
Integrations- og udlændingeordfører for Socialdemokratiet Frederik Vad vil gerne mødes med kritisk byrådsmedlem. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Kritisk S-byrådsmedlem inviteret til møde med partitoppen
En række utilfredse socialdemokratiske byrådsmedlemmer med Ballerups Musa Kekec i front truede med at melde sig ud af partiet efter ordførers tale på Christiansborg. Nu er Kekec inviteret til forsoningsmøde på Christiansborg.
Udgivet: 06/05/2024
Der er foreløbigt lagt låg på en ulmende utilfredshed med trusler om at melde sig ud af partiet fra ti socialdemokratiske byrådsmedlemmer, som reagerede på udtalelser fra partiets udlændinge- og integrationsordfører, Frederik Vad.
I hvert fald har Musa Kekec, der er S-byrådsmedlem i Ballerup Kommune, bekræftet over for Berlingske, at han i denne uge skal mødes med Frederik Vad.
"Vi mødes nu på onsdag for at italesætte den frakobling, som vi tænker, at der er mellem Christiansborg og os. Det er jo det, der er vores formål – at få styrket den dialog, der er," siger Musa Kekec.
Baggrunden er ordføreren i en værdidebat i folketingssalen i april fra talerstolen efterlyste en ny erkendelse i udlændingepolitikken:
"Det er jo en erkendelse af, at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra," sagde han blandt andet under debatten.
Det førte til kritik - også internt. Flere har ment, at han lægger mistænkeliggørelse ned over alle indvandrere. Og det førte til utilfredshed i dele af baglandet, hvor et brev fra en række utilfredse medlemmer blev sendt til hovedbestyrelsen i Socialdemokratiet efter talen.
En af dem var altså Musa Kekec, som truer med at melde sig ud af Socialdemokratiet. Til NB-Kommune fortalte Musa Kekec i sidste uge blandt andet, at hvis partiet og ordføreren ikke vil i dialog om Socialdemokratiets retning i udlændinge- og integrationspolitikken, så kunne det ende med, at han - og formentligt flere andre - ville melde sig ud af partiet og blive løsgænger i byrådet.
Fik du læst?
S-flertal i Ballerup i fare: 'Hvordan kan man forvente, at jeg skal ud og samle stemmer?'
Invitationen til mødet med Frederik Vad glæder Musa Kekec sig over:
"Jeg håber, at han forstår vores perspektiv, men også at han får sat lidt flere ord på hans og partiets hensigter. Vi vil jo rigtig gerne styrke dialogen og samarbejdet mellem Christiansborg og baglandet, som vi synes er blevet slidt," siger han til Berlingske.
Minister vil sætte undersøgelse i gang
I denne weekend kunne Ritzau berette, at udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) planlægger en undersøgelse, der skal belyse, i hvor stort omfang offentligt ansatte udøver negativ social kontrol mod borgere i æresrelaterede konflikter.
Undersøgelsen skal laves af Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter (Mærk) under ministeriet og forventes færdig inden nytår.
I en kommentar til Ritzau henviser Dybvad Bek til den seneste tids debat, startet af Frederik Vad.
Ministeren erklærer sig enig med ordføreren:
"Jeg hører om problemerne, når jeg taler med de mennesker, der arbejder med emnet til daglig, for eksempel socialrådgivere og medarbejdere på kvindekrisecentre, men der er også brug for mere dokumentation," skriver Kaare Dybvad Bek i kommentaren.
I Sverige er en lignende undersøgelse blevet lavet. Den skal være inspiration til den danske, hedder det i kommentaren fra ministeren.
Sidst opdateret: 06/05/2024 - 10:05












































