
Maja Højgaard ønskes tillykke af den afgående borgmester, Kent Magelund. - Foto: Privat / Facebook
Hun bliver Brøndbys kommende borgmester
Den socialdemokratiske gruppe i Brøndby Kommune valgte onsdag aften viceborgmester Maja Højgaard som arvtager på borgmesterposten efter Kent Magelund.
Udgivet: 25/04/2024
Hun er 38 år, viceborgmester, uddannet læge, tidligere medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden i seks år, og nu er Maja Højgaard med stor sandsynlighed Brøndby Kommunes næste borgmester, når Kent Magelund, 72 år, træder tilbage pr. 1. juni efter otte år ved bordenden i vestegnskommunen.
Det står klart efter byrådsgruppen onsdag aften skulle stemme på afløseren blandt kandidaterne, der udover Maja Højgaard var Anette Pilmark og Michael Buch-Barnes. Det skriver Sjællandske Nyheder.
På sin Facebookprofil skriver Kent Magelund:
"Vi har haft en god demokratisk proces i gruppen. Derfor står vi nu også alle bag Maja Højgaard. Jeg har arbejdet sammen med Maja gennem de sidste to år i kommunalbestyrelsen og kender hende som en både engageret og kompetent politikker med stærke værdier. Jeg er derfor helt sikker på, at hun vil blive en dygtig borgmester, som hver dag vil kæmpe for Brøndby, og som jeg er tryg ved at give stafetten videre til."
I et opslag på LinkedIn takker den kommende borgmester for valget:
"I går valgte den socialdemokratiske gruppe i Brøndby at pege på mig, som Brøndbys næste borgmester. Det er jeg både stolt og ydmyg over. Jeg går en hektisk periode i møde, for den by jeg elsker. Det føles meget meningsfyldt."
Til Sjællandske Nyheder siger hun videre:
"Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået gruppens opbakning til at blive borgmester. Nu står den på at samle gruppen og fordele de poster, der kommer fra mig, så flest muligt er glade og kan se sig selv i processen," siger Maja Højgaard.
"Det er klart, at jeg vil gøre mig umage for at levere et resultat, som flest muligt er tilfredse. Som viceborgmester har jeg været medlem af økonomiudvalget, og derfor har jeg været meget inde over den udvikling, vi har haft i budgetprocessen de sidste par år, siger den kommende borgmester i Brøndby."
For nuværende er Maja Højgaard formand for Social- og sundhedsudvalget.
Sidst opdateret: 25/04/2024 - 11:00












































