
Regeringens tre partiledere gav her torsdag eftermiddag kommunerne tilsagn om en forhøjet serviceramme for 2024. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kommunerne får 650 millioner kroner ekstra til borgernær velfærd
Regeringen har besluttet at løfte kommunernes serviceramme for 2024 med 650 mio. kr. til borgernær velfærd. En god håndsrækning i en svær budgettid, lyder det fra KL.
Udgivet: 24/08/2023
Kommunerne får løftet deres serviceramme for 2024 med 650 millioner kroner. Det sker for at løfte den borgernære velfærd og "imødegå nogle af de besparelser, der ellers er på bordet".
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde torsdag i forbindelse med et regeringsseminar, hvor hun er flankeret af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V).
"Regeringen foreslår at afsættes én milliard kroner ekstra om året til den borgernære velfærd," siger Mette Frederiksen.
Pengene skal hurtigt ud i kommunerne og regionerne, lyder det. Allerede fra 2024, for de er i gang med en "svær budgetlægning" lige nu.
Ifølge en pressemeddelelse fra Kommunernes Landsforening (KL) får kommunerne en øget serviceramme på 650 millioner kroner i 2024.
Opblødningen af servicerammen bliver hilst velkommen af KL (Kommunernes Landsforening).
"Det er en livgivende beslutning fra regeringen. Vi står i hele landet midt i nogle stramme budgetforhandlinger, og mange steder er det rigtig svært at få enderne til at mødes. Det vil det stadig være, men det er meget positivt, at regeringen har valgt at prioritere flere penge til velfærden," siger siger KL’s formand Martin Damm og fortsætter:
"Det ændrer dog ikke på, at vi stadig skal leve op til den aftale, vi har med regeringen, hvor vi blandt andet skal finde administrative besparelser, samtidig med at regeringen leverer de nødvendige regelforenklinger."
Også KL's næstformand Jacob Bundsgaard hilser de nye penge velkommen og siger:
"Det er en kærkommen håndsrækning i en svær budgettid. Kommunerne har gennem en årrække skullet gennemføre besparelser, og derfor er et løft både godt og helt nødvendigt. Der er samtidig brug for en grundlæggende drøftelse om finansieringen af den offentlige sektor i fremtiden."
"Hvis vi skal møde borgernes forventninger, bliver det nødvendigt med yderligere løft i fremtiden."
Mette Frederiksen erkender, at den ekstra milliard kroner til regionerne og kommunerne "ikke løser alle problemer".
"Men det er trods alt et vigtigt skridt. Det er vigtigt at sige, at inflationen ikke er helt væk endnu.Vi bliver nødt til stadigvæk at holde igen," siger statsministeren.
Videre lyder det fra regeringstoppen, at der i næste uge kommer et finanslovsforslag for 2024 fra regeringen.
Sidst opdateret: 24/08/2023 - 13:18
Emner: Politik, Økonomi, Regeringen










































