemokratiet, hvorfor S for alvor arbejder på en løsning.

Finansminister Nicolai Wammen og statsminister Mette Frederiksen vil alt andet lige gerne have problemet løst i denne uge, da Wammen senest fredag ifølge grundloven skal præsentere et finanslovsudspil, som forventes at indeholde nye velfærdsgaver. De gaver kan risikere at drukne i kommunernes kommende besparelser.

Løsning peger på ny særordning

Regeringen kan gå to veje. De kan tilbagerulle især de 1,8 mia. kr., som man har reduceret i finansieringen via balancetilskuddet - som svarer til en akkumuleret modregning af refusionsindtægterne i forbindelse med særligt dyre socialsager.

Det er der næppe begejstring for i Finansministeriet, blandt andet fordi der længe har været en utilfredshed med den høje likviditet, som kommunerne har oparbejdet under et, siden udligningsreformen indførte en permanent overfinansiering af kommunerne på 6-7 milliarder kroner om året.

Der kan være mere appetit i regeringen på at give kommunerne et mindre beløb end de 1,8 mia. kr., men i stedet give dem målrettet til de kommuner, som har en hård økonomi.

Her bliver det særligt interessant at se på, hvilke kriterier regeringen vil gå efter. Når særtilskudspuljen fordeles, sker det efter en række præcist afgrænsede parametre, og de kunne også tænkes at blive bragt i spil her. Alternativt kunne det skattefinansierede resultat anvendes, fordi det fortæller om den løbende balance eller ubalance i den kommunale økonomi.

Fik du læst?

Disse kommuner skal forhandle budget på bagkant af to år med underskud

Manglende detaljer

Det er et åbent spørgsmål, om håndsrækningen bliver varig som ved sidste års løft, hvor regeringen i slutningen af august øgede kommunernes servicerammen og finansiering med 650 millioner kroner. I år handler det under alle omstændigheder udelukkende om finansiering, fordi det er her udfordringen ligger. Servicerammen er jo blevet løftet.

Uanset hvad regeringen vælger at gøre, så vil det én gang for alle cementere, at regeringen har mistet overblikket over udligningen, fordi den er kørt skævt de seneste år. Den socialdemokratiske del af regeringen havde fredag 16. august fra frokost og frem borgmesterbaglandet på besøg på Marienborg. Her var det tydeligt, at selv statsministeren ikke havde overblikket over problemets omfang, lyder det NB-Økonomis kilder i S-baglandet.

Sidst opdateret: 27/08/2024 - 10:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]