Milliardudgift bekymrer minister: Langt flere elever har højt fravær end før corona
Flere skoleelever har et fravær på over ti procent - og det er dyrt for kommunerne. "Groteske summer" siger minister om udgifterne, der er forbundet med stigende skolevægring. Se, hvor meget andelen af børn med højt fravær er steget i din kommune.
Udgivet: 15/05/2024
Flere grundskoleelever nåede op på en tocifret fraværsprocent sidste skoleår end i skoleåret før coronakrisen. Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Det kan koste kommunerne dyrt, når der skal betales tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der må gå hjemme med deres skolevægrede børn. I lørdags kunne Berlingske skrive, at de ifølge tal fra 2022 på landsplan kostede kommunerne 1,8 milliarder kroner at udbetale tabt arbejdsfortjeneste. Hele beløbet går ikke til forældre til børn, som ikke trives i skolen, men ifølge socialforvaltningen i Københavns Kommune er det skolevægring, som er hovedforklaringen på, at udbetalingerne for tabt arbejdsfortjeneste er steget med 660 millioner kroner (57 procent) på fire år, skriver Berlingske.
"Det er vanvittigt groteske summer. Det vigtigste er jo, at det dækker over børn, der har det skidt. Men vi må også se det som en økonomisk diskussion, for vi bruger 50 milliarder på folkeskolen, og to af dem går til tabt arbejdsfortjeneste. Det kan vi gøre bedre," sagde børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) til avisen.
Ifølge Danmarks Statistik er antallet af personer, der modtager kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved forsørgelse af børn, steget med knap ti procent fra 2018 til 2022 - til næsten 16.000 personer.
På landsplan er det en generel tendens, at andelen af børn med højt fravær, altså et fravær på mere end 10 procent i løbet af et skoleår, er steget kraftigt siden 2018/19. I gennemsnit er stigningen på 6 procentpoint.
I kun seks kommuner kommer eleverne oftere i skole: Vallensbæk, Solrød, Lemvig, Odder, Rødovre og Sønderborg Kommune.
Omvendt står det til i Svendborg Kommune, hvor der er sket den største stigning. Sidste skoleår var det 18,5 procentpoint flere elever, der havde højt fravær, sammenlignet med skoleåret 2018/2019. De andre kommuner med størst stigning er Nordfyns, Næstved, Holbæk og Odsherred kommuner. Det er i høj grad i de sjællandske kommuner, at andelen af elever med mange fraværsdage er steget mest.
Jyderne har lavest fravær
Fælles for kommunerne, hvor flest elever har en høj fraværsprocent, er, at ingen af dem ligger i Jylland. Nordsjællandske Gribskov Kommune topper med en andel på 33,7 procent, tæt forfulgt af Lolland med 33,6 procent. Også Svendborg, Holbæk og Odsherred Kommune er blandt kommunerne med højest fravær.
Man skal helt ned til en 28.-plads for at finde en jysk kommune: Aalborg, hvor andelen af elever med højt fravær er på 24 procent.
Det er i det hele taget jyske skoleelever, der har den laveste fraværsprocent. Alle fem kommuner med den laveste andel af højt elevfravær ligger i Jylland. I Lemvig var det knap en tiendedel af skolebørnene, der nåede op på en tocifret fraværsprocent.
De sidste fire er Odder, Herning, Aarhus og Sønderborg Kommune, der alle har en elevandel på under 13,5 procent med høj fraværsprocent. Tendensen er det samme i top ti. Først på tiendepladsen finder man en sjællandsk kommune: Allerød, hvor tallet er 15,1 procent.
Sidst opdateret: 15/05/2024 - 14:28












































